Siden Jannis Kounellis i 1969 udstillede tolv heste på Galleria l’Attico i Rom, har brugen af levende dyr i samtidskunsten været en garant for øjeblikkelig opmærksomhed. Således har franske Céleste Boursier-Mougenot naturligvis også opnået en global youtube-fame med værket from hear to ear, der blev vist første gang i 1999. Installationen, hvori levende zebrafinker performer en slags abstrakt koncert på elguitar, har siden gået verden rundt – ikke mindst på sociale medier – og kan i øjeblikket opleves i sin 21. version på Copenhagen Contemporary i København.
Da Copenhagen Contemporary åbnede i august var det som et midlertidigt pilotprojekt med fire store haller på i alt 3400 kvm på Papirøen. I løbet af en halvanden-årig udstillingsperiode ville man demonstrere overfor Kultur- og Fritidsudvalget, at København har brug for en kunsthal i en skala, der kan rumme nogle af samtidskunstens mest pladskrævende installationer. Selv om udvalget siden har besluttet at arbejde videre med en knap så omfattende plan, er det formentlig i det lys, vi skal forstå beslutningen om at udstille Céleste Boursier-Mougenots 17 år gamle værk frem for en af hans nyere installationer, der blandt andet tæller sidste års franske bidrag til Venedigbiennalen. Netop så stor og pasningskrævende en installation, kan man vel næppe forestille sig mange andre danske kunsthaller, der ville have kapacitet til at vise.
Ikke mindre end 88 levende zebrafinker, der opererer 17 bas- og elguitarer, er der blevet plads til i denne københavnske version af Boursier-Mougenots klassiske værk. Udstillingsrummet er indrettet som en overdimensioneret voliere med et gulv dækket af sand og spredte, stive siv-agtige planter imellem hvilke bas- og elguitarer er installeret horisontalt på stativer. Når finkerne lander på instrumenternes strenge, udløser deres små klør en række forprogrammerede akkorder, der afspilles gennem forstærkere med enorm resonans, der er placeret langs væggen. Resultatet lyder som en form for musikalsk stream of consciousness, hvor abstrakte, repetitive melodiske figurer veksler med stilhed, når fuglende letter igen. Mindre poetisk kunne man også mene, at det føles lidt som den halve time inden koncerten, hvor lydteknikerne insisterer på at finstemme instrumenterne, mens salen tiltagende utålmodigt afventer en forløsning. I Boursier-Mougenots værk lader den musikalske forløsning ligeledes vente på sig – men hvor meget musikalitet kan man egentlig også forlange af zebrafinker?
I forhold til hvor irriterende gimmick-agtig installationen virker på youtube, er det egentlig en overraskende behagelig oplevelse at bevæge sig rundt ad de anlagte stier i udstillingen og fornemme, hvordan lydbilledet intensiveres, forandres eller pludselig stopper afhængig af publikums interaktion med finkerne. Der er noget afdæmpet japansk zen have over hele installationen og kombineret med de repeterende, ambient-agtige lydflader, bevæger man sig helt automatisk langsommere i håb om at komme på nær afstand af fuglenes aktivitet. Når det ind imellem lykkes, opdager man at lyden opstår, fordi finkerne har samlet lange, tørre strå fra installationens sparsomme beplantning, som de med behændigt næbarbejde og en stor portion tålmodighed forsøger at flette ind imellem strengene og broen på guitarerne. Det er altså lyden af finkernes møjsommelige forsøg på at omdanne Gibson-guitarernes glatte, lakerede overflader til deres eget mere hjemlige miljø, der giver sig til kende som vilkårlig musikalske kompositioner fra rummets mange forstærkere.
Céleste Boursier-Mougenot har således skabt et lille lukket økosystem, hvor destruktionen af de hysterisk dyre guitarer transmitteres live over forstærkerne i en slags instrumenternes dødssang. Igennem de kommende tre måneder vil strengene slappes eller springe under zebrafinkernes ihærdige bearbejdning, og de vil sammen med de tørre græsstrå blive vævet om til nye redekonstruktioner. De før så nøje afstemte instrumenters spejlblanke overflader vil blive ridset af finkernes skarpe næb og klør, mens deres snehvide renhed fortaber sig under lag af dyrenes afføring blandet med sand og skidt. Henimod udstillingens slutning vil lyden langsomt blive mere og mere skinger for til sidst at rinde ud i takt med, at naturen endegyldigt overtager scenen. Det er i hvert fald det, man håber på; den langsomme, og nærmest dystopiske ødelæggelse af den sterile white cube, og de mange små dyrs hævn over komponistens lidt for kliché-agtige brug af «tilfældigheden som et princip og en skabende kraft,» som det hedder i pressemeddelelsen.
Man kunne desværre også frygte, at pligtopfyldende udstillingsvagter vil sætte en stopper for de mange små dyrs kollektive oprør og sende både zebrafinker og Gibson-guitarer videre til den næste kunsthal. Her kan de så, som en anden træt cirkushest, endnu engang forsøge omdanne instrumenternes stive strenge til en venligsindet naturmiljø, mens publikum måber og filmer: Se bare! Finken kan spille på elguitar!
