I invitationen til Miriam Kongstads første soloudstilling på Gas9Gallery er der et billede, ikke af et værk, men af kunstneren i proces. Vi ser Kongstad bagfra, nøgen og i bevægelse med det ene ben løftet som en ballerina. I hænderne holder hun et koben, som hun med stor kraft slynger ind imod en enorm aluminiumplade. Det trækker lidt i kroppen ved tanken om den lyd, der om et øjeblik vil flænse rummet; lyden af metal mod metal, når kobenet flår en lang flosset ridse i den hårde overflade.
Kongstads værkserie Heart of Steel centrerer sig om netop forholdet mellem den spinkle, yndefulde kvindekrop og metallets hårdhed. Efter bearbejdningen med kobenet er de store plader bemalet med en lignende performativ, kropslig aggression. Neongul og pink maling er kastet ud over pladerne med et næsten action painting-agtigt udtryk til følge, mens kvindeskikkelser er afbilledet med grove, sorte konturstreger, halvnøgne og i relativt grænseoverskridende positioner. En kvinde står op og pisser, så urinen driver ned af billedet, en pornostjerne spreder inviterende sine balder, så hendes pink køn står blottet, mens en stripperfigur synes at snurre om sin stang.
Det er kvinder, der ejer deres kroppe og som føler sig hjemme i deres seksualitet. En fuckfinger til normer om, hvordan kvindekroppen skal performe sit køn og en punket glæde ved at gøre lige præcis, som det passer én. Henover en del af motiverne er spraymalet store, pink hjerter af den slags, man ville forvente af finde i en ung piges poesibog. En kærlighedserklæring til den frigjorte kvinde, måske, men også endnu et symbol, Kongstad tager tilbage: Det feminine, det piget-poetiske, som så ofte opfattes som barnligt eller overfladisk.
Der er en rå, ekspressiv energi i Kongstads performative malerier, når hun som en ung Niki de Saint Phalle går til korporligt angreb på sit materiale. Men man fornemmer også en lidt mere kompleks omsorg for såvel materiale som kvindekroppen, og en Carol Rama-lignende ambivalens midt i al emancipationen.
Fra galleriets loft hænger to skulpturelle værker, der ligger en mellemting mellem torturredskaber og smykker med adskillige vedhæng. Hjerter, naturligvis, men også et blad fra en motorsav og et halsbånd med pigge; Et smykke, der både kan fremhæve og dominere kroppen. Måske er det også sådan, Kongstads omgang med metallet skal forstås: Som en ambivalent relation præget af både vold, dominans, lyst og kærlighed? En ballerina kan som bekendt sagtens være udstyret med et koben.
