Naturligvis er der stor forskel på at se kunst og at lave kunst, men i bedste fald deles de to beskæftigelser – at kigge og at skabe – om en vis hengivenhed til intuition. En såkaldt ren følsomhed. Og intuitionens værdi og betydning er i fare, synes Bjørn Magnussen og hans projekt på Sophienholm at sige.
Magnussen er autodidakt billedkunstner, hvis karriere blev hard-launchet via DR-programmet Kunstnerkolonien i 2022 og som med Sophienholm-udstillingen ønsker «at føre intuitionen tilbage til ære og værdighed på kunstscenen». Som udgangspunkt en fin ide. Den institutionelle hang til at formidle sønder og sammen er en kolossal hæmsko for beskuerintuitionen, og mon ikke også kunstnerintuition udfordres af de forventninger til kontekst, diskurs, koncept som velsagtens både fondsansøgninger og kunstakademier kultiverer? Det er i hvert fald ikke uinteressant at tænke lidt over.
Intuitivt mærker jeg en skepsis overfor projektet, men det er næppe retten til ubegrundede smagsdomme, der slås et slag for i Intuition Revolution, så jeg vil selvfølgelig gøre mig umage for at kvalificere fornemmelsen. Jeg elsker intuitioner: min egen, når den får lov at virke, ethvert glimt af andres, jeg ser det som en tavs og enorm kraft fra tankens randområder eller længe før ordene, som de stemninger, der allertydeligst lader mennesket mærke, at det har et hjerte. Jeg er klar på overgivelsen til uforstyrret sansning, til ren ånd, bevidstløshed. Mit problem med Intuition Revolution er, at den frem for alt føles som et grænseløst egoprojekt.
Udstillingen er som sagt en slags gruppeforetagende. Eller som kunsthallen kryptisk formulerer det: «Bjørn Magnussen med Inge Bjørn, Maria Koshenkova, Anna Miilmann og Astrid Specht Seeberg samt bidrag fra Tim Bertram og Jakob Sejerøe.» Magnussen har «initeret og kurateret», det vil sige, inviteret en håndfuld kunstnere til at tage del i noget, der til forveksling ligner hans soloudstilling. Hele kunsthallens underetage er fyldt af Magnussens egne værker, og de resterende bidrag er stuvet sammen på første sal. Udover nyligt afdøde Inge Bjørn kender jeg ikke de andre kunstnere, men Anna Miilman er hans kæreste, Tim Bertram hans ven og man får det indtryk at resten er personlige bekendte i et eller andet omfang. Værd er det også at bemærke, at to af førstesalskunstnerne har lavet værker, der zoomer ind på Magnussen selv.
Tim Bertrams video hvirvler beundrende omkring ham: nøgen i atelieret, saxofonspillende i mørket, lerformende i Portugal, intuitionsreflekterende i et tog. Som nævnt er de venner, og det er dejligt med sådanne gensidigt inspirerende relationer i sit liv, men det virker lidt useriøst at kuratere sin gode vens tilnærmelsesvise formidlingsvideo af eget projekt ind i en gruppeudstilling. Bertrams kamera falder i svime over den skabende kunstner, med håndholdte slowmotionbilleder kommer vi helt tæt på Magnussens bare overkrop, mens han hugger i sten. Der dvæles ved en skulder, en arm, simpelthen billedhuggermandEN, og det kan man jo selv mærke, om man synes er smukt eller fjollet. Intuitivt hælder jeg til det sidste.
Bertram bidrager også med nogle fotografier af og omkring Magnussen, mens Jakob Sejerøe har tegnet et portræt af ham (og, skal det retfærdigvis siges, af de andre kunstnere i udstillingen). Maria Koshenkovas glasskulpturer har fået et rum, Astrid Specht Seebergs keramik har fået et kammer og lidt gangplads, og så er der en højttaler et sted, hvorfra Anna Miilmans operastemme fosser ud. Koshenkova og Seeberg lader til at deles med Magnussen om en hang til spraglet spontanitet og rustik folk-landlighed. Staldens og sagnets stemning hos den sidste, abstraktioner i farvet glas hos den første. Bjørn Magnussen har også lavet glasskulpturer, i Bertrams film ser man, hvordan det næsten går galt med noget glasskabelse – måske går det faktisk galt, men får i intuitionens navn lov at være meningen (hvilket jeg selvfølgelig ikke kan vide).
Takket være et lysende hav- eller himmel- eller drømmelignende billedtæppe af Inge Bjørn bliver noget dog tydeligt: intuition har godt af at følges med en vis grad af fordybelse – og Bjørn Magnussens arbejde føles ret blottet for netop det. Hensynsløst nok har han hængt et af sine egne værker overfor Inge Bjørns, men i det mindste understreger dette uelegante møde, hvordan Magnussens farver og mønstre ligger ovenpå lærredet som pyntet overflade, mens det sfærisk langsomme himmelhumør i Inge Bjørns væveri kommer inde fra billedet. Noget bliver siddende i blikket som den slags rosa, der dukker op bag lukkede øjne, når man vender dem mod frossen sol. Man mærker, at værket har været længe i kunstnerens hænder og sind.
Mine forbehold overfor Magnussens intuitionsmission, skyldes netop min overbevisning om, at intuition ikke er lig med spontanitet, maksimalisme og ego-blast. At hans så godt som altoverskyggende selvoptagethed står i vejen for den sensibilitet, der i min – muligvis reaktionære – optik er en akut betingelse for at mærke noget som helst intuitivt. En enorm skitsebog møder publikum som det første og udover dryppende vandfarve er cirka hver tredje side dekoreret med fotos af kunstneren. Han holder tilsyneladende af at være nøgen i atelieret og i naturen, blive fotograferet og filmet imens, han holder af at tegne og male og bygge og modellere: 50+ skitser har fået plads i en staldagtig hjørnekonstruktion, store eller kæmpestore malerier pryder de fleste vægge, lidt skulpturer her og der, 25 indrammede akvareller skulder ved skulder mellem døre og højt panel.
Formentlig er Bjørn Magnussen og jeg uenige om, hvad intuitionen og dens potentiale er. For mig at se er det intuitive en ret indadvendt kraft, der handler om at mærke efter, gøre sig sprog- og formløse erkendelser, tro på noget vagt og usynligt inde bag bevidsthedslagene. Magnussen lader til at se det som en udadvendt, højproduktiv energi, noget der i denne sammenhæng ligner uhæmmet formgivning og selvfremstilling. Den ene udlægning kan være ligeså sand som den anden, men også udstillingens ide om intuitionens revolutionerende modstandsdygtighed overfor vor tids rationelle analysebegær og datahungrende algoritmer, kommer til at klinge lidt hult, fordi udtrykket er så ekspressivt og eksponeringssultent. Jo mere vi fodrer et umætteligt datamaskineri med automatmønster og billeder af os selv, jo bedre bliver maskinerne vel også til at kopiere intuitionen.
