Der hænger en masse røde spørgsmålstegn i København og omegn, den her lille slange med sin prik under: et så godt som globalt symbol for at tvivle og undre sig, et symbol for selve nysgerrigheden? Under den røde slange står Sophie Calles navn og Louisianas navn, det er en udstillingsplakat, og er det ikke perfekt Sophie Calle-agtigt at tapetsere gaderne med billeder, der forestiller uvishedens væsen, har dets symbol som hovedrolle – snarere end at stille noget så ferskt som et spørgsmål? Spørgsmålstegn. Et stilet forvarsel om en udstilling, hvis måske allermest gennemgående motiv er fravær.
Udstillingen hedder «Something Missing?», en potentielt kæk titel til den slags retrospektive præsentation som et livsværk af Sophie Calles format og tyngde naturligvis kvalificerer sig til – men det er ikke en retrospektiv udstilling. Der er tale om en aktivt seende kunstner, en kunstner, der vågent betragter verden i nutid og lader til at beskæftige sig mere med blikket end med tilbageblikket. Snarere end at være optaget af billedet, virker hun optaget af øjnene. To brugbare kanaler til registrering af den virkelighed, fiktionerne bygges af. Eller omvendt.
Gennem fire årtier er Calle blevet vist og fejret som en såkaldt storyteller, og det er selvfølgelig ikke forkert. Et værk så stringent baseret på billede og sprog, er jo selve essensen af historier, og ikke sjældent har hendes dokumentariske, biografiske projekter befundet sig på eller langt over til tærsklen til fiktion og persona. Men jeg vil mene, at denne udstilling især præsenterer Sophie Calle som den overbevisende konceptualist og tænker hun også er.
Gennem otte rum, det vil sige otte stramt arrangerede værkserier løber diskret røde tråde, der kredser om øjnene og deres komplicerede og åbenlyse symbiose med hjertet. Hvordan øjne og hjerter klamrer sig til, hvad de kan nå og længes efter det, der er udenfor rækkevidde. Selve værkerne spaltes selvfølgelig i temaer og motiver – de handler om kærlighed og død, de forestiller den plaskende romantik, der kan findes mellem mennesker eller i havet, månen, bjergene, Paris, de forestiller Sophie Calle og den ret forbilledlige egofeminisme hun (også) er synonym med, de handler om kunst og om kunsthistorie.
I udstillingens første rum er en serie fotoværker (Because, 2018-2023) skjult bag lækre stykker filt. Det er ret svært at kigge på selve fotografierne, stoffet er tungt, man skal tæt på for at løfte og se og så går motivhelheden i itu, smelter lidt. Glimt af en tørresnors udsøgte draperier, en plasticplantes plasticblade, et bryst der suttes på, men som ikke ammer. På hvert filtark er broderet sætninger om årsagen til, at Calle tog lige netop dette foto, de føles som gåde eller quiz, som invitation og afvisning i et. En på en gang lavmælt og bogstavelig indføring i udstillingens refleksioner over, hvad det vil sige at se og at forestille sig.
Videre til forestillingen om Picasso: Sophie Calles udstilling på Picasso-museet i Paris i 2022 er repræsenteret i en stribe fotos af hans konsensusmesterværker – med den uimodståelige hage, at malerierne er gemt bag papir og tape som beskyttelsesforanstaltning under en coronanedlukning. De indlysende køns- og kanonpointer er der ingen grund til at bruge tid på at gå ind i, netop fordi værket er så præcist. For mig at se peger «gemt Picasso» på opløsningen eller afvisningen af det virkeligheds-/fiktionsskel, der virker så centralt i Sophie Calles arbejde. Måske også i hendes liv.
Jeg har ikke forstand på konservering, men det virker bizart, at nogle af verdens vigtigste kunstværker beskyttes med så slasket en indpakning. De brune og hvide papiroverflader ser til gengæld mere og mere luksuriøse ud, jo længere man kigger på dem, måske fordi de bliver hovedroller i Picassos velsignede fravær – og fordi de er hemmeligheder.
