Ringe i vandet

Spørgsmålene trænger sig på, efter en kunstnerisk aktion mod en gipsafstøbning af Frederik V på Kunstakademiet i København har skabt store bølger i det danske kunstfelt.

Statuen af Kong Christian IX på dens nuværende placering i Charlotte Amalie på St. Thomas. Foto: Martin Lie, Trondheim, Norge.

Torsdag 12. november 2020 indstillede en enstemmig komite i Senatet på De Amerikanske Jomfruøer et lovforslag om at nedtage bronzebusten af danske Kong Christian IX (1818-1906) fra sin sokkel i centrum af Emancipation Garden i byen Charlotte Amalie på St. Thomas.

Efter mange års debat ser det ud til, at kongeportrættet skal vige plads for Freedom (1998) af den ghanesiske billedhugger Bright Bimpong. Bronzeskulpturen der afbilder en sort mand, der blæser i en konkylie, mens han hæver en sukkerkniv, blev i forbindelse med 150-årsmarkeringen for slaveriets afskaffelse i kolonien Dansk Vestindien 3. juli 1848 opsat i udkanten i af den lille mindepark. 

På trods af at anlægget i 1998 skiftede navn fra Frederik’s Park til Emancipation Garden forblev busten af Christian IX tronende i centrum af parken, der er anlagt på det tidligere åsted for auktionerne af slavegjorte afrikanere. Som den St. Thomas-baserede historiker og aktivist Michael Vante formulerede det i den underskriftskampagne han startede i 2019 for at flytte busten: «Af alle de steder, dette levn fra fortiden kunne stå, er det i bedste fald foruroligende og i værste fald uhyggeligt, at Kong Christian IXs buste kaster den længste skygge i Emancipation Garden. Når vores sønner og døtre fra diasporaen kigger op i en park dedikeret til deres frihed, er det ikke deres refleksion, de ser hæve sig over dem, men deres undertrykkers ansigt».

Selv om slaveriet officielt var ophævet, da Christian IX blev kronet i 1863, var han Danmarks overhoved under det store arbejderoprør i 1878 på St. Croix – ofte omtalt som Fireburn – hvor de afrocaribiske plantagearbejdere gjorde modstand mod deres fortsat slavelignende arbejdsvilkår. Bronzebusten af Christian IX, lavet efter billedhugger Vilhem Bissens (1836-1913) marmorbuste fra 1897, blev opført tre år efter kongens død, og blev ved afsløringen i 1909 det første officielle mindesmærke på øerne. 

At Christian IX, som aldrig selv havde besøgt kolonien, blev hædret på en så historisk betydningsfuld plads i Charlotte Amalie siger noget om kongeportrættets symbolpolitiske funktion i det transatlantiske danske imperium. Som Vante udtalte til St Thomas Source handler ønsket om at flytte busten ikke om at «slette» den danske historie, men derimod om «at korrigere et historisk narrativ, der har sat en dansk konge i centrum, snarere end at fokusere på og fejre fortællingen om vores folks rolle i befrielsen og udvidelsen af vores historie på Jomfruøerne».

Også i Danmark har aktivister på det seneste forsøgt at adressere og problematisere et historisk narrativ ved at fjerne en buste af en dansk konge. Den 6. november lagde en gruppe med navn Anonyme Billedkunstnere en video ud på hjemmesiden Idoart.dk, der viser hvordan en gipsbuste af Det Kongelige Danske Kunstakademis grundlægger, Kong Frederik V, bