Et kunstværk leveres idag ofte – ligesom et møbel fra IKEA – med manual til, hvorledes det laves, vedligeholdes og installeres. En af grundene er, at al kunst nu tendentielt er installationskunst og alle kunstnere kuratorer. Manualen tjener til at udstikke rammerne for værkets afgræsning i tid og rum. I de såkaldte specs eller specifikationer kan kunstneren forklare, at maleriet skal læne sig op ad væggen i en 15 graders vinkel eller at grøntsagen på skulpturen skiftes ud hver uge. Derfor påminder manualen paradoksalt nok også om, at et værk netop ikke er lavet en gang for alle.
Manualer er sædvanligvis behind the scenes. De arkiveres og cirkulerer mellem udstillingssteder og alle kunstverdenens aktører ligesom værker, men uden at blive en del af displayet. Var de det, kunne publikum selv lave værkerne. Men selv hvis manualerne ikke er en del af udstillingen, forhindrer det ikke publikum i selv at arbejde videre på værkerne. Nye apps bliver øjeblikkeligt til verber, så folk nemt og bekvemt kan instagramme malerier og vine videoer. Det er en ny kunstverden, hvor unge photo-friendly kunstnere såsom Artie Vierkant, Parker Ito og Katja Novitskova medtænker publikums affotografering af værkerne i værkerne. Men inden disse såkaldte post-internet kunstnere, der laver værker, som de selv og andre kan arbejde videre på, var der open-source kunst og kultur, som en lidt ældre amerikaner, Cory Arcangel i midten af 30’erne, er rundet af. Hans værker er ikke lavet for at blive affotograferet men snarere kopieret.
© Cory Arcangel. Foto: Sacha Maric.
På Arcangels nye udstilling, som han netop har åbnet på kunstmuseet Heart, er titlen på udstillingens største værk en specifik default indstilling i Photoshop. Det er en del af serien Photoshop Gradient Demonstrations, hvor manualerne til værkerne er værkernes titel. Tidligere har Arcangel blandt andet vist serien med tidens dyreste printteknik i overvældende formater, hvor software overbevisende genererer rothkosk patos. De var med på Pro Tools på Whitney Museum i 2011, hvor Arcangel – som den yngste kunstner nogensinde – havde soloudstilling. Rundt omkring i verden har Arcangels afficionados i et årti så lavet kopier efter kunstnerens manualer. Det sjove er imidlertid, at det har Arcangel også. Et af Gradient-værkerne, som Arcangel viste på Whitney, havde han også brugt som bagsidebillede på alle siderne i udstillingsfolderen. På den nye udstilling All the Small Things – der også er titlen på et hit af blink-182 – rematerialiseres samme default-indstilling på endnu mere profan vis som gulvtæppe, der strækker sig gennem to af udstillingens fem rum. Den storslåede rothkoske oplevelse, hvor publikum kan forsvinde ind i forførende farvefelter, er her blot et stort stykke farverigt stof, som man vader rundt på, imens man ser på andre Arcangel værker. Og jo, så er det selvfølgelig også genoptrykt i kataloget til udstillingen. Arcangel er tilsyneladende klar på hver en ny teknologisk mulighed for at rematerialisere sine værker. Fordi han følger med fremskridtet, kan han ikke undgå at være original. Og samtidig tømmer han denne udbredte fremgangsmåde for originalitet ved at udstille, hvorledes han flyder med strømmen ligesom alle andre.
Arcangel er en kunstner, der har taget konsekvensen af, at et geninstalleret værk både er et nyt værk og en kopi i en ny version. Hans fremgangsmåde minder om versionering, hvorved et gammelt produkt tilpasses en ny sammenhæng. Selv henviser Arcangel til forløberen Marcel Duchamp – eller «hustleren», som han meget rammende kalder ham i kataloget – der også versionerede sine værker. At anskue og arbejde med kunst på denne måde er ikke nyt. Det er blot stadig mere relevant – også på museet i Herning, hvis historie er uadskilleligt forbundet med Piero Manzoni, der arbejdede på egnen over to omgange i start-60’erne. Uden for museet finder man den italienske kunstners Socle du Monde og i museumssamlingen et stykke lort på dåse, som kunstneren håbede ville «eksplodere i samlernes vitriner» – altså et værk, som er ikke så lidt svært at afgrænse i tid og rum.
Som melankolske skribenter fra Hannah Arendt til Jean Baudrillard bemærkede i det 20. århundrede, er vor tid kendetegnet ved, hvorledes vi overlever tingene i forbrugerismens tidsalder, imens tingene i tidligere civilisationer overlevede os. I starten af det 21. århundrede accelererer udviklingen fortsat. Dét var allerede et tema i Cory Arcangels gennembrudsværk fra 2002, som var et beskedent lille hack af Nintendo spillet Super Mario Bros, hvor han havde slettet alt på nær skyerne på den blå baggrund. Tidligere blev det vist som GIF og på projektor og Arcangels modificering af det for længst forældede spil havde en snert af nostalgisk vintage. Et årti senere i Herning vises det nu på smartphones og er således en ny version og altså et nyt værk.
