Måske kommer jeg gående på gaden en dag. Måske er det i urolige tider. Måske brænder biler omkring mig, måske er jeg sulten og bange. Alle butikker er lukkede, beskyttet af metalporte som kan rulles op og ned. Lyden af en sådan metalport vækker minder fra en ferie sydpå; vi er sultne en morgen, vi længes efter nybagt brød, og endelig hører vi metalporten foran bagerbutikken blive rullet op. I urolige tider er der intet nybagt brød. I stedet improviserer vi en plan med vores naboer, med en motorsav skærer vi hul i metalporten. Økonomien er brudt sammen, og vi må hjælpe os selv til mad og værdisager som kan byttes.
For at opleve græsk-nederlandske Antonis Pittas’ udstilling Road to Victory må jeg krybe gennem et trekantet hul i en metalport. Røgen fra tidens kriser hænger tungt i rummet, eller det vil sige: Referencerne hænger tungt. Den hvide kube er lavet om til en sort boks, indenfor er alt sort på sort: Sort tekst på sorte vægge som kun bliver synlig på grund af sin blanke kvalitet. Syv sorte puder formet som gigantiske hænder i imiteret læder er placeret i forskellige niveauer og gestikulerer på teatralsk vis. De ligger for eksempel på gulvet formet som en skål, måske er det tiggende hænder. En anden hånd hviler på en væg over mig, måske den støtter sig eller trykker noget ned. Den hemmeligste hånd er gemt bag en væg, og den kan man smide sig i, overgive sig til, lade sig holde af.
Pittas’ udstilling Road to Victory er en re-reading af Museum of Modern Art i New Yorks udstilling af samme navn fra 1942. Bauhaus-kunstneren Herbert Bayer designede denne udstilling bestående af 150 fotografier af de amerikanske troppers indsats under 2. verdenskrig. Teksterne, som løber på kryds og tværs over væggene, kan være citater fra den oprindelige udstilling. Pittas grubler tydeligvis over gestisk sprog versus skriften, at gøre og at sige, og har arbejdet intenst med spændingerne mellem kunst og propaganda i russisk og tysk avantgardehistorie.
I caféen ligger aviser som også hører til udstillingen, her lugter det stærkt af krisebekymring: Hvide hjelme (Syrien), orange flammer, tåregaspatroner og så videre. Men der er alligevel for få elementer her, som om udstillingen er et fragment af en helhed, som ikke findes i rummene. Jeg ligger behageligt i hånden, men tankerne kommer ikke videre end til den påståede krisestemning og kritikken af en heroiserende fremstilling af den amerikanske hærs indsats. Pittas zoomer ind på avantgardehistorien (i dette tilfælde Bayer med sin Bauhaus-fortid), hvis formsprog også blev brugt i den politiske propagandas ærinde. Kunsten sagde noget, mens den sansede realitet var en anden.
Udstillingen er et fragment af noget større, nemlig en kommende bog om Pittas’ kunst, et samarbejde mellem kunstneren, Hordaland Kunstsenter og Mousse Publishing. Det egentlige er den kommende bogudgivelse. Dermed virker udstillingen som et slags abjekt, et rum hvor der tages billeder til en udgivelse snarere end en aktiv kommunikation til et besøgende publikum. Jeg bliver klogere af at besøge kunstnerens hjemmeside end af at flyde i hånden og kontemplere sætningerne, som løber over gallerirummets vægge. Hvis det er dette, som er tanken bag konceptet «After Exhibitions» så virker det som en trist nedprioritering af mine oplevelser i rummet. Det reduceres til en teaser for et kommende produkt, ikke-stedet hvor jeg skal møde Pittas’ kunst.
