Der hvor Amager Fælleds vildnis slutter og Ørestadens kønsløse højhusbyggeri endnu ikke er begyndt, rejser Bella Centrets futuristiske glasoverbygning sig i skyggen af det 75 meter høje, glinsende hvide hotel Bella Sky. Som en anden meteor ligger det imellem motorvejsafkørsler og pløjemarker og venter på, at byen vokser op omkring det. Det er herude det nyeste ryk i det københavnske messelandskab, dobbeltmessen Code og Selected, manifesterer sig, og med Chart solidt plantet i det historiske Charlottenborg, er den arkitektoniske metafor således til at få øje på.
I metroen på vej ud til Code er forventningerne ikke tårnhøje, hvilket måske især skyldes den lidt kluntede PR, der genbruger Art Copenhagen-navnet som en slags paraply over de nye messer. Intentionen er naturligvis at vække genkendelse, men eftersom hele kunstverdenen for længst har været enige om, at den 20 år gamle messe, som plejede at holde til i Forum, måtte skifte format eller lukke helt, er det måske ikke et brand, det giver mening at videreføre.
Så sent som i sidste uge talte jeg med en samler, der af samme årsag end ikke havde orket at læse listen over deltagende gallerier igennem, og det er synd eftersom det virkelig er her Code har sin store styrke: 17 mellemstore danske gallerier og i danske sammenhænge usædvanligt imponerende lineup af internationale navne – Berlin-gallerierne König Galerie og Peres Project, Lower East Side-galleriet Kai Matsumiya og Cinnamon fra Rotterdam, for bare at nævne et par stykker. Der er således tale om et udvalg, der for alvor har potentiale til at skabe et reelt alternativ til Charts massive dominans på den københavnske messescene igennem de seneste fire år.
Code er modsat Chart ikke funderet på en bestyrelse af gallerister men på et kuratorteam bestående af samlerne Peter Ibsen og Claus Busvig, kunstrådgiver Christina Wilson og kunstneren Mikkel Carl. Forud for messen udtaler de, at «Code er struktureret omkring ideen om network» og det skal snart vise sig, at det skal forstås som kuratorernes personlige netværk.
Til torsdagens preview kan man godt fornemme, at københavnerne måske lige skal vænne sig til situationen. Trods et nogenlunde rimeligt fremmøde stimler de danske samlere sammen i de stande, de kender i forvejen, mens flere af de internationale gallerister ser ud til at kede sig bravt. Og da jeg dagen derpå taler med Tristan Koenig fra Melbourne er der tydelig skuffelse over danskernes manglende nysgerrighed. Han mener, at der burde være gjort et langt større arbejde for at introducere de danske samlere for den internationale del af messen og lyder som en mand, der allerede nu er klar til at shippe hele sin stand retur til Australien. Det skal retfærdigvis siges, at denne samtale finder sted fredag umiddelbart inden åbningen på Chart, hvor Code vitterligt ligner det affolkede postapokalyptiske shoppingmall, som Bella Centrets glas-møder-stål-facade bringer løfter om. Om det blev meget bedre i løbet af weekenden, kan jeg godt tvivle lidt på.
Det er tydeligt, at kuratorgruppen ikke alene har inviteret de deltagende gallerier ud fra personlige præferencer, men også talt med de udenlandske gallerister om, hvilke kunstnere der ville fungere i en dansk kontekst. Der er virkelig meget cool, stram formalisme på Code og langt det meste er i afdæmpet kolorit og et format, der er tilpasset den gennemsnitlige københavnske lejlighed. Hvis man ikke nåede ud til Bella Centret i weekenden kan et kig på kuratorenes private Instagram-profiler give en ret præcis fornemmelse af det overordnede udtryk.
Ud over den internationale stemning og den stramme kuratering udmærker Code sig ved at præsentere nogle af de danske samtidskunstnere, som vi ellers ikke ser så meget til herhjemme. Således har Mikkel Carl sammensat udstillingen DANMARK med værker af danske kunstnere, der ikke er repræsenteret af danske gallerier, heriblandt Ditte Gantriis og Christian Falsnæs. På samme måde deltager König Galerie med en perfekt doseret solopræsentation af Tue Greenfort. Som i Greenforts udstilling på Sorø Kunstmuseum refererer værkerne til naturhistoriske udstillinger, denne gang af gopler og andre bløddyr. Grundet konserveringsmæssige begrænsninger udstillede man i det 19. århundrede kun glasreproduktioner af disse, og det har været forlægget for en række alien-agtige glasværker i hysterisk orange-lilla nuancer.
En anden stand, der fint illustrerer Codes kvalitet som en frisk vind fra fælleden, er Last Resorts solopræsentation af David Stjernholm. Han kobler Open Source-tankegangen i Gerrit Rietvelds Crate Chair med historien om softwarefirmaet Hacking Team, der lever af at monitorere privatpersoners internetaktivitet, men som ironisk nok ender med selv at figurere på Wikileaks efter et hack – alt sammen i to vægværker og to stole, der omdanner standen til en lille lounge. Det er postinternet i en visuelt nedtonet men elegant form.
