Siden trykkeriet Officin overtog lokalerne på Vesterbrogade 75, har der været pænt og ordentligt i Hawaii Bio, men fredag aften duggede ruderne på ny i den gamle pornobiograf. Om duggen skyldtes det store fremmøde ved aftenens fernisering eller udstillingen eksplicitte karakter, er svært at sige, for kuratorerne Jacob Lillemose og Peter Ole Pedersen har med The Love Affairs skabt et lille, lummert skattekammer, der ikke udelukkende teoretiserer over seksualitet, pornografi og lyst, men i sig selv er drivende sexet.
I gadeplan åbner man forholdsvis tækkeligt med Ditte Gantriis’ fantastiske dobbeltskulptur Sexual Feelings (2018): aubergine- og chili-emojis i mundblæst glas på en bund af porno-kitschede smedejernsopsatser og vinrød velour. Dertil kommer den famøse Made in Heaven-plakat af Jeff Koons og hustru, en plakat fra den erotiske horrorfilm Cat People, samt en samling anonymt fotografisk materiale i softcore-genren.
Ovenpå folder udstillingen sig ud i en ukrukket blanding af kitsch, (tentakel-)porno og en række små, fine tableauer af erotisk litteratur og grafiske bøger, strøet med rosenblade, omviklet med SM-gags eller svøbt i en lavalampes psykedeliske dunkelhed. Karakteristisk for de to kuratorer forholder The Love Affairs sig ikke køligt distanceret til sit materiale, men angriber alle tænkelige tematikker relateret til drift, lyst og pornografi med en nørdet interesse, der ikke skelner småligt imellem genre og medier. Størstedelen af udstillingen er således helliget bøger (fotografiske, grafiske, teoretiske m.fl.), der ikke lægger skjul på kuratorernes egen nostalgifetishisme og sans for kække iscenesættelser -– såsom George Batailles Historien om øjet, der er placeret i en skål med æg. Den slags er spredt ud i rummet med løs hånd, og det er i sig selv en småsyndig nydelse, når man på sin jagt efter flere værker ender på toilettet, hvor et par blondetrusser på billedfremkaldende vis er landet på kanten af en Prince-plakat.
Velour spiller også en overraskende stor rolle på Gl. Strand, hvor flere vægge i Jesper Christiansens store soloudstilling Forbillede er beklædt med det smålumre materiale. I overensstemmelse med kunstforeningens stukloft-og-sildebensparket er stemningen dog en anelse mere i retningen af herskabelige hjem af den slags, hvor man afholder saloner og har eget bibliotek, og kontrasten til Vesterbros udsvævende liv kunne ikke være mere udtalt.
Forbillede består af en række store værker, fortrinsvis landskaber og interiørmalerier, der er skabt på baggrund af skønlitterære eller maleriske forlæg, der ligger til skue i forsvarligt aflåste vitrineskabe Christiansen maler konsekvent på sort baggrund, der får hvert enkelt, nøje afsatte farveplet til at stå skrapt og lysende frem som pixels på en skærm, mens andre dele af lærredet synes at ulme tungt af dybde. Denne karakteristiske vekslen imellem flade og rumlighed, hvor adskillige perspektiver snildt kan sameksistere indenfor samme billede, og hvor skrift jævnligt både opløser og forstærker motiver, afslører til gengæld hvor teknisk og konceptuelt overlegen en maler, vi har at gøre med. Mens den herskabeligt intime indretning med polstrede stole og ægte tæpper går lidt hen over hovedet på mig, er der masser at hente i kunstnerens malede interiørs, hvor litterære hovedværker flittigt citeres og spiller ind som en del af den visuelle rebus, Christiansens billeder ofte er.
Når man lige kommer fra to udstillinger, der excellerer i velour og blød belysning, er det umiddelbart en kølig og glat omgang at ende i gruppeudstillingen Re-Routing Nature på SixtyEight Art Institute. Irene Campolmi, en af kuratorerne bag sidste års Code Art Fair, har taget fat i en af samtidskunstens nyklassikere, nemlig forholdet mellem natur og teknologi generelt og hybrider derimellem i særdeleshed. Eksemplarisk for udstillingens vinkling er Jakob Kudsk Steensens ret indviklede animationsværk Pando Endo (2017), der igennem noget kompliceret teknologi morfer iPhone-fotos af et aspetræs rodnet om til en computeranimeret organisk struktur. Værkets titel, kan jeg læse mig frem til, refererer blandt andet til udbredelsen af en koloni af aspetræer, hvis DNA er forblevet den samme over de sidste omkring 80.000 år, og således imod alle odds har modstået menneskelig indblanding.
Re-Routing Nature viser også en række sarte akvareller af Alfredo Aceto, hvor bilvrag er delvis overtaget af naturlige organismer, og således er der en gennemgående, smådystopisk cyborg-tematik over udstillingen. For mig forbliver det hele lidt koldt, distanceret og teoretisk – og måske også meget «korrekt». Jeg har lidt svært ved at fornemme, om man ønsker at føje noget til den efterhånden meget detaljerede debat, der allerede er i gang om økosystemer og natur-kultur-hybrider, eller om det i højere grad er en stemning, man gerne vil ramme. Man savner, sådan rent billedligt talt, at kuratoren havde kastet en blondetrusse efter en Prince-plakat.
