Jeg har med stor interesse læst reportagen i Kunstkritikk fra Akademiraadet debatarrangement «Monument og forbrydelse», som handlede om statuer og andre monumenter i det offentlige rum, og om hvorvidt de skal blive stående til evig tid. Ikke blot fordi jeg selv er nævnt i artiklen, men også fordi jeg synes den rejser nogle ganske interessante spørgsmål om Akademiraadets holdninger.
Arrangementet (som jeg desværre ikke selv var inviteret til) fandt sted i Kunstakademiets festsal på Charlottenborg, som fortsat præges af den tomme sokkel, hvor busten af akademiets stifter Frederik V stod indtil for et år siden, hvor den blev smidt i havnen og ødelagt i en spektakulær identitetspolitisk happening.
Akademiraadet er en interessant aktør i denne sag som den formelle ejer af den ødelagte buste, og det fremgår af artiklen, at det ikke var så let at balancere i for en institution, som tilsyneladende meget gerne vil være gode venner med de toneangivende kredse i kunstverdenen, hvoraf ihvertfald en del synes at have stor sympati med tidligere institutleder på Kunstakademiet Katrine Dirckinck-Holmfeld, som påtog sig ansvaret for busteaktionen, og med det antikoloniale politiske formål, som hun angav, at aktionen havde. Her opstår et interessant dilemma. For Akademiraadet politianmeldte – naturligt nok – tyveriet af busten, da det var kommet frem, at den var blevet kastet i havnen, men inden det var blevet kendt, hvem der havde gjort det. Det samme gjorde jeg selv og Morten Messerschmidt (som i modsætning til mig selv er folketingsmedlem).
Men på debatarrangementet forsøgte forkvinde for Akademiraadet Merete Ahnfeldt-Mollerup – ihvertfald efter det oplyste i reportagen – tydeligt at lægge afstand til politianmeldelsen og udtrykke sympati for Katrine Dirckinck-Holmfeld. Det bliver således klart sagt, at ansvaret for politianmeldelsen ligger hos mig og Morten Messerschmidt, og at man fra Akademiraadets side har «sympati med Kathrines situation». Det er jo interessant. Skal det forstås sådan, at man har trukket sin egen politianmeldelse af tyveriet af busten – som fremgik af adskillige mediers dækning for et år siden – tilbage? Eller skal det forstås sådan, at man fortryder politianmeldelsen, og måske ikke ville have foretaget den, hvis man havde vidst, at bagpersonen bag ødelæggelsen af busten var en af «ens egne»? Er tyveri og hærværk egentlig ok, hvis det er de rigtige, der gør det og/eller de gør det med det rigtige formål? En tredje mulighed kan være, at man mest forsøger at lægge røgslør ud over sin egen rolle og hele bustesagen, som man åbenbart ikke mente skulle drøftes under arrangementet, selvom det selvfølgelig var den, alle havde i baghovedet, når der skulle diskuteres monumenter og monumentkritik i en dansk kontekst.
Vedrørende busten kan jeg ikke se andet, end at fjernelsen af den var tyveri, at ødelæggelsen af den var hærværk, og at hele aktionen bar præg af en forvrøvlet historieopfattelse og en voldsom despekt for en repræsentation af et af Danmarks fineste kunstværker nogensinde. Det kan umuligt være i Akademiraadets interesse at bakke op om det eller holde hånden over de skyldige. Men det kunne være meget interessant at høre Akademiraadets forkvinde Merete Ahnfeldt-Mollerup udrede trådene her.
– Nikolaj Bøgh. Rådmand, formand for Kultur- og fritidsudvalget, Frederiksberg (Det Konservative Folkeparti)
Læs Akademiraadets svar til Nikolaj Bøgh her.
