Næst efter en bronzeskulptur i millionklassen (The Archer, 2026) er det første, jeg ser i den genopståede kunsthals Tal R-udstilling Moonwalk en formidlingsvideo, hvor kunstneren fortæller om sin proces. Den er ikke synderligt præget af bekymringer om godt og dårligt, nej, «jeg tænker bare på muligheder».
Denne sætning skal nok forstås som en mild omfavnelse af ubegrænset fantasi og fri kunst, men i lyset af det noget uigennemskuelige samler- og milliardærforetagende Gl. Holtegaard er blevet til, klinger sætningen også af pragmatisk profitmaksimering som en ikke uvæsentlig drivkraft i Tal R’s produktive praksis. Og når kunsthallens små sale rummer over 100 skulpturer er denne klang den højeste. Nu skal de riges venner – og det bredest mulige kunsthalspublikum selvfølgelig – ellers bare se.
Der er noget bizart ved Gl. Holtegaards såkaldte «revitalisering» (institutionens flittigst brugte adjektiv om egen genopstandelse). Efter langvarig og uskøn lokalpolitisk tumult blev kunsthallen først lukket i 2024 og siden opkøbt året efter af Danish Research Foundation, en selvejende fond stiftet af biotek-milliardærerne Claus og Bente Christiansen, der også er driftige kunstsamlere. I en vigtig parentes bemærket står fonden desuden for økonomisk støtte til det residency i Pietrasanta, hvor Tal R har støbt mange af udstillingens nye bronzeskulpturer.
Så langt, så godt: rigmænd- og kvinder, der køber ejendom for at vise kunst er ikke noget nyt, og endnu kan det ikke afvises, at der bare er tale om renhjertet filantropi. Men trådene og økonomien, der løber mellem Pietrasanta, Tal R og tung bronze i skulpturparken er i hvert fald indiskutabel og i udgangspunktet ret uelegant (endnu er det selvfølgelig for tidligt at sige, om der via Gl. Holtegaards fonds- og residencyforbindelser sendes flere kunstnere til Pietrasanta hjembringende ny bronze til skulpturparken, men mit bud er, at det gør der)
Som første skud i bøssen har Tal R fået frie tøjler til at præsentere et par årtiers skulpturproduktion. Kunsthalsdirektør Andreas Zinck Henningsen, der også står for Pietrasanta-driften og fondens administration, oplyser mig om, at der ikke har været en kurator involveret i gestaltningen af Moonwalk. Det kan man godt se. Og det virker fjollet. Jeg er bestemt af den overbevisning, at kunstnere ofte er bedre til at sætte udstillinger sammen end kuratorer, og så kan man jo overveje, om det her er den regelbekræftende undtagelse.
Moonwalk er hæmningsløs, et sært optrin af farver og former og materialer i en hyper-ophobet, sammensmeltet masse, der gør det svært at få øje på værkerne som enkeltstående objekter. Helheden er en så godt som uigennemtrængelig krop af papmache, tekstil, gips, bronze – en slags tredimensionelle skvæt af klumper og søjler og figurer, hvis kondensering gennem 1700-tals-stuerne blokerer enhver en-suite-fornemmelse. Og fred være med det, fedt nok at fucke de nydelige salonkig lidt op, men det er vildt at sende sit blik ned gennem seks sammenhængende gallerier og kun få skyer af lyserød og gul og fallos og friske striber og svampet bronzehud i øjnene.
Den ret ekstreme mængde værker er givetvis overlagt konventionsudfordring. Og selvfølgelig er det en lavthængende frugt at kritisere tivolispraglet maksimalisme, nemt kommer man til at lyde som en stram smagsdommer med et sakralt kunstsyn. Jeg har bare af hjertet svært ved at begribe, hvordan en kunstner, der godt kan lide at lave skulpturer (hvis han altså kan det), finder på at vise dem sådan her.
Mange værker er umulige at bevæge sig rundt om, mængden og tætheden minder næsten om et lagers, og jeg er som sagt ikke interesseret i reaktionære krav om en bestemt slags højtidelig skulpturopmærksomhed, men det undrer mig, hvorfor man skaber kunst og fylder den ind i et udstillingsrum, hvis ikke for at mennesker skal kunne se godt på den, sanse den, måske endda dvæle lidt ved den. Lægge mærke til en materialeoverflade, en vibrerende knæskal, en søns mirakuløse øjenvipper, det generelt mirakuløse ved dem vi elsker, noget rosa eller mælket vokshvidt med en dybfølt ømhed i sig. Alle de ting er tilstede i Tal R’s værker og det er mig en stor gåde, hvorfor han gør det så svært at få øje på dem.
Eller det vil sige: gåden bliver mindre med den indledningsvise mulighedssætning i baghovedet. Først og fremmest at se muligheder er selvfølgelig også at se muligheden for en selvorganiseret buffet af skulpturer serveret med den signatureklektiske tæthed, samlerne vel ikke kan stå for. Og ja ja, fonden er selvejende og Gl. Holtegaard er en kunsthal, men man skal virkelig nære en hovedkulds tiltro til filantropi for ikke at kunne regne ud, hvilke mennesker, der inviteres til preview i milliardærernes kulturhus.
Jeg vil hjertens gerne tro på uhøjtidelighed, på afvisningen af ophøjende podier, på shabby atelier-stemning i nydelige gallerier og hvad man ellers kan opdyrke af konceptuel berettigelse for den ublu kvantitetsparade, der rulles ud på Gl. Holtegaard. Jeg vil også gerne tro på, at Tal R laver kunst med en præcis og indre og behersket sensibilitet i hænderne og blikket. Problemet er bare, at ingen tiltro til filantropi og til kunst for kunstens skyld, koncepter for koncepternes skyld, føles stærk nok til at dæmpe stemningen af, at Moonwalk er en butik i retrospektive klæder. Omkring en tredjedel af udstillingen – der gør en dyd ud af at præsentere 25 års arbejde – udgøres af skulpturer fra det seneste halvandet år, titelskiltene ligner til forveksling galleriprislister (selvom priserne er udeladt).
Og vi skal alle leve, kunstværker skal sælges. Det er fint. Men det er netop noget gallerierne bør tage sig af. En kunstoplevelse bliver så fattig, når pengeambitionerne skriger til himlen, selv når skriget er legetøjsfarvet og polstret og formningsnuttet. Som en skeptisk udstillingsgæst hviskede til sin veninde, mens de kantede sig rundt mellem alle tingene: more is less.