Den forholdsvist store udstilling er dog exceptionel, fordi det er den første præsentation af såkaldt «nye værker» af Arcangel siden solo’en på Whitney. Et af dem er Freshbuzz (subway.com), der er en stort projiceret videooptagelse af Arcangels’ skærmbillede, imens han surfer rundt på kæderestauranten Subways netværk af digitale platforme. Filmen er lige så sjov eller kedelig, som det nu engang er at kigge over skulderen på én, der liker dette og hint. Men udstillingen tæller flest versioneringer af tidligere værker og er som sådan en faux retrospektiv. Og det er mindre et melankolsk og nostalgisk blik på fortiden og mere en komisk-fornøjet spejling af samtiden. Som Arcangel selv forklarer i en fodnote i kataloget à propos Britney Spears’ genbrug af såkaldt 90’er Euro-trance i hittet Hold It Against Me fra 2011: «History is not really advancing: It’s the act of upgrading from an iPhone 3G to 4G that gives us pleasure, not our having arrived anywhere useful.»
Arcangel er især kommet til Herning for at spille sine hits. Og ligesom Bob Dylan spænder han ben for ethvert anslag til fællessang og luftguitar med nye versioner, der minder om forvanskninger. Arcangel giver ikke helt publikum, hvad de forventer, og det er naturligvis, hvad man kan forvente. Egentligt overraskende er dog Arcangels helt nye skulpturer lavet af såkaldte «pool noodles», der både bruges som en slags badevinger i swimming pools og som hobbymateriale. Omgivet af tomme øldåser og beklædt i Belieber t-shirts, iPhones og høretelefoner forvandles de syntetiske nudler til portrætter af amerikanere anno 2014.
Den fabulerende og legende stil til trods er de lige så minimale og stramme som hans tidligere værker. De er charmerende men oser af dumhed. Og dog er de iscenesat på så smart vis, at man ikke kan lade være med at tilskrive dem alverdens betydninger på en måde, der er så dum, som kun samtidskunst kan være det: Selvfølgelig kan kunstkenderen ikke lade være med at sammenligne en sådan pool noodle med den udsøgte konceptkunstner André Caderes træstok – ligesom hobbykunstneren ikke kan se en pool noodle som andet end et endnu-ikke-præpareret-sværd til rollespil.
Arcangel nyder at aktivere publikums tunnelsyn, hvor begavede og ubegavede referencer og læsninger byder sig til for at supplere eller annullere hinanden. Det er kynisk, men også kærligt. Og det kan misforstås, ligesom Roy Lichtenstein mente, han blev det: «The things that I have apparently parodied I actually admire.» Arcangel er præget af internettet, hvor et potentielt større publikum også er flere forskellige publikummer, som det er stadig sværere for afsenderen at identificere. I modsætning til 60’ernes New York, hvor konceptkunstnere lavede kunst til hinanden, er Arcangels publikum sprængt. Og selvom han ikke kan styre sit publikum, kan han i sine værker kultivere dets sprængning ved at iscenesætte forbindelser mellem disparate størrelser ligesom for eksempel YouTube gør det.
Arcangel – en tidligere konservatorie-guitarist, der øvede otte timer om dagen, indtil det ikke længere gav mening for ham – er også selv musiker. Blandt andet har han udgivet en nyfortolkning af Bruce Springsteens Born To Run, hvor han har fjernet alt pånær klokkespillet samt komponeret klokkespil til numrene uden. I Herning viser Arcangel en ny version af sit arkiv over singler med så forskellige navne som Weezer og Paris Hilton, som han mener banede vej for Kelly Clarksons hit Since You Been Gone. Hittet, som for Arcangel opsummerer det bedste hitliste musik fra de foregående fire årtier, præsenteres denne gang på et B&O Beosound 9000. Musikanlægget bliver hermed den sidst tilføjede teknologi, som kan siges at have banet vej for endnu et nyt Arcangel-værk. I sand hustler stil er han altid klar på at signere andres arbejde, men han gør det med et nyt glimt i øjet – som var han en demokrat, der inviterer andre med på sine soloudstillinger. Man mindes titlen fra Clay Shirkys bestseller essay Here Comes Everybody om Web 2.0, som Arcangel genbrugte som titel på en prestigiøs soloudstilling på Hamburger Bahnhof i 2008. Givetvis var det også en replik til museets samling af Joseph Beuys, der som demokraten over alle demokrater skrev sig ind i historiebøgerne med ordene «ethvert menneske er en kunstner».
