
I hjertet af Det Kgl. Danske Kunstakademi i København ligger festsalen. En smuk højloftet gammel riddersal, som man som besøgende får adgang til via en næsten rituel opadstigning af en grandios indertrappe. Herefter går turen ind gennem høje dobbeltdøre, hvor blikket uundgåeligt som det første søger op til en kopi af Parthenonfrisen med mytologiske motiver under loftet, der understreger vigtigheden, forstår man, af institutionens tyngde og eksistens. Nogle rum er skabt til at imponere – og måske intimidere. Det Kgl. Danske Kunstakademis festsal er helt klart et sådant, og i et hus, hvor kopier af Antikkens hovedværker udgør alvorstunge rammer, er man ikke ikke i tvivl om, at selvbevidstheden gennem tiden har været af en solid kaliber.
Hvert år d. 31. marts på akademiets stifter, Frederik d. Vs, fødselsdag, afholdes den såkaldte ’stiftelsesfest’, hvor store dele af dansk kunstliv lidt akavet rejser sig for Dronningen, når hun skridter salen af for formelt at overrække en serie af hædersmedaljer til danske kunstnere, arkitekter og designere. For enden af salen har en gipsbuste af fødselaren indtil for nylig tronet. Den er fra akademiets stiftelsesår, 1754, og er udført af billedhuggeren Jacques Saly (1717-1776) som et forstudie til en rytterstatue af Frederik d. V, der i dag knejser foran majestætens residens på Amalienborg. For nyligt forsvandt busten – der er ingen, der rigtigt ved, hvor længe, den har været væk udover dem, der tog den. Hvilket i sig selv er tankevækkende og måske lidt dansk – da kongen forsvandt, lagde vi ikke rigtigt mærke til det.
I den bredere offentlighed blev sagen om kongens forsvinden først kendt, da en gruppe ved navn ’Anonyme Billedkunstnere’ for en uge siden via netmediet IDOART.DK publicerede en video af,busten, der bliver ’kidnappet’ fra akademiet og sænket i Københavns Havn. Videoen blev ledsaget af et statement hvori det bl.a. stod: «Ved at synke Frederik V i kanalen ønsker vi at italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort, men stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker inde og uden for kunstakademiet. Vi ønsker en kunstverden, der forholder sig til og tager ansvar – ikke kun for fortidens handlinger, men for de måder hvorpå kolonialismen stadig er aktiv i dag.»
I modsætning til de fleste af dansk kunstlivs interne diskussioner har sagen både nået de brede medier og Kulturministerens øre med efterfølgende rasen over uansvarligheden af at vandalisere dansk kulturarv. Man kan måske diskutere om et forstudie, som ingen vist før rigtigt har keret sig om, så var så uerstatteligt igen, og at det måske er et klassisk eksempel på, at vi først rigtigt savner ting, når vi har mistet dem. Efterfølgende blev de sørgelige rester af akademiets stifter fisket op af havnen, og det diskuteres nu ophedet hvilke konsekvenser sagen skal have for akademiets ledelse og for de indtil videre anonyme gerningspersoner.
Jeg har set Anonyme Billedkunstneres video mange gange og bliver lige rystet over den hver gang. Ikke over det næsten lidt komiske plump, når busten dumpes på få favne vand, men over den rituelle afmontering af busten, som indledes med, at en sort sæk hives over bustens hoved. Det er en handling, som indikerer ydmygelse før henrettelse. Som i uhyggelig grad vækker reminiscenser til torturscener fra Abu Ghraib-fængslet og til ISIS’ henrettelser af tilfangetagne for rullende kameraer. Busten kan – må vi formode – ikke se. Hvorfor skal den så have en sæk over hovedet?
I internationel ret er ’hooding’ en torturform, der er strafbar efter Geneve-konventionen, fordi det er en voldshandling, der tingsliggør mennesket. Når hætten går over hovedet, mister mennesket dets identitet, dets navn, dets betydning for blot at blive en genstand for bødlens luner. Når hætten går over hovedet ER du ikke mere. Eller sagt på en anden måde: Hooding er den ultimative form for cancel culture.
