I år er det 100 år siden, at Den Frie Udstillingsbygning, J.F. Willumsens vitalistiske trækrystal, fik sin nuværende placering på toppen af Oslo Plads. Bygningen blev i sin tid indviet med Den Fries Forårsudstilling, hvor Willumsen skandaliserede sig selv med en velkendt tegning af sin gravide hustru, der gik svanger med deres fælles barn, men også med den nye tid. Et lille digt på fransk ledsagede tegningen: Den gamle kunst har sit eget gamle sprog/Som verden lidt efter lidt har lært at forstå. En ny kunst har et nyskabt sprog /Som man må lære, før man forstår det.
Kunstnerbygningen er nu ført tilbage til sin oprindelige skikkelse, en problematisk tilbygning fra 1950erne er væk, mens de nye tider er rykket ind i form af en underjordisk udvidelse, der giver plads til mere kunst, men, som udviklingen tilsiger, også til flere oplevelser og events med bogudsalg, mødelokaler og ny café. Med tiden skal der endda anlægges en have, som skal samle Københavns urban chillers. Eller som Malene Ratcliffe, udviklingsleder for Den Frie, sagde ved indvielsen af underbygningen her til morgen på en tåget novemberdag: «Dette er ikke en udvidelse af Den Frie, men af det offentlige rum.» «Hvad udad tabes, skal nedad vindes,» replicerede Bjørn Nørgaard, medlem af sammenslutningen af Den Frie og leder af styregruppen bag byggeriet, med henvisning til den intelligente arkitektoniske løsning, der har gjort det muligt at fremtidssikre en ellers topfredet bygning ved at forvandle kælder til underetage. Ikke så meget for publikumsvenlighedens skyld, men for at sikre at «kunstens stemme stadig har et hus.»
Den Frie er enestående i København, dels fordi den er byens sidste kunstnerejede udstillingsinstitution, dels pga. bygningens og sammenslutningens kunsthistoriske betydning. Den Frie blev bygget samme år som Wiener Seccession og er altså et fremsynet manifest for en tid, hvor kunstnere brød med salonkulturen og etablerede deres egne kunstinstitutioner. Denne kamp er værd at føre videre, mente Nørgaard, i en tid, hvor «viden og erfaring må vige for generalister og hurtigløbere.»
Det er vistnok tidens politikere, kuratorer og finansakrobater, Nørgaard hentyder til. Og alligevel ikke. Den Fries moderne, akademisk uddannede ledelse, Kirse Junge-Stevnsborg og Malene Ratcliffe, blev takket meget varmt for at gøre huset så levende, som det er i dag og for at skaffe det afgørende til huse for at kunsten kan føres videre: penge. Stor taknemlighed blev også rettet mod A.P.-Møller-fondet, der har finansieret det ambitiøse projekt. Formand for fondet, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, forklarede i en særdeles velformuleret tale om Willumsen og bygningens historie, hvordan fondet så en stor og vigtig opgave i at bevare og forbedre betydningsfulde bygninger i København. Særligt var Den Frie befæstet i familiens og fondets historie, idet A. P. Møller havde været impliceret i et legendarisk trafikuheld lige foran bygningen. Den ufejlbarlige A. P. Møller havde skyndsomt forladt åstedet og sin privatchauffør, der var kørt ind i en mælkekusk, med ordene «Jeg tror, jeg spadserer til kontoret i dag, Henriksen.»
Endelig rettede Uggla en velfortjent tak til bevaringsarkitekt, Bente Lange, der har forestået hele den arkitektoniske proces og reddet Den Frie fra endeligt forfald, med disse ord: «Hvor det krævede en ung, dynamisk kunstner at udtænke denne bygning, så kræver det en moden og vedholdende arkitekt at vedligeholde bygningens idé.»
Om der er en bevidst pointe i det eller ej, så indvies det nye underjordiske udstillingsrum med en meget effektfuld Susan Hiller-installation, Channels, hvor overlevere fortæller om deres nærdødsoplevelser.
Fejringen af den nye underbygning varer hele weekenden med arrangementer, koncerter og fri adgang for alle.
