Healing i elektrisk blå

Jette Hye Jin Mortensen er efter eget udsagn lige dele punker og pleaser. Hun er en af de få kunstnere, der drejer vatpinden skånselsløst rundt i såret, samtidig med at hun puster dulmende på det. The Apology i Overgaden, om adoption som personligt og kollektivt traume, er i hvert fald tydeligt indrammet af dette princip. Det er en i dansk sammenhæng ret usædvanlig udstilling, der prøver at finde en højere balance mellem kritik, anklage, tilgivelse og lindring. Usædvanlig er den, blandt andet fordi den ikke nøjes med at fetichere offerhistorien, men rent faktisk kommer ud over den sædvanlige rituelle anklage og ansvarsfordeling og prøver at anskue problemet som et kollektivt traume, der må findes en behandling imod.

Udstillingen har således to hovedafsnit: en urolig dokumentarisk del med en videovæg af blandede tv-klip, hvor der fremlægges journalistisk evidens for tusindvis af forbrydelser sket i adoptionsøjemed. Den anden del er terapeutisk, sonor og meditativ. Her forsøges traumerne helet gennem buddhistiske og kvantefysiske indsigter i lyd, materialer og grundstoffers påvirkning af vores DNA. Vi taler om «et healingsrum», som der rimelig frygtløst står i udstillingsteksten. Teorien er, at traumatiske oplevelser har en indvirkning på det menneskelige DNA pga. de kemiske reaktioner, som de frembringer i hjernen og i kroppen. Tidligere traumer nedarves kort og godt til kommende generationer som kemisk fremkaldte mutationer. Derfor forbliver traumer aldrig den enkeltes problem. Det er imidlertid ikke bare personlige traumer, der gives videre. Samfundsmæssige traumer påvirker menneskeligt DNA kollektivt og gensidigt gennem medierne, pga. forstyrrelser af vores følelsesmæssige balancer. Ubalancer i DNA’et skulle dog angiveligt kunne genoprettes ved at påvirke cellemiljøet gunstigt, bl.a. igennem klassiske kunstneriske materialer: indigoblåt og kobber. Hye Jin Mortensen har i hvert fald anvendt disse materialer både kunstnerisk, videnskabeligt og rituelt i udstillingen.

Først beskriver hun materialernes fysiske og åndelige egenskaber, enkeltvist i indrammede billeder, dernæst syntetiserer hun dem til ét stof i en video, installeret i et tempel af blåt silkeorganza, hvor hun iklædt en indigofarvet kjole gennemfører en art buddhistiske ritualer med blankt kobber, lyd og vand. Det er jo alt i alt ret vildt for en kunstudstilling, men egentlig glider The Apology meget seriøst ind i de senere års genvundne interesse for kunstens terapeutiske muligheder, som ellers har levet en ikke videre anerkendt tilværelse i alternative og medicinske behandlermiljøer.

Hye Jin Mortensen viser, at vi er langt dybere biologisk forbundne gennem DNA’et end vi selv aner, og ifølge teorien må brudte familiebånd påvirke os særlig kraftigt kropsligt. Baggrunden for The Apology skal da som flere af Hye Jin Mortensens tidligere udstillinger også findes i hendes egen opløste baggrund. Hun er født i Sydkorea og blev anbragt på børnehjem i en alder af to år. Herfra blev hun under uklare forhold videreadopteret til Danmark. I en stor del af sit voksenliv har hun forsøgt at få klarhed over, hvor og hvad hun egentlig stammer fra, og denne enorme uro har været en væsentlig drivkraft for hendes kunstneriske arbejde. Det er bestemt ikke noget, hun skjuler, selvom hele projektet ellers hurtigt kunne brænde ud, når først man har hørt historien en gang. Risikoen for, gennem gentagelsen, at ende i det rent selvmedlidende er overvældende. Men som The Apology demonstrerer, er Hye Jin Mortensens evne til at håndtere denne historie som et uendeligt materiale temmelig suveræn.

Først og fremmest har hun et regulært og, som det fremgår af udstillingen, genetisk nedarvet kunstnerisk talent, så hun formår at omsætte traumet æstetisk om og om igen i ny og almen form. I princippet er udstillingen som «healingsrum» ikke forbeholdt adoptionsbørn, men kan lige så vel bruges af skilsmissebørn og velfærdsborgere, der gennem 40-50 år har oplevet en generel opløsning af den biologiske DNA-kæde i det samfundsmæssige opbrud fra den biologiske familie. Ligesom mange adoptionsbørn er blevet opdraget til at se adoptioner til «bedre familier» som et gode, er der også generationer af skilsmissebørn, der er blevet presset til at se det frisættende og rigtige i skilmisser, selvom det måske ikke ligefrem har svaret til deres egen oplevelse. Den evige søgen og tilbagevenden til et oprindeligt rodnet er i hvert fald fælles for mange i de yngre generationer.

Hvad den kolossale trafik over nationale, biologiske og familiemæssige grænser, der er foregået i de sidste 50 år, egentlig har betydet for den menneskelige biologi er bestemt ikke et uinteressant spørgsmål. Og Hye Jin er vist en af de første, der har stillet det i en så klar og konstruktiv form.