Der er vild panik på museet. Kunsten har fået nok af respektløse kommentarer, ydmygende blikke og fornedrende formidlingstiltag, og er udvandret i protest. Museumspersonalet igangsætter en eftersøgning, imens de forgæves forsøger at berolige det irriterede publikum. «Sådan en primadonna!,» lyder det forarget, mens man i stedet retter opmærksomheden imod cafeen og udbuddet af cheese cakes. Herfra kan man observere, hvordan personalet løber fortvivlet rundt i museumsparken og kalder på kunsten, der har gemt sig i træer og buske: «Kuuunst? Kuuuuuunst?»
Duoen Mathias & Mathias tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i sommers, men har arbejdet sammen siden 2012. På Tranen har de med udstillingen Artie skabt en scenografisk totalinstallation, der med referencer til dadaistisk teater illustrerer, hvordan alliancen imellem kunst og liv tager sig ud i en samtidig, oplevelsesøkonomisk kontekst. Et tæppe med påmalet parketgulv sætter scenen for fire mandshøje glasmalerier med motiver fra museumslivet, som det må tage sig ud fra kunstens synsvinkel. Vi ser publikum, der stimler sammen foran værkerne og den hektiske aktivitet i garderobe og cafe. Der er børn, hunde, omvisninger, overtøj og forvirring. Glasværkerne er akkompagneret af mekaniske figurer, en slags tændstikmænd med Mike Kelley-agtige masker, der gentager de samme hjælpeløse bevægelser i små, stive ryk. Vi har hele den moderne museale setting, men hvor er kunsten?
Ude i parken bag Tranen, i en trækrone ved indgangen og nede i Øregaardsparken finder vi den i form af en række små, abjekte væsner, der kryber sammen og gemmer sig for de glubende kulturforbrugere indendørs. Hver er de udstyret med en højttaler igennem hvilken svage brudstykker af deres indre monolog kan anes. Det er en kunst, der er bange for sit publikum, som føler sig overbegloet og umyndiggjort i den institutionelle ramme, den er flygtet fra. «Det er kulturel kannibalisme,» siger den ene med lige dele frustration og fortvivlelse i stemmen.
Artie kobler æstetisk og tematisk avantgardernes utopier om en sammensmeltning imellem kunst- og livsverden sammen med moderne tiltag som #museumselfieday, event-kultur og oplevelsesøkonomi, og gør det sindssygt elegant. Med et helt enkelt greb bytter de om på kunstens og publikums roller, og lader os se vores egen museumsadfærd, som den tager sig ud igennem kunstens øjne. Publikum kommer således til at spille hovedrollen i et tragikomisk teaterstykke, der vender vrangen ud på udstillingsrummet og ophæver grænserne imellem institutionens center og periferi.
Diskussionen om, hvorvidt Kusama-selfies (eller skal vi kalde dem arties fremover?) vidner om en degereneret museumskultur, er en tilbagevendende klassiker blandt kunstfolket, men den er sjældent taget med så stort humoristisk overskud, som i Mathias & Mathias’ udstilling. Her er ingen konservative løftede pegefingre, blot en konstatering af, at der er et åbenlyst misforhold imellem, hvad vi siger, vi vil med kunsten og hvordan vi rent faktisk bruger den. «I was looking immensely forward to it. To just let go and surrender myself. Letting the muses amuse you with the art they care for with such compassion, that you must become inspired to think differently,» siger een af de skuffede gæster, mens hans direkte kurs imod cafeen understreger hulheden i den slags art speak. På det moderne museum, er det publikum, det handler om, og man forstår måske godt, hvorfor kunsten er skredet.