Outsider Art betegner som regel den kunst, der produceres af samfundets «andre», såsom de psykisk syge, de fængselsindsatte, de såkaldt udstødte. Der opstår alle mulige problemer, når man klumper disse «andre» ind i én gruppering. Ét er dog vist: Der er gennem årene kommet mere fokus på Outsider Art.
Schizo Archive hedder den aktuelle udstilling på Museum Ovartaci, kunstmuseet på Risskov Psykiatriske Hospital i Aarhus. Det er en af Europas største samlinger af kunst skabt af mennesker med sindslidelser og især kendt for Ovartacis (aka Louis Marcussen, 1929-1985, indlagt på Risskov i 56 år) smalle kvindeskikkelser, dyremasker og kinesiske sentenser. Her har kunstnerne Nina Wengel, Arendse Krabbe, Katrine Dirckinck-Holmfeld og Mathias Kryger arbejdet med museets eksisterende samling. Schizo Archive er også én af få danske præsentationer af Outsider Art, som undgår at gøre denne slags «andethed» eksotisk, men som i stedet søger at favne disse udtryk i deres egen, iboende skrøbelighed.
Udover værker af tidligere og nuværende patienter finder man andre genstande i udstillingen: En søjle fra hospitalets festsal, en plante fra en af gangene, et stort gammelt vægur uden visere. Dette afføder spørgsmålet om, hvordan vi orienterer os i et sådant arkiv. Man skal igennem hele Museum Ovartaci, før man når frem til Schizo Archive. Her strækker den sig, i den nederste del af gangen, som et lavmælt, sørgmodigt langdigt. Men det er også hér, den hører hjemme. Helt nede i bunden af sokken. Ude i tåen. Den er en efterskrift. Men ikke en underskrift. For her er intet hverken over eller under.
Outsider Art lever et andet sted. Frigjort fra tingenes og tidens sædvanlige gang. Væk fra det normale hierarki. Væk fra kunsthistoriens periodisering. Kunstteoretikeren Colin Rhodes taler om «spontane alternativer» til kunsthistoriens sædvanlige flow. Små eruptioner. Pludseligheder. Ikke modernismens og avantgardens konstante negationer.
I Schizo Archive er omdrejningspunktet en film, hvori de fire kunstnere agerer sammen med Sørn Strand-Jensen og Golshid Rokshan. Den tager udgangspunkt i et af de skuespil, som læger og patienter på afdelingerne gennem årene iscenesatte sammen. I filmen genopføres revyen Det smitter – ikke? (1983). Flere af genstandene i filmen er at finde i galleriet. For eksempel Strand-Jensens maske, En Politisk Flygtning, der i filmen kobles med hans digt af samme navn, oplæst af kunstneren selv. Billedtæpper (Baukje Zijlstra) i to af rummene fremhæver den teatralske natur. Men der er også andre ting. I et andet rum sidder en lille, forlegen mand tegnet af John Dirckinck-Holmfeld. Og hér venter en sulten ulv af papier macher af Lone Pedersen.
Sårbart vaklende udtrykker værkerne – ofte opstillet på farvede klodser – menneskesindets mysterier. I Gudmands tegninger er det halve af ansigtet sprængt væk, og et bål brænder som en krone på hovedet. I hjørnet af en anden tegning er et grønlandsk frimærke med julehilsen. Et værk af Outsideren Jørgen B. Rud har fået lov til at overleve fra forrige udstilling i galleriet og hænger her som en velkommen forstyrrelse.
Tingene vidner om svære situationer og indre konflikter. Udstillingen kendetegnes dog også af en udadvendt energi. Den vender vrangen ud på «de private rum» indeholdt i værkerne. Blander indre og ydre virkeligheder. For eksempel når vi siddende i en sofa lytter til et stemmeværk af Wengel, imens vi ser folk gå forbi vinduerne uden for, biler der bliver parkeret og vi mindes om, at hospitalet også er en normal arbejdsplads.
Udstillingstitlen Schizo Archive refererer da også til en omstrukturering af det indre og det ydre, af de ting, som var og er. Dermed er det ifølge kunstnerne ikke den kliniske diagnose skizofreni, som er i centrum her, men tværtimod det filosofiske begreb skizoanalyse – udviklet af filosoffen Gilles Deleuze og psykoanalytikeren Félix Guattari i begyndelsen af 1970erne.
Skizoanalyse er ikke så meget en analytisk model som en tænkningens maskine, der går bag om tingene, bag om de eksisterende strukturer, der holder vores tænkemåder på plads og dikterer vores adfærdsmønstre. Det skizoide element er især repræsenteret i filmen. Genopsætningen af det oprindelige skuespil splittes i mange dele. En syngende stemme adskiller de forskellige «akter». Her er ingen traditionel begyndelse og slutning. Billede og lyd er asynkront. Samtidig er der noget pænt ved det hele; den lækre produktion, det æstetisk behagelige, kommer til tider til at stå i vejen for påstanden om det skizoanalytiske.
Schizo Archive er stadig en vigtig udstilling. Ikke mindst fordi den viser, hvordan det at fortælle historier om og fra dette sted – et museum midt i et hospital for sindslidende – også indebærer, at man må fortælle om umuligheden af at skrive en samlet fortælling. Arkivet vil ikke falde til ro; det arbejder efter sin egen logik, peger i forskellige retninger. I den sitrende iscenesættelse, hvor stilheden virker så enorm, begynder ting, stemmer, at resonere.