Tilbage i byen har Chart tydeligvis fundet en formel, der fungerer. Et par enkelte gallerier er forsvundet fra messen, bl.a. norske VI, VII, og få nye, som Croy Nielsen fra Wien, er kommet til, men ellers viger man ikke fra konceptet. Man hylder fortsat det åbne udstillingsdesign uden klar adskillelse imellem de forskellige gallerier, og derved opnår man den fornemmelse af kurateret udstilling, som både er Charts styrke og akilleshæl: Styrke, fordi man modarbejder det lidt usexede salgsmessepræg og svaghed, fordi det trods gode intentioner er åbenlyst umuligt at få en udstilling med så mange forskelligartede bidrag til at fungere som en helhed.
Derfor er de mest velfungerende stande også dem, der har fået tildelt sit eget afgrænsede rum i al kaosset. Det har man hos Andersen’s, hvis udstilling af Sam Moyers forholdsvis formalistiske værker giver en kortvarig fornemmelse af at være på en udstilling, hvor der i installeringen er tænkt over rum, helhed og samspil imellem værkerne. En anden, der har tænkt over installeringen er Christian Andersen, der har hængt en række nye malerier af Morten Schrøder Lund i knæhøjde bag et par af Rolf Nowotnys containere fra hans solo på Tranen tidligere på året. På den måde bliver rummet afgrænset og man bremses i den måde, man ellers kan have tendens til at browse igennem en messe på. At knæhøjden til gengæld gør det vanskeligt at forholde sig kropsligt til værkerne er en anden historie.
Et af Charts vigtigste salgspointer er, at alle deltagende gallerier medbringer værker, der ikke har været udstillet før, og det er en sjov leg for den flittige gallerigæst at forsøge at udpege disse. Umiddelbart føles en stor del af årets messe som en slags greatest hits af det forgangne års galleriudstillinger – i flere tilfælde er der måske nok tale om nyproducerede værker, men fra værkserier som allerede har været på flere udstillinger. Og modsat Codes stramt kuraterede stande, har Chart-gallerierne for de flestes vedkommende valgt at medbringe lidt af det hele, og ligesom ikke er alle musikgenrer fungerer lige godt på en festival, er det heller ikke alle typer kunstværker, der har optimale kår på en messe.
OSL Contemporary viser som en af få en solopræsentation af Leonard Rickhard, hvis fine modelagtige malerier af nordiske scenerier i sarte farve ikke har særlig gode betingelser i et smalt gennemgangsrum. Omvendt går et værk som Alicja Kwades installation hos islandske I8 Gallery i perfekt dialog med både sildebensparket og de omkringstående værker og er helt klart et af årets højdepunkter.
Præcis som de forgående år er selve messedelen på Chart tæt på at forsvinde i hele det voluminøse setup af fede add-ons – talks, performances og special projects – som skal få den gennemsnitlige kulturforbruger til at tilgive, at en kommerciel salgsmesse kaprer vores allesammens Charlottenborg og omdanner det til et VIP-show for den berømte ene procent. Derfor kommer et af årets nye tiltag Chart Design på helt unødvendig vis til yderligere at understrege livsstilsaspektet, hvor lidt lækker samtidskunst er et krydderi i et gastroseksuelt miskmask af ny nordisk mad og fester i Kødbyen-stil, nu med en eksklusiv designersofa at stille under den nyindkøbte vægdekoration.
Det diamentralt modsatte er på spil på Billedhuggerskolen, hvor messen i samarbejde med kunstakademiet har åbnet Chart Emerging. Her har kurator Mette Woller med udstillingen The Curves of the World skabt messeweekendens mest positive overraskelse. Med afsæt i cyberpunk hacker udstillingen sig ind i kernen af Charts dna og kommenterer underholdende og kompromisløst på forestillingen om en særegen nordisk identitet. Seks «stande» af syntetisk hår i grelle neonfarver spiller op imod hovedmessens standløse kuratering, mens et talkprogram placeret i en slags tv-køkken drager paralleller mellem et futuristisk madmanifest fra 1930’erne og de nordic food-salgsboder, som Chart har stillet op i Charlottenborgs gård. Imellem disse diskuteres køn, feminitet og design som integreret del af kunstscenen. Det er funky og ungt og måske netop den slags, der skal forhindre Chart i at blive messelandskabets smagfulde, men lidt forudsigelige grand old lady. Her ligger vel egentlig det største nybrud sådan som det tager sig ud på den anden side af denne weekend: Chart, der opstod som en nytænkende udbrydergruppe fra det gamle, støvede Art Copenhagen, indtager nu selv rollen som det etablerede, imens Code alt andet lige fremstår som det friske pust. Der er rolleskifte i messeland.
Samtidig kan man mene, hvad man vil om Chart, men der er ikke nogen tvivl om, at messen gør det, en messe skal kunne, nemlig at skabe den nødvendige vekselvirkning imellem samlere og gallerier. Samlerne kommer, hvis de bedste gallerier er tilstede, ligesom gallerierne selvfølgelig forventer interesse fra de største samlere. Det er muligt, at vi andre mest kommer for talk-programmet og kunne ønske os mere a la Chart Emergine, men bestyrelsen bag messen, som tæller nogle af landets mest erfarne gallerier, ved godt, hvad deres hovedforretning består i. Om man også ved det ude på Code, kan man godt blive lidt i tvivl om – desværre, for der er virkelig mange fine intentioner i den første edition.
