I Avlskarls vindue hænger en håndskrevet plakat på brunt indpakningspapir: «Finn Reinbothe: More Sad Love Songs (on a grey background)», står der, efterfulgt af et par datoer. Det ser underlig hjemmegjort ud, her midt på den velordnede Bredgade, men det er heldigt, at den hænger der. Reinbothes udstilling er på åbningsdagen hverken annonceret på sociale medier eller på galleriets website, og hvis ikke det var fordi sidstnævnte efterfølgende er blevet opdateret, kunne det næsten virke som en intenderet tavshed.
Der er naturligvis heller ingen udstillingstekst, og så alligevel: Bagerst i lokalerne hænger hele fem af slagsen rammet ind. Det er tekster, der på formfuldendt International Art English fortæller om udstillinger, der meget vel kunne være Reinbothes, men som ikke er det. De oprindelige kunstnernavne er streget over med sort sprittusch – man kan lige skimte, at en af dem fandt sted på Gagosian i Basel – og i stedet har Reinbothe tilføjet sit eget. The joke is on us, fornemmer man.
Udstillingens mest dominerende værktype har samme fraværende karakter. Med forskellige slags pastelfarvet plastiksnor er der afmærket fem felter på galleriets vægge, hvor malerier kunne have hængt. Og måske findes der faktisk fem malerier, for ved siden af hver afmærkning hænger et viskestykke, hvori nogen har tørret malingen af hænderne. Jeg får fornemmelsen af politiafspærring omkring et gerningssted med viskestykkerne som blodigt bevis på, at noget har fundet sted.
Et mindre, indrammet værk – en liste med oversættelser af militærudtryk – giver samme voldelige associationer. Hen over den maskinskrevne liste er en tuschtegning af Rubens The Rape of the Daugthers of Leucippus, en mytisk historie om en bortførsel. I en wire fra loftet hænger en bamse, også smurt ind i maling, og ligner en trist påmindelse om, at krig og vold også går ud over børn.
Rundt omkring på viskestykker, bamse og installationer af filmlærreder og plastikdunke er henholdsvis smykker og militære ordener hæftet fast og taler om det perverterede i, at der uddeles medaljer for krig, hvor civile bliver dræbt og voldtaget. Man smykker sig ligefrem med ordener, forfængeligt og underligt barnligt, som var det hele noget, vi legede.
Man siger nogle gange om klassisk maleri, at kunsten er at stoppe med at male, lige dér, hvor spændingen i billedet står tydeligst frem. Det samme kan man sige om Reinbothes fraværende værker, der står og dirrer af uforløst potentiale, egentlig sexede og alligevel tungt ladede med vold. Som et gerningssted, en massegrav efter krigen, hvor retsmedicinere og gallerigæster nu må i gang med at løse gåden.
Er det en antikrigs-udstilling eller en institutionskritisk gimmick? Måske er det begge dele, som når en tidligere så eksperimenterende musiker overrasker alle ved at bryde ud i protestsang. Jeg har et blødt punkt for den slags pludselige blottelser.