En kvinde i stramt pencilskirt skrider afsted på ti centimeter høje hæle over brostenene på Place Vendôme i det centrale Paris. Pludselig snubler hun over noget, og bøjer sig ned med det lette knæk i hoften, det kræver at gå ned på hug i stilletter. På jorden ved hendes fødder ligger den genstand, hun snublede over: en lille, rød søstjerne i bronze, der sidder fast på stenene. Hun kigger forvirret op på sin ledsager, som leende peger ud over pladsen, hvor hundrede andre små bløddyr med få meters mellemrum lyser op som små stjerner på pladsens baggrund af beige sandsten.
Søstjernerne er Elmgreen & Dragsets midlertidige udsmykning med titlen To Whom It May Concern, som er installeret i forbindelse med kunstmessen FIAC, der blev afholdt i sidste uge i Grand Palais. Hvor resten af FIACs udendørs projekter antager mere klassisk afgrænsede skulpturelle former og er placeret i den nærliggende Jardin des Tuileries, er Elmgreen & Dragsets minimale installation af hundrede bronzesøstjerner i forskellige former anderledes undselig. Ikke alene er de små og spredt horisontalt ud over den store ottekantede plads, de befinder sig også langs jorden på et sted i byen, hvor alt andet er designet til at trække blikket opad – ikke mindst den enorme søjle, der totalt dominerer udsynet.
Søjlen er rejst af Napoleon for at fejre slaget ved Austerlitz, og er beklædt med bronzerelieffer, der symboliserer det franske folk, og som siges at være lavet af metal fra kanoner, der er erobret fra alle europæiske hære. Øverst oppe, med udsyn ud over Paris grå tage, troner kejseren selv, båret oppe af det folk, der valgte ham som deres leder efter den franske revolution havde gjort en ende på monarkiet. Siden monumentet stor færdigt i 1810 har det været væltet og genrejst et utal af gange i takt med at forskellige politiske vinde har blæst over Frankrig. Første gang under de allieredes besættelse af Paris i 1816 og senest under Pariserkommunen i 1871. Symbolikken i såvel søjlen som dens konstante nedtagning og genrejsning er således klar: Man kan knægte det franske folk med magt, men det rejser sig altid igen.
Det er den symbolik, Elmgreen & Dragsets installation taler ind i, omend på en noget mere afdæmpet og knap så fallisk måde. Søstjernen er en forunderlig lille skabning, der til trods for at den ikke har en hjerne, er i stand til at sanse, bevæge sig og reagere på sine omgivelser igennem instinkter og reflekser. Den kan overleve endda meget voldsomme amputationer af en eller flere arme og regenererer både lemmer og fuld førlighed efter et angreb. Men over de seneste par årtier har søstjernen mødt en ny udfordring og er idag udryddelsestruet på grund af forurening af verdenshavene.
Når man kigger ud over installationen på Place Vendôme ser det ud som var Seinen gået over sine bredder og havde efterladt hele 1. arrondissement under vand. Nu har vandet trukket sig tilbage og efterladt pladsen uskadt, men dækket af små, stadig levedygtige søstjerner, der har surret sig fast til brosten, lygtepæle og kantsten. De små bløddyr er således en påmindelse om at tage klimaforandringerne alvorligt, men peger også på nødvendigheden af at forholde sig optimistisk til den Parisaftale, der i det indeværende år har lidt et knæk, da USA trak sig ud.
Det en optimisme, der taler direkte ind i den parisiske selvforståelse. Efter terrorangrebet i 2015 genoptog Paris sit gamle motto, der ellers har været gemt af vejen i mange år, men som nu kan findes på plakater og butiksfacader i hele byen. Fluctuat nec mergitur, lyder det på latin, og det kan oversættes til noget i retningen af «Den, der bliver ramt af bølgerne, men ikke synker».
Det er et motto, som præsident Macron ynder at referere til i sine taler, og som giver ekko til hans egen folkelige En marche!-bevægelse forud for præsidentvalget sidste år. Og det er en optimisme, vi genfinder i såvel den video, hvori præsidenten opfordrede verdens klimaforskere til at rejse til Paris for at løse problemet, som i den trodsighed, hvormed pariserne kort efter terrorangrebet gjorde det til et politisk statement at sidde udenfor på de fortovscafeer, der netop var blevet beskudt.
Der er således ikke langt fra reliefferne på Vendôme-søjlen til søstjernen for foden af den og til den klimapolitiske dagsorden, der bliver ført fra Élyséepalæet få hundrede meter nede af rue Saint-Honoré. Det franske folk overkommer altid de udfordringer, de står overfor, ligesom Paris bliver stående, uanset om byen bliver angrebet eller vandet stiger. Fremad, søstjerner!
