Et hvidt flag i den identitetspolitiske skyttegravskrig

Tom of Finland møder Hulebjørnens klan i Rasmus Myrups institutionelle debut på Tranen.

Rasmus Myrup, Homo Homo, Tranen, 2018. Foto: David Stjernholm.

Det må være en ny rekord for, hvor hurtigt man kan gå fra afgangsudstilling til institutionel solo, som Rasmus Myrup sætter med Homo Homo på Tranen. Men Myrup, der tog afgang fra Det Fynske Kunstakademi i år, er langt fra et ubeskrevet blad, og har allerede udstillet på det hippe parisergalleri Balice Hertling, ligesom han igennem flere år har stået for den ambitiøse udstillingsplatform Weekends.

Myrup har omdannet Tranens rene og hvide udstillingsrum til et stort diorama af den slags, man kender fra naturhistoriske museer, hvor udstoppede dyr indsættes i naturtro omgivelser med falske perspektiviske baggrundsmalerier. På Tranen er det falske perspektiv droppet og der er ingen dyr i sigte: Det er, som titlen antyder, mennesket selv i form af beskueren, der er omdrejningspunktet for Homo Homo.

Vi bevæger sig rundt i et forhistorisk skovlandskab, hvor vi finder spor af vores fjerne forfædre, de tidligere homo-arter. Centralt i udstillingen står en slags palæontologisk himmelseng med et leje af strå og skind, hvor to efterladte skindtrusser vidner om den intime stund, der måske netop er overstået.

Dioramaets hovedpersoner, fortidsmenneskene, finder vi i kærlige, homoerotiske situationer i de pasteltegninger, der hænger på væggene. Udtrykket er en slags Tom of Finland møder Hulebjørnens klan, men det påfaldende er egentlig, hvor meget de ligner os. Det er homoarter, der bader sammen, elsker, krammer og har et følelsesliv, der virker rimelig bekendt. Den pointe genfinder vi i udstillingens titel, Homo Homo, der både kan læses som «Det homoseksuelle menneske», men også som en spejling af den ene homo-art, fortidsmennesket, over i den anden, det moderne menneske.

I Homo Homo læner Myrup sig op af nyere forskning, der påviser, at homo sapiens’ forfædre måske ikke bare er primitive abemennesker, men tværtimod minder en hel del mere om os selv, end vi tidligere troede. Myrup digter videre og forestiller sig et fortidsmenneske, hvis sexliv ikke kun har til formål at sikre arternes overlevelse, men også handler om intimitet, nydelse og kærlighed.

Derved peger udstillingen naturligvis også på, hvordan det moderne menneske kan have en tendens til forudindtagede forestillinger om, hvordan de fremmede, dem som ikke ligner os eller deler vores verdensbillede, er og lever – og at det meget vel kan vise sig, at vi tager fejl. Og det er jo egentlig en ganske fin pointe at have for øje i en tid, hvor fronterne synes at være trukket op til en identitetspolitisk skyttegravskrig.

Rasmus Myrup, Homo Homo, Tranen, 2018. Foto: David Stjernholm.

Læserindlæg