Okay, slap af, det er en buste, ikke et menneske, tænker du måske. Men historien har igen og igen vist, at fascistiske strømninger øver sig på kunsten, inden de går videre til menneskene. Og bemærk, at Anonyme Billedkunstnere i deres statement specifikt skriver, at de sænker Frederik V i kanalen – ikke en buste af Frederik V. «Dort wo man Bücher verbrennt, verbrennt man auch am Ende Menschen», lyder det berømte citat fra den jødisk-fødte digter Henrich Heine, hvis bøger i lighed med en lang række andre tyske forfattere og intellektuelles værker gik til i de nazistiske afbrændinger af bøger, som ikke blev vurderet til at være tilpas fædrelandstro.

Hvad vi er vidne til i hooding’en og den efterfølgende drukning af Salys buste er en symbolsk voldshandling i lighed med dem, der føres af fundamentalistiske bevægelser, som sprænger tusindårgamle Buddha-statuer i luften, eller når den amerikanske præsident Trump på sine rallies op til præsidentvalget taler om, at amerikanske skolelærere, der får børnene til at læse «unpatriotic literature» burde have en røvfuld.
Lighedstegnene mellem den yderste venstrefløjs cancel culture og trumpismens hang til opdeling i «patriots and traitors» har i det hele taget mange uhyggelige lighedstegn. Man kunne hævde, at begge grupperinger i disse år huser identitetspolitiske fundamentalister, men ordet identitetspolitik er for mudret, for dogmatisk og også for misbrugt af de, der vil rulle tiden tilbage til før #metoo, og som ønsker at negligere, at vi i vid udstrækning stadig lever med efterveerne af at have bygget vores velfærdssamfund på ruinerne af et brutalt kolonistyre. Måske skal vi snarere tale om, at begge fløje ønsker at definere retten til, hvem der har noget meningsfuldt at sige.
I sin bog What Happened? om det amerikanske præsidentvalg i 2016 angiver Hillary Clinton «gays, guns and God» som hovedårsagen til, at hun tabte verdens mest magtfulde embede til Donald Trump. Efter eget udsagn havde hun i sin valgkampagne brugt for meget tid på at tale om planer for, hvordan de hvide arbejderklassevælgere i det amerikanske rustbælte kunne komme i arbejde i de stadig mere affolkede dele af USA, hvor det ikke længere er muligt at klare sig med et kørekort til en pick-up truck og nogle næver, der er skruet ordentligt på. Hvordan job i den hensygnende kulmineindustri kunne forvandles til grønne job i vindmøllebyggeri, og hvordan offentlige sygeforsikringsordninger kunne gøres tilgængelige for alle.
Problemet var blot, at grønne jobs og offentlig sygesikring ikke svarede til denne vælgergruppes selvopfattelse – til deres opfattelse af egen identitet, som Trump derimod ramte rent med sin værdimæssige appel til «guns, gays and God». Så skidt med, at appellen kom fra en mangemillionær fra New York, der næppe nogensinde har været i en kulmine selv og sjældent var at finde til altergang om søndagen. Hovedsagen er, at der var en vælgergruppe, der blev bekræftet i deres egen identitetsmæssige selvforståelse.
Man må formode, at Anonyme Billedkunstnere har en selvforståelse af at være undertrykte eller i hvert fald af at tale på vegne af nogen, som de ser som værende dette. I deres statement anvender de ord som «italesætte», «minoritetsgjorte» og «kolonialisme» – et sprogbrug, der i sig selv vidner om, at afsenderne har en vis grad af akademisk og kulturel kapital. Det antages da også, at gruppen har rod i miljøet omkring Det Kgl. Danske Kunstakademi, en statsfinansieret eliteuddannelse på et tidligere kongeslot, kunne man lidt drilsk understrege. Men egentlig er det er for så vidt ligegyldigt. Det er den identitetsmæssige opfattelse af at være undertrykt, der synes at være omdrejningspunktet – og den er jeg nysgerrig efter at forstå, hvor kommer fra. Derfor ærgrer det mig, at vi ikke kan tale sammen, at dialogen er blevet cancelled på forhånd. Kunne vi ikke prøve at give det en chance? Hvis I lover ikke at starte at med at sige «ok, boomer», så lover jeg ikke at svare «ok, snowflake».
