22. december Pernille Albrethsen

Kunstkritikks redaktør i København ser tilbage på et kunstår med havfrue-zombier og en inderlig glitch af en gruppeudstilling.

Miles Greenberg, 8:10 (The Embrace), Enter Art Fair, København, 2020. Foto: Julie Nymann.

Miles Greenberg, 8:10 (The Embrace), del kunstprogrammet «Thinking Feelings. A Space of Intimacy», Enter Art Fair, Tunnelfabrikken, København, kurateret af Irene Campolmi

Inde i glaskuben sad de to performere på en sten. Opstillet i et kram, iført hudfarvede trusser og gjort blinde af hvide kontaktlinser. Angiveligt sad de sådan hele dagen, ubevægelige som statuer. Alt ved en montre inviterer til, at man skal se på den, se på dem. Det gjorde jeg også, gik omkring, studerede de nøgne, sorte kroppe, fastfrosne i en eksotificerende udholdenhedsøvelse. Men i al den totale blotlæggelse var der også noget, der blev kastet tilbage, genspejlet i de døde zombieøjne, nemlig beskuerens eget blik. Derved landede dobbelt-havfruen et tvetydigt sted mellem objekt og subjekt, skabelse og fortolkning. Eller som Adorno skrev i Minima Moralia: «Splinten i dit øje er det bedste forstørrelsesglas».

Hannah Heilmann, Høstsalme, 2019; Gamborg / Magnussen, Sen Kål, 2020, installation view, Arkadisk Frederiksberg, Møstings Hus, 2020. Foto: David Stjernholm.

Arkadisk Frederiksberg, Møstings Hus, Frederiksberg. Arrangeret af Yvette Brackman, Robert Gassner og Hannah Heilmann, samt bidrag af Hugo Hopping, Gamborg/Magnussen & Søren Aagaard.

I en tid, hvor visibilitet i stigende grad handler om markedsføring, viste Arkadisk Frederiksberg en portal til noget andet. I en tidligere finansministers sommerresidens fra 1800-tallet blev arkitekturer, økonomier, kål og æbler sat til gæring, så enhver algoritme blev hægtet af eller forsvandt nede i Søren Aagaards spand med kombucha. Heilmanns Laura Ashley-kjoler knejsede velkommen i entreen, mens Brackmans Gheldh-sauna med indbygget lydspor anråbte de ultrarige om at ihukomme den bibelske idé om tiende, at give tilbage til fælleskabet. En inderlig glitch af en fællesudstilling, som kun hang sammen i den yderste kjolesøm. 

Unboxing the Goodiepal Collection (detail), Statens Museum for Kunst, København, 2020. Foto: Kunstkritikk.

Goodiepal, Unboxing the Goodiepal Collection, Statens Museum for Kunst, København

Unboxingen af Goodiepals evigt muterende samling fortsatte til udstillingens allersidste dage, hvor stalddørssalget af syntezisers, tidsmaskiner og cykler tog over. Inden da var den fortryllede samling blevet forøget med blandt andet neglekunstner Nadia Jensens skæbnessvangre mink-skulptur udført i 100% negle, og af museumsvagt Dorthe H. Jürgensens vævearbejde fra 1978. Goodiepal og bananerne viste, hvad en udstilling kan være, hvordan samtalen om kunst kan være og, ikke mindst, hvor eksperimenterende et nationalgalleri, vi faktisk har. Efter at have interveneret museet i snart seks år og mødt ind på museet hver eneste dag i udstillingsperiodens ti uger, må det føles, som om Goodiepal flytter hjemmefra – eller gør han?  

– Se de øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her.

Læserindlæg