Selv hvis der ikke hang Picasso bag dem, selv hvis det var noget Calle havde fundet på, går vi med på fiktionen om, at det er ham. Vi kan ikke se det. Jeg er på ingen måde interesseret i at så tvivl om værkets sandhedsværdi, den del er komplet underordnet for mig og – vil jeg tro – for kunstnerskabet. Men jeg kan virkelig godt lide tanken om, at der kunne være hvad som helst bag de indpakkede firkanter. Man kan tro, at det er Picasso, og så kan man forestille sig hans malerier. Eller man kan tænke: hvad vil det sige, at se Picasso-værker i en virkelighed, der for længst har gjort dem til skærmbaseret allemandseje? Er der ikke næsten mere mystik i ikke at se en Picasso?
Og så er vi tilbage ved fraværet. En tredje værkserie handler om kontaktannoncer, om fravær af kærlighed. En fjerde om blindhed, om fravær af blikket. I On The Hunt (2017-2024) parres fotos af falliske jagttårne og overraskede byttedyr med fundne kontaktannonce-sætninger og bliver en bevægelse gennem fræk og øm og pragmatisk partnerlængsel fra 1895 til 2019, fra avisannonce til Tinder. Det er åbenlyst et værk, der cirkler om kærlighed, men selve kærligheden mangler, det er den, der ledes efter. På samme måde er The Blind (1996) centreret om øjne, der aldrig har kunnet se. Calle har taget portrætter af blinde mennesker, spurgt dem, hvad deres billede af skønhed er og udstillet svarene, billeder af den forestillede skønhed. Naturligvis omfatter det noget så enkelt og universelt som et får, en elsket, en søn, grøn, blå, himlen. Igen – og i dette tilfælde skælvende bogstaveligt – er blikket og billederne på en måde sekundære, for mig er det tanken om de blinde øjnes forestillingsevne, jeg ikke kan slippe. Det, der mangler, bliver det, der er.
Med det nye værk Catalogue raisonné of the unfinished (2023) – et rum dedikeret til formfuldendte fremvisninger af værker, der ikke findes – krystalliseres måske den her vilje til at dvæle ved det manglende. Så findes de lidt, udføres og afsluttes lidt inden Sophie Calle ikke er her mere. I hvert fald er det muligt at fremmane ideerne og stene lidt over, hvornår et værk bliver et værk. Billedet og forestillingen krydser helt etymologisk hinanden på engelsk i grænselandet mellem image og imagine.
Til sidst hænger kunstnerens forberedelser til sin egen død i et rum, hun er et fiktivt lig, hun er et menneske, der har organiseret en gravplads i San Francisco og det praktiske vedrørende transport. Til sidst er der altså tale om det endelige fravær af krop og sanser. Eller, selvfølgelig: forestillingen om det endelige fravær. Sophie Calle lever stadig, og hendes udstilling er vital – for mig at se særligt i andre retninger end de rent visuelle. Jeg elsker ikke ubetinget den intenst helstøbte æstetik, smukke trærammer og dyrebar filt, symmetrisk komponerede motiver og al den lækre serif-font – men forbeholdene er både en smagssag og irrelevante for udstillingsoplevelsen.
Utroligt er det, hvordan disse kunstværker, endda primært fotografier, indiskutable blikmagneter, nærmest tvinger blikket til at beskæftige sig med noget andet end det synlige. Sophie Calles værk udvider sig længe efter, man er holdt op med at kigge. Jeg er for eksempel ikke færdig med at prøve at forstå spørgsmålstegnet, tænke lidt mere over om lysten til at vide ikke er uløseligt forbundet med lysten til at se, virkelig at se. Og at begge dele er betinget af åbne hjerter snarere end åbne øjne.
