Hvilke udstillinger, begivenheder og publikationer var de bedste i 2011? I Kunstkritikks julekalender opsummerer Kunstkritikks egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2011. Nummer to i rækken er kunstneren Claus Carstensen (f. 1957) som bor og arbejder i København.
Bedste udstilling
På en delt førsteplads er Poul Gernes – Retrospective, Deichtorhallen, Hamburg, og Absolut Avantgarde? Franciska Clausen 1921-1931 på Kunstmuseet Brundlund Slot, Aabenraa. Udstillingen i Deichtorhallen viste Gernes’ suveræne format (blot synd at man ikke fik hele alfabetet og paptårnet at se). Det var en udstilling, som egentlig burde have været tænkt og udført af et dansk museum. I forhold til Gernes glimrer de danske museer ved deres ignorance. Det skal dog retfærdigvis siges, at Ålborg og Kunstforeningen Gl. Strand viste Gernes for en del år siden. Franciska Clausen på Brundlund Slot var ekstremt detaljerig og kom rigtigt godt rundt i hjørnerne (der var blandt andet mange lån fra Sverige, hvor man tidligt havde øje for hende).
Bedste event
Dagbladet Informations link til William Egglestons videodagbog Stranded in Canton, optaget på en Sony Portapak i 1974. Syret, sort-hvid «southern goth», som fluks katapulterede mig tilbage til mit eget hitchhiker trip gennem Sydstaterne, efteråret 1978.
Bedste publikation
Kataloget til Franciska Clausen-udstillingen. Det er smukt i al sin enkelhed, supergrundigt og blottet for enhver populistisk leflen. Denne publikation er skarpt fulgt af Per Kirkebys Fluepapir, mellemting, Tiderne Skifter; Niels Skousens Herfra, hvor jeg står, Gyldendal; og Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl, Gyldendal.
Jeg vil meget gerne have en fjerde kategori føjet til de tre jeg allerede har svaret på:
Mest bizarre udgivelse
Thomas Kvam (red.): nowthatsfuckedup.com, Office for Contemporary Anarchy, Oslo 2011. Et vanvittigt download af en website af samme navn med «dismembered bodies, titties and beers» oprettet af amerikanske soldater udstationeret i Afghanistan og Irak. Sitet blev lukket af Donald Rumsfeld efter blot halvandet døgn på grund af det voldsomme materiale. Det lykkedes Kvam at downloade siden, der kun kunne downloades i små bidder, i løbet af dette halvandet døgn. Den foreligger nu som bog.
William Eggleston, Stranded in Canton, 1973.
Læserindlæg