Det poetiske er politisk

Mo Maja Moesgaard insisterer på sårbarheden og poesien som modstandsstrategi i en verden præget af kollaps.

Mo Maja Moesgaard, Og planterne kravler mod toppen, installation view, Vandrehallen Hillerød Bibliotek, 2020. Foto: Thomas Nørgaard Elvius.

En af de ting, jeg lejlighedsvis godt kan få dårlig samvittighed over, er, hvor lidt jeg bruger, og dermed støtter op om, folkebibliotekerne, der jo ellers er et af velfærdssamfundets mere generøse tilbud. Det handler mest om, at det er nemmere at svinge forbi boghandleren, men også om et privatkapitalistisk behov for at besidde de genstande, jeg omgiver mig med.

Hillerød Bibliotek ligner et folkebibliotek, som jeg husker dem fra min barndom. Her blandes en inkluderende, kommunal venlighed med den lavmeldte mumlen fra læsegrupper og pludselige begejstrede udbrud fra børnebibliotekets hylder. Og i Vandrehallen – et langt, højloftet gennemgangsrum med ovenlysvinduer, der siden 2013 har været brugt som udstillingsrum – viser Mo Maja Moesgaard (f. 1980) en række værker, der prikker til forholdet imellem det private og det politiske i udstillingen Og planterne kravler mod toppen. 

Under loftet hænger syv bannere, der med afsæt i 70’ernes aktivistiske kunst, taler om klimabekymring, afmagt og desillusion. Teksterne tager udgangspunkt i litterære citater – af henholdsvis miljøbiologen Robin Wall Kimmerer på den ene side af bannerne og science fiction-forfatteren Octavia E. Butler på den anden – og insisterer i et poetisk sprog på sårbarhedens plads i en politik modstandskamp.

«Tror du verden er ved at gå under?» spørger far. (Stilhed). Jeg siger ikke: «Jeg tror din verden er ved at gå under.»Jeg siger ikke: «Og måske dig med den.’ Jeg siger ikke: «Alting forandres endelig(t).» 

Sådan lyder en tvetydig del af bannerteksten, der åbner for forskellige læsninger: Er det mon klimaet eller den gamle verdensorden, der er ved at kollapse? Og er det i så fald et kollaps, vi skal se frem til eller bekæmpe?

Moesgaards værker er stærkest, når de rummer denne sproglige tvetydighed. I en række papirklip på baggrund af illustrationer i børnebøger, har kunstneren udeladt de dyr, der er truede eller fredede.  Et udklip fra Kaskelotternes Sang viser således blot havet, og det er sødt og rimelig ufarligt. 

Anderledes kraftfuldt er til gengæld kunstnerens samarbejde med den i ånden beslægtede forfatter Lone Aburas i animationsfilmen Det er et jeg der taler (Regnskabets time), som er en befriende vred og frustreret monolog om at være en brun krop i et kulturelt klima præget af spændinger og intolerance. 

Moesgaard besidder en særlig fin sensibilitet overfor det poetiske sprog og dets til tider oversete evne til at udtrykke individets afmagtsfølelse i mødet med kulturelle normer og politiske strukturer. I tuschtegningen (Af)magt får sproget tilmed sit eget demonstrationsbanner med parolen: «Nogle ord kunne have grund til at føle vrede.»

På vej hjem køber jeg Aburas’ roman Det kommer til at ske fra 2016. I en boghandel, som sædvanlig. Planterne kravler måske mod toppen, men vokser for mit vedkommende ikke ind i himlen.

Mo Maja Mosegaard, (Af)magt, 2016. Foto: Emilie Kjær.

Læserindlæg