Den amerikanske kunstners værk kan siges at falde i kategorien «referentialisme». Referencerne er ikke længere sekundære og blot et ekstra lag på kagen, men selve kunstens råstof. Men til forskel fra den type referentialisme, der tidligere har klaret sig bedst i kunstverdenen, er referencerne til kunst i undertal og ikke nødvendigvis de væsentligste. For at fange alle de ting som Arcangel roder med, skal man også være tech nørd, designer, musikkender, gamer, programmør, circuit bender, hacker, cracker, amerikansk tv-seer og så videre. Hvis Arcangel har klaret sig i kunstverdenen, er det ikke blot, fordi han ligesom Duchamp har spillet kunstens spil så godt. Det er også, fordi han ligesom førnævnte hustler formår at genskrive kunstens regler ved hjælp af strategier og enkle greb fra andre områder, som kunstverdenen ellers ikke dyrker og kender.
I kataloget takker Arcangel diverse net-kunstnerne så som Jodi, der har dyrket nettet som et alternativ til kunstverdenen, imens han selv har inspireret alverdens nye kunstnere netop, fordi han i stedet har bygget bro mellem kunst og netkultur. Han har med andre ord været i stand til at producere objekter, der er udstillingssteder værdige. Hos Arcangel er det mest interessante ved en banal indstilling i Photoshop, at den på den ene side er vilkårlig som default og samtidig kan tilskrives forskellig mening alt afhængig af, hvor og hvordan den rematerialiseres. Derfor er en udstilling som All the Small Things i Herning heller ikke i sig selv en stor oplevelse. Den kræver a bigger picture, hvilket Arcangel ikke er bleg for at sige, er det, han arbejder på.
Dér hvor hans oeuvre rykker er derfor i den sære trafik, som amerikaneren igangsætter mellem forskellige områder. Et eksempel er hans virke som stand-up komiker. Imens hans levering af Seinfeld vittigheder er faldet fuldstændig til jorden på en stand-up venue for branchens insidere, har denne anekdote til gengæld fungeret glimrende som indledning til et stand-up show, som Arcangel har givet by Whitney. Og det allermest komiske ved den anekdote er naturligvis, hvorledes fiaskoen på comedy scenen er blevet en succes på kunstscenen.
Cory Arcangels værker er blevet beskyldt for at være one-liners. Og jo, det er de. Men de er altid åbne for en linie til.
Hej Thomas,
Godt spørgsmål – really. Og et stort spørgsmål, for jeg mener faktisk, at Arcangels projekt også handler om smag, og hvad man kan lide og hvorfor. Jeg har været i tvivl, om jeg kan lide Arcangels kunst, og det kan jeg utrolig godt lide, så det er jeg ikke længere i tvivl om:-) Han bliver ved med at interessere mig. Jeg synes ikke, det lige nu er på sin plads at hylde ham, men snarere give et bud på, hvad han laver, for jeg synes han er en af de væsentligste amerikanske kunstnere i de sidste 10-15 år. Jeg synes han kan være dum som samtidskunst, og samtidig er han i sine værker måske den første til at give mig ret i det – og at han så kan vise hvor dum samtidskunst kan være, viser jo bare at samtidskunst også kan være det modsatte. Så altså, Arcangels position og måde at tænke på minder mig til tider om min egen – og det gør det faktisk svært at sige noget om, for man kan ikke anmelde sig selv, og vi laver jo to forskellige ting. Arcangel bringer folk ud af fatning, og det har han også gjort ved mig flere gange – og det synes jeg er stort. Så jo, jeg er forlængst kommet frem til, at Arcangel er fantastisk, men jeg kan – hvor kedeligt det end lyder – ikke isolere udstillingen fra alt det andet, han har lavet og give den en isoleret vurdering. Det vil jeg ikke, for jeg synes styrken i hans projekt er, at han peger på, hvor stor verden uden for hans eget rum er. Hans udstilling er altså ligesom Since U Been Gone – stor pga alt det der gik forud. Jeg syntes, at nogle af hans Gradients på Whitney virkelig var overdådige som Rothko, og det er gulvtæppe versionen slet ikke. Men dengang på Whitney tænkte jeg også, at det jo bare er et flot tryk, og det er derfor forfriskende, at han selv præsenterer sin gradient på den måde, men det gør det ikke til en stor oplevelse i sig selv. Well, der er meget at sige om dette. Warhol er bestemt noget af det samme. Og det er Prince også, men hans produktion er lidt mindre.
Hej Toke
Glæder mig til at se udstillingen. Findes one-linere i kunst, og især i installationskunst, som du selv skriver, bliver det nyt hver gang, så kunsten ligger vel altid i konteksten. Der er vel ikke mange der synes at Warhol er ren overflade, eller at Richard Prince er morsom. Kan du lide udstillingen?
Thomas