Hvis man har begået sig på internationale biennaler over de senere år, kender man allerede polske Małgorzata Mirga-Tas’ figurative stofkollager. Mirga-Tas repræsenterede Polen på Venedig Biennalen i 2022, fyldte godt op på Documenta samme år og er siden blevet udstillet i helt ufatteligt mange sammenhænge, formentlig fordi hendes værker taler tydeligt og direkte ind i en hel række af samtidskunstens mest populære tematikker. Selv hvis man har undgået de store biennaler, vil de fleste af Mirga-Tas’ greb formentlig alligevel virke genkendelige. Lad os gennemgå et par af dem.
Udstillingen Pani, so tradel, med den engelske oversættelse Water that Wanders, handler – som Mirga-Tas’ projekt generelt – om at tage sin egen fortælling tilbage. Mirga-Tas har roma-baggrund, og gennem sine værker giver hun os et opdateret billede af, hvordan et moderne romaliv ser ud. Her må jeg nok tilstå, at jeg ved meget lidt om romakultur, ud over at der er tale om et nomadefolk, der lever på tværs af landegrænser, og at jeg løst forbinder kulturen med omrejsende tivoli og markeder. Og her starter udstillingen på Charlottenborg også, lige midt i mine mentale billeder, der naturligvis viser sig at høre fortiden til.
Midt i rummet står en sekskantet installation, der helt tydeligt låner form fra karrusellen, med store farverige tekstilværker på alle sider. Motiverne tager udgangspunkt i fotografier og arkivmateriale om sinti-samfundet i Italien; en undergruppe af romaer, der historisk set har beskæftiget sig med omrejsende forlystelser. Her er billeder af smilende familier foran deres beboelsesvogne, i mønstrede stuer og i nærheden af de dyr, de har levet med. Det ser eventyrligt ud, som billeder fra en børnebog om livet på farten, fuld af magi og af den forbundethed, der opstår, når man bor og arbejder tæt sammen.
Pani, so tradel er opbygget i to dele, der spejler hinanden: Først tre rum, der taler om historien og fortiden, herefter to sale, der udlægger et mere moderne romaliv. Den samtidige parallel til fortællingen om sinti-folkets ret eventyrlig tilværelse er således en sal med værker, der tager udgangspunkt i Mirga-Tas’ egen familie i landsbyen Czarna Góra i det sydlige Polen. Her er hverdagslivet i fokus, man drikker kaffe i stuerne eller mødes udenfor husene – som ikke har hjul – og i et lille værk ser man kunstneren selv, der arbejder på en skulptur.
Et andet greb i udstillingen er at fremhæve personer, der har gjort en forskel for romaers rettigheder og liv. Tre portrætter i den historiske afdeling viser aktivister, politiske figurer og kunstnere, og de spejles af tre portrætter af nulevende romakvinder, som ligeledes former fremtiden for romaer verden over. Et tredje greb er en korrektion af den måde, romaer er blevet afbilledet i kunsthistorien, og det gøres helt konkret ved at parafrasere historiske værker, så de fremstiller romaerne som aktive subjekter.
Her har man dygtigt indskudt en lokal vinkel: To af værkerne forholder sig til malerier af danske kunstnere, henholdsvis Hans Smidths Taterpiger (1917) og Christen Dalsgaards Steen Steensen Blicher på heden (1866), hvori forfatteren er omgivet af tre romaer. Mirga-Tas har tilføjet personlige detaljer, som landskabet ved Tatrabjergene, hvor hun selv bor, og sin lille søn, og trækker derved linjer mellem romaer på tværs af tid og sted.
Det er i materialet – og i den feminisme, som er udstillingens sidste greb – jeg synes, Mirga-Tas’ værker bliver rigtig interessante. Hun anvender tekstiler, der har haft et liv, som stammer fra familie og venner, fra deres kjoler og gardiner. Det betyder, at værkerne er et visuelt fyrværkeri af mønstre og farver, prikker og blomster, blonder og hør. Og det tilfører universet en intimitet, konkret stoflighed, og en forbindelse til de afbildede kvinder, som også i flere tilfælde har været del af det enorme syarbejde bag værkerne.
Stoffet er bearbejdet med ret stor omtanke, og værkerne er fyldt med interessante detaljer og små gemte historier. Det er eksempelvis spændende, når noget blomstret tekstil både optræder som mønstret på en sofa og en mark i flor. Man er ikke altid klar over, om man befinder sig i en stue eller udendørs, fordi de mange mønstre vikler sig ind i hinanden og sprænger forholdet imellem de forskellige billedlag. På samme måde er det dejlig forvirrende, når en konkret kjole også er en billedlig kjole, fordi Mirga-Tas helt enkelt har syet kjolen fast på en figur på lærredet, eller når et blondegardin faktisk er lavet af blondegardin. Her føles det som om, værkerne sitrer af energi og fortællekraft, og her kommer den intime historie om levet (kvinde-)liv til sin ret.
Det er sådan set en nærmest perfekt samtidskunstudstilling, Mirga-Tas præsenterer på Kunsthal Charlottenborg. Den forbinder fortiden og nutiden, kunsthistorien og familiehistorien, det politiske og det helt intime, og den gør det gennem aktivisme, feminisme og det marginaliserede perspektiv. Når jeg alligevel skal helt ned i detaljen for at blive rigtig begejstret, skyldes det nok netop, at den rammer så rent: Måske har vi brug for en pause fra lige præcis dette narrativ, præsenteret igennem netop disse greb? Så kan det vende tilbage med fornyet kraft, når vi lige har fået lidt luft, for der er ingen tvivl om, at det er en interessant og vigtig historie, Małgorzata Mirga-Tas fortæller.