– Merete Jankowski, kunsthistoriker og konsulent, tidligere direktør for Overgaden – Institut for Samtidskunst og rektor for Det Fynske Kunstakademi.
Er Charlottenborg bygget på hvide skeletter fra de sorte i Caribien !
Christian D.5 der byggede slottet Charlottenborg var også den danske konge der etablerede kolonierne på de dansk caribiske øer og i Afrika.
På Kongens Nytorv står der den første rytterstatue i norden. Det er Christian D.5 højt til hest omgivet af græske guder ! se link.
https://da.wikipedia.org/wiki/Christian_5.
På Amalienborgs slotsplads står rytterstatuen af en af de andre koloniherre nemlig Frederik D. 5 . Her sidder Frederik D.5 højt til vejrs og bevogter slot og plads.
Se link.
https://da.wikipedia.org/wiki/Fort_Frederik
Dansk Vestindisk Selskab
https://www.dwis.dk/oerne-for-nu
Aktionen med Frederik d.5 er hel og total misforstået både fra politikkernes side og fra hele kultur parnassets side.
Det der er foregået vedrørende Frederik d. 5s nedsænkning i Københavns havn er jo bare en del af en verdens omspændende og aktionspræget modstand og handlen imod den historiske kolonisering af lande, mennesker og kontinenter over hele verden. Lige nu foregår der sådanne aktioner over hele verden. Både i England. Brussel. Australien og New Zeeland går mennesker imod det der skete dengang da kolonitidens herskere havde magten i de forskellige kolonier rundt omkring i verden.
Den danske version af denne aktion med nedsænkningen af busten af Frederik d.5 er jo kun en lille dråbe i det hav der hedder protesten mod kolonierne og den måde de herskende koloniherre og lande behandlede og tilfangetog sorte mennesker for at slavegøre dem. I Fredriks d., 5 tilfælde var han som konge af Danmark jo ligefrem en af de hovedansvarlige ved anlæggelsen af slavekolonierne i Vestindien.
Kong Frederik den 5. var konge af Danmark og Norge fra 1746 til 1766, hvor han, udover at være grundlægger af Kunstakademiet, også stod i spidsen for de danske øer i Vestindien, hvor slaver udgjorde arbejdskraften.
Al den ballade der er omkring aktionen med busten af Frederik den 5 er hel og total overdrevet mener jeg . Vores kulturminister Joy Mogensen er ligefrem ude og sige at de unge kunstnere og deres lærer Katrine Dirckinck-Holmfeldt er kriminelle og at sagen skal efterforskes som sådan. Det vil faktisk sige at kulturministeren er med til at gøre en kunstnerisk aktion der foregår over hele verden lige nu til en kriminel handling og at hun dermed kriminaliserer en dygtig billedkunstner og hendes elever. For selvfølgelig er det ikke Katrine Dirckinck-Holmfeldts intention at begå simpel hærværk og tyveri Det er en reaktion på den slavehandel og det magtmisbrug der foregik dengang da det var almindelig praksis at erobre lande. øer og kontinenter og udøve kolonimagt og overherre dømme. Ved b.la at tilfangetage og i Danmarks tilfælde slavegøre sorte mennesker fra Ghana. Danmark og den daværende regent Frederik D. 5 gjorde sig hermed skyldige i slavegørelse , bortførelse, fratagelse af menneskers identitet, tortur og national tilknytnings forhold.
Frederik d.5 og Danmark har misbrugt og udnyttet sorte mennesker fra Ghana som arbejdsarbejdskraft på slaveplantagerne i Caribien.
