2. December – Jacob Lillemose

Kunstkritikks egne skribenter og inviterede gæster vælger det mest interessante fra kunståret 2013. Hver dag fra 1. til 24. december kommer et nyt bidrag. I dag: Jacob Lillemose.

Hvilke var de mest interessante udstillinger, begivenheder og publikationer i 2013? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2013. Den anden i rækken er Jacob Lillemose, som bor i København og som udover at være kurator, er skribent for Kunstkritikk.

Udstillinger

  SONY DSC   Ingenting er normalt, Bureau Publik, København.

En «unormal» blanding af kunstnere og medier i det lille lokale på Vesterbro, fra Dorte Buchwalds tæppecollager over Rikke Benborgs video, hvor hun tisser i bukserne, til fotokopierede sider med digte af Peter Laugesen og en tekst af Kirsten Thorup. Udstillingen var lav i produktionsomkostninger, men det understregede blot at der var tale om kuratorisk arbejde af høj klasse. Fri for kunstverdensøkonomiske beregninger og forudsigeligheder. Til gengæld drevet af en klar vision. Et eksempel til forfølgelse.

       
 
Hesselholdt & Mejlvang, Empty Urns/Eagle, 2013.
Hesselholdt & Mejlvang, Empty Urns/Eagle, 2013.
  Hesselholdt & Mejlvang, Hunger for Aggression, V1 Gallery, København.

Enhver som har set Pier Paolo Pasolinis film Salo (1975) ved at fascismen er et perverteret æstetisk projekt. Og det ved Sophie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang, hvis artefakter med politiske dubiøse referencer – der blandt andet talte SS-uniformer i ler og potter med svastikaer – med isnende humor udstillede, hvordan det onde og det smukke er forbandet tæt forbundet. Very wicked.

 

       
 
Ed Ruscha, Books and Co., Gagosian Gallery, New York, 2013. Foto: Rob McKeever.
Ed Ruscha, Books and Co., Gagosian Gallery, New York, 2013. Foto: Rob McKeever.
  Ed Ruscha Books & Co, Gagosian Gallery, New York.

I Internet-jargon er et «meme» et koncept ofte i et form af et billede eller en tekst, som spreder sig gennem tilsyneladende endeløse variationer over tema. Før Internettet blev opfundet udgav Ed Ruscha en serie kunstnerbøger – 26 Gasoline Stations (1962), Some Los Angeles Apartments (1965), Nine Swimming Pools and a Broken Glass (1968) og Real Estate Opportunities (1970) – som skulle vise sig at blive til en slags memes, i den forstand at de med deres stramme, distinkte koncept og design blev inspiration for hundredvis af kunstnere. Dem havde Gagosian samlet til en absolut lækkerbisken af en udstilling, hvor idé og æstetik gik op i en højere enhed (ja, konceptkunsten havde en langlivet affære med æstetikken, det skete bare i bogform i stedet for på lærred).

 

Events

 
TOTO, Copenhagen Jazzhouse, 2013. Foto: Maarit Kytöharju.
TOTO, Copenhagen Jazzhouse, 2013. Foto: Maarit Kytöharju.
  TOTO-koncert, Copenhagen JazzHouse.

Tobias R. Kirstein og Toke Tietzken Mortensens to-mands trommeband TOTO hamrede mig ud på tordnende lydfærd, hvor jeg både kom i kontakt med universets opståen, stammeritualer, swingjazz, maskiners indre og min egen krops fysiske forankring. Et hårdtslående eksempel på at der eksperimenteres med subtile energier og voldsomme visioner i udkanten af den københavnske kunstscene. Eller sagt på en anden måde: Den københavnske noise-scene er happening. Og den tager ingen fanger.

       
 
Billedet: Henrik Plenge Jakobsen, UBUAH, Tournament d'objet, Charlottenborg, 2013. Foto: Andreas Johnsen.
Henrik Plenge Jakobsen, UBUAH, 2013. Fra Tournament d’objet, Charlottenborg, 2013. Jacob Lillemose ses til venstre i billedet. Foto: Andreas Johnsen.
  Tournament d’objet. En Gestaltning af Henrik Plenge Jakobsen, Charlottenborg, København.

Der røg en statsstøttet termokande og et par glas i kampens hede, da den flerfarvede høstak dansede kaotisk rundt med sin stav på pladsen foran Charlottenborg, men det er den slags regnskaber som arrangementet ikke kan gøres op i. Plenge Jakobsen leverede en 10-dages festival og post-postmoderne middelalderplads, hvor folk blev dyppet i tjære og rullet i fejr og efterfølgende smidt i Nyhavn, hvor der blev spist grillet «bæst» lige ved siden af de sødeste små levende grisebasser, og hvor folk af alle slags hang ud og lod sig forundre og beværte, hvad angår både krop og sind. Det er den slags fantasifulde og uordentlige sociale eksperimenter, der er brug for mere af i København. Koste så mange termokander som det vil.

       
  Jacob Lillemose - Malmö Nordic   Signal, Johan Berggren Gallery og Elastic Gallerys boykot af Malmö Nordic 2013.

Total respekt for den integritet de tre Malmøgallerier udviste ved at takke nej til at deltage i den kulturpolitiske fejring af Malmø som «kunstmetropol». Den kritik de dermed formulerede mindede om noget der alt for tit glemmes i begejstringen for samtidskunstens lyksaligheder, nemlig at det er så sundt med uenighed og nægte at acceptere det der bliver udtænkt fra oven.

 

PublikationER

  Jacob Lillemose - Pär Thörn   Pär Thörn, Ordningen upprätthållis alltid, Apart Förlag, 2013.

23 såkaldte «grafiske novelletter» som alle starter med: «Mit navn er … og jeg er død.» Og slutter med: «Ordnen opretholdes altid.» Det er forfatteren, musikeren og billedkunstneren Pär Thörn som har sat konceptet i værk og givet opgaven til 23 tegneserietegnere. Genialt. Intet mindre.

       
  Jacob Lillemose - Göteborg biennalen   Åke Edwardssons bidrag til Göteborg-biennalens katalog.

Skrevet som en slags noir-novelle i Philip K. Dick-traditionen, hvor paranoiaen støjer, er Edwardssons katalogtekst til Joanna Warszas udstilling Art and Crime—Legally on the Edge. A Forensic Exhibition in the Backwaters of Gothenburg (yep, det er titlen …) et stærkt argument for at lade kunsthistorikere overlade pennen til skønlitterære forfattere. Sjældent har jeg læst en så ansporende udstillingsbeskrivelse.

       
  Jacob Lillemose - Frontman   Harry Browne, The Frontman. Bono in the Name of Power, Verso, 2013.

Det er ikke en decideret kunstbog, om end man kunne argumentere for at bogens hovedperson – U2-forsanger Bono – er en kunstner. Hvad der imidlertid gør bogen interessant for et kunstpublikum er dens grundige og nøgterne kortlægning af Bonos politiske velgørenhedsarbejde, som en uhellig alliance mellem kultureliten og den finansielle elite, hvor demokratiske idealer forvandles til staffage og alibi. En lektie i hvordan man skal træde varsomt når man, som velmenende kunstner forsøger at rede verden og en påmindelse om den kynisme der lurer lige under overfladen i samtidskunstverden.

 2

Læserindlæg