«Kommer du til Danmark, skal du arbejde» og «Stop Naziislamisme». Sådan står det for tiden at læse på reklamer og billboards i Danmark med henholdsvis Socialdemokraterne og Det Konservative Folkeparti som afsendere. Det er således store dele af det politiske spektrum i Danmark der skruer på valgkampsknapperne og særligt på den knap, der omhandler flygtninge, indvandrere og integration. Det er tilsyneladende dér kampen om stemmerne skal udspilles – igen.
Men hvad med flygtningenes egne stemmer? Hvad med de mennesker, der på ubestemt tid er parkeret i asylcentrene, dem som er på tålt ophold, dem som har fået asyl – er de i besiddelse af en stemme?
Fra på fredag åbner kuratorduoen Kuratorisk Aktion, bestående Tone Olaf Nielsen og Frederikke Hansen, dørene for CAMP – Center for Art on Migration Politics, det første udstillingssted af sin art i Skandinavien.
Kunstcentret har til huse i lokaler i Trampolinhuset, der ligger på det yderste Nørrebro i København – et kulturhus, der primært er tiltænkt som et frit sted uden for asylcentrene, hvor asylansøgere kan få juridisk bistand, holde møder og hvor der kan etableres dialog mellem asylansøgere og den danske offentlighed.
Trampolinhuset, der har eksisteret i sin nuværende form siden 2010, blev oprindeligt initieret af kunstnerne Morten Goll og Joachim Hamou samt den ene af CAMPs kuratorer, Tone Olaf Nielsen, i regi af platformen Asyl Dialog Tank og befandt sig i høj grad inden for kunstens rammer. Siden da har projektet transcenderet kunstfeltet og det giver i dag ikke mening at tale om Trampolinhuset som kunst, men som et meget velfungerende brugerdrevet kulturhus med et særdeles højt aktivitetsniveau, der dagligt har stor betydning for en masse mennesker.
Med CAMP kommer kunsten tilbage til Trampolinhuset.
– Hverdagen i Trampolinhuset kan være ret hektisk og der er mange presserende problemer, som brugerne kommer med, der skal løses nu og her. Derfor var der et behov for et rum for kritisk kontemplation, forklarer Tone Olaf Nielsen og Frederikke Hansen.
– Kuratorisk Aktion havde efter små ti års arbejde med nordisk kolonihistorie, neokolonialisme og dekolonialitet et ønske om at zoome ud både tidsmæssigt og geografisk og udvide vores arbejde til at adressere de globale ulighedsstrukturer, som Norden er en del af. Vi har altid forsøgt at finde kuratoriske formater, der korresponderer med de politiske problemstillinger, vi tager op, så at placere CAMP i Trampolinhuset var for os en unik mulighed for helt håndgribeligt at kontekstualisere vores fokus på migrationspolitisk kunst.
I en Københavnsk kontekst kan CAMP ses som en del af en lille trend for udstillingssteder med et helt specifikt fokus. For blot en måned siden åbnede kurator Jacob Lillemose udstillingsstedet X and Beyond, der fokuserer på katastrofen som emne for udstillingsproduktion – et emne, der på mange måder spiller op til CAMPs undersøgelsesfelt. Tone Olaf Nielsen og Frederikke Hansen uddyber:
– CAMP tager udgangspunkt i det faktum, at flere mennesker end nogensinde før fordrives fra deres hjem på grund af klima-katastrofer, krig, konflikt, forfølgelse eller fattigdom. Målsætningen er gennem kunst at fremme forståelsen mellem mennesker på flugt og de lokalsamfund, der modtager dem. CAMP vil prioritere kunstnere med flygtninge- og migranterfaring, fordi vi i tillæg til det vanlige kunstpublikum håber at tiltrække publikummer med flygtninge- eller migranterfaring. Det er der ikke så mange kulturinstitutioner i Danmark, der har held med.
Den første udstilling i CAMP hedder Lejrliv og har selve asylcentret eller lejren som sit fokus. Og listen af de udstillende kunstneres nationaliteter eller tilhørsforhold afspejler CAMPs vision om at repræsentere det migrationspolitiske i såvel værkers temaer og kunstnernes identiteter. Der er nemlig tale om et internationalt – eller måske endda transnationalt – felt af kunstnere med for eksempel Barat Ali Batoor fra Afghanistan/Australien, Nermin Durakovic fra Bosnien-Hercegovina/Danmark og Blake Shaw fra USA/Tyskland samt den transnationale gruppe Migreurop.
Det bliver i den sammenhæng interessant at se om den kuratoriske vision for CAMP også vil skabe rum for abstrakte og mere suggestive udlægninger af temaet om migrationspolitik i byens nye lejr for samtidskunst.
Der er et problem i at vi tilskriver højere status for folk, der flygter af politiske årsager end pga fattigdom. Den første gruppe får asyl, den sidste har ingen ret til asyl.
Hvorfor er det ene mere legitimt end det andet?