Aktionen med busten af Frederik d 5 er blot en af mange aktioner der foregår over hele verden lige nu og al den ballade der kommer fra de veletablerede meningsdannere er efter min mening helt hen i vejret og total misforstået. Ja selv en gammel aktivist og professor ved kunstakademiet som Bjørn Nørgård er ude og sige at aktionen er at sammenligne med f. eks ødelæggelsen af Budda statuerne i Afganistan som den muslimske ekstremistiske terrorgruppe Taliban var ansvarlig for. !!
Hvor misforstået kan en kunstnerisk handling og aktion egentlig blive. !
Venlig hilsen
Helle Bolther
En kommentar til:
”Det er den identitetsmæssige opfattelse af at være undertrykt, der synes at være omdrejningspunktet – og den er jeg nysgerrig efter at forstå, hvor kommer fra”.
Svaret på spørgsmålet har Merete Jankowski vel selv indirekte givet i sin fremstilling?
Indledningsvist: Jeg er modstander af ødelæggelse af historiske artefakter af væsentlig betydning. Som sådan burde den ødelagte buste vel i stedet have være placeret på et nationalhistorisk museum, hvor den kunne bruges til oplysning af befolkningen, bl.a. om vores kolonihistorie.
Ligesom jeg er modstander af aktioner, der er med til at undergrave selve de samfundsmæssige institutioner, der giver én frihed til at udfolde sig kritisk (men ikke at begå hærværk) på demokratiske præmisser.
Så er det sagt.
Samtidig er jeg også kritisk over for, at det pågældende artefakt har fungeret i en kontekst, som en del af et miljø og nogle traditioner, der på nationalhistorisk vis OGSÅ må ses som en hyldest til dansk kolonihistorie.
Som der står i kommentaren:
”Nogle rum er skabt til at imponere – og måske intimidere”. Arkitekturens og kunstens sprog hos en autoritær institutionel og økonomisk magt fra en anden tid.
” —- afholdes den såkaldte ’stiftelsesfest’, —- For enden af salen har en gipsbuste af fødselaren indtil for nylig tronet”.
Der er tale om nationalhistorisk orienterede miljøer og ritualer, hvor man samtidig hylder nogle personer, der har været en del af dansk kolonihistorie (fra en tid, hvor magt og økonomi ikke var forbundet med demokratiske institutioner).
Busten burde, med sin forbindelse til dansk kolonihistorie, være rykket ud af en kontekst, hvor den tilskrives en positiv historisk betydning for Det Kongelige Danske Kunstakademi (selve navnet er vel til at brække sig over, med dets forbindelse til en konstitutionelt udemokratisk fortid).
Som om det er ligegyldigt, hvilke konstitutionelle præmisser, man støtter kunsten på, bare man støtter den, for kunsten er åbenbart, ideelt set, hævet over samfundsmæssige og politiske forhold.
Akademiraadet burde have bedt om at få fjernet busten fra dens placering på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Også de kan vel kun være interesseret i at løsne deres bånd til en nationalhistorisk tradition med forbindelse til kolonihistorien, i stedet for gennem dyrkelsen af en sådan tradition at bekræfte eller ligefrem at gøre krav på en tæt forbindelse til Kunstakademiet og de aktiviteter, der foregår der.
Ikke at Akademiraadet ikke bør have en tæt tilknytning til aktiviteter på Kunstakademiet, men så bør det i givet fald, i vores demokratiske samfund i dag, være af andre årsager end fastholdelsen af en sådan nationalhistorisk tradition (selv om der også er prestige og økonomi for de ”udvalgte få” knyttet til sådanne traditioner).
Med følgende udtalelse er Merete Jankowski med til at ”hælde benzin på bålet”:
”Det antages da også, at gruppen har rod i miljøet omkring Det Kgl. Danske Kunstakademi, en statsfinansieret eliteuddannelse på et tidligere kongeslot, kunne man lidt drilsk understrege”.
Udtalelsen må samtidig implicit være en fremhævelse af den ”repressive tolerance”, som gruppen er underlagt.