I Galleri Maria Friis’ smalle lokale er væggene malet i en hidsig pink tone. Ikke fra gulv til loft, men i en hastig, ujævn frise med tydelige mærker efter malerrullen og masser af helligdage. Som havde man endnu ikke lagt sig fast på nuancen, men var igang med at undersøge, hvordan den ville tage sig ud i hele rummet.
På den pink baggrund hænger op imod 200 akvareller og kollager, de fleste uindrammede, let bulnede A5-sider, spredt med rytmisk lethed ud over rummet. Skødesløst, men derfor også stadig helt spændstigt og taktilt.
Kunstneren er franske Al Masson, og man fornemmer, at den rytmiske ophængning og den lette atelier-stil kunne referere til henholdsvis kunstnerens baggrund som danser og til galleriets profil som et sted, der i udpræget grad dyrker det emotionelle og taktile. Således også på Tâche sur papier, Al Massons første soloudstilling hos Maria Friis.
Her skildres især intime og romantiske scener af den purunge mands spirende homoseksuelle følelser. Som i en sart lille akvarel af to unge ved en strand, der pludselig mærker det pirrende i at læne sig imod hinandens skuldre og føle varmen fra den andens krop. Eller i en anden scene, hvor to drenge mærker en hidtil ukendt samhørighed i at dele interesser, der umiddelbart er atypiske for deres køn: «Elsker du også blomster?» spørger den ene i en lille tekst skrevet med sirlig skråskrift på sit eget stykke papir. «Ja, meget,» svarer den anden inderligt og naturligvis på fransk.
Det er helt enkel og klassisk homoerotik på den allermest følsomme og kærlige måde, med vægt på den uskyldsrene lystfølelse og på den spirrende fornemmelse, der endnu ikke er blevet undertrykt af heteronormativitet eller patriarkalske strukturer. I et todelt værk vander Apollo den hyacint, der tidligere var hans elsker, og vi bliver mindet om, hvordan den homoseksuelle fortælling har været med os fra den vestlige civilisations start.
Hos Al Masson sammenstilles erotikken med kunsten, ekspressionen og dansen – alt det, der er fint og kultiveret her i verden – og det antydes, at det hele kommer fra den samme kilde: Fra den lidenskaben, der ikke kan holdes nede. På sin vis uendelig langt fra Tom of Finlands svulmende kroppe eller Rasmus Myrups nydende neanderthalere, men med samme helt eksplicitte dyrkelse det lystfyldte, det pirrende – og det lidt uartige.
