Da Marie Nipper overtog stolen som Arkens direktør i 2022, var en af hendes første beslutninger at sende museets Damien Hirst-samling på lager. Derved varslede museet et opgør med dets tidligere fokus på præ-finanskrisens store navne til fordel for et mere samtidigt udtryk, men med den nyligt åbnede Anish Kapoor-udstilling er en af 00’ernes superstjerner tilbage på museet.
Umiddelbart er der langt fra opsprættede køer i formaldehyd til britisk-indiske Kapoors dystre, monokrome universer, men de har grandiositeten, de velproducerede kæmpeinstallationer, og selvhøjtideligheden til fælles. Det er værker, der handler om de store spørgsmål – eksistensen, kunsten og døden – og som ingen midler skyer for at sætte beskueren i affekt.
Med Anish Kapoor har Arken fundet en kunstner, hvis værker kan stå op imod museets mastodontarkitektur uden af blegne. Udstillingen Unseen åbner således med en gigantisk industriel stålkonstruktion, en rusten oval kæmpe med den bombastiske titel Erindring. Fra en særlig vinkel kan man kigge ind i kæmpens indre, hvor mørket får det indre rum til at virke langt større, end dets ydre skal lovede.
Kapoor er optaget af netop den slags skulpturelle grundspørgsmål: Af at skabe forskydninger imellem det, vi tror, vi ser, og det, der reelt foregår. I museets skulpturakse står en helt række monumentale kæmpeværker, der mest af alt fungerer som en slags sansebedrag. En lidt klodset skulptur er malet med pigmentet vantablack, der får dens form til at opløse sig til en sort flade. Herefter en s-formet skulptur med spejloverflade, der omvendt forskyder rummet omkring sig. Og derpå en klokkeformet lofthængt installation, hvis indre er dækket af rød pigment, der gør forholdet mellem rum og flade ustabilt – og mig en anelse svimmel.
Hvor de første par værker føles som en lidt ufarlig leg med rum og flade, så er det næste værk decideret brutalt. En lang metalarm med en enorm stålkube for enden skærer sig ubehageligt langsomt igennem en meterhøj bunke mørkerød voks og skaber dermed en plan flade i midten. Omkring den tårner voksklumperne sig op, glinsende som råt kød, maltrakteret af maskinens voldelige præcisionsarbejde. Spørgsmålet er vel, om maskinen skaber eller nedbryder skulpturen, men de abjekte røde klumpers møde med den ondskabsfulde metalklinge får det snarere til at minde om en torturscene i slowmotion.
Endnu en cirkelformet installation med titlen Nedstigning efterlader mig med samme følelse af grundangst. Midt i en ellers tom sal åbner gulvet sig simpelthen og en voldsom malmstrøm af dybsort vand suges med en heftigt sluprende lyd nedad imod afgrunden. Som titlen antyder, så føles det som om, vandet og mørket kunne strække sine fangarme op af bassinet og opsluge os, og jeg træder forskrækket et par skridt tilbage.
Der er ingen tvivl om, at Kapoors velproducerede brutalitet virker på kroppen og sanseapparatet, men jeg forstår dybest set ikke, hvad udstillingen vil mig. Med titler som Grav, Nedstigning i Limbo og På kanten af verden slår Kapoor en (selv)højtidelig, eksistentialistisk tone an, men hans projekt virker manipulerende. Vi ved jo allesammen godt, at der findes ondskab i verden, at sindet kan være mørkt og at sanserne kan bedrage os, så hvorfor denne magtdemonstration?
Hvis vi skal være bange for Anish Kapoor, er det måske denne vilje til at drive beskueren ud i følelsesmæssig ustabilitet for derefter at efterlade os uden yderligere forklaring, vi skal bekymre os for. Måske er det den samme ligegyldige kynisme, der får en kunstner til at tage patent på et pigment, vantablack, så ingen andre kan bruge det, som Kapoor forsøgte i 2016. En kapitalistisk logik, der handler om at skabe affekt, men som inderst inde er ligeglad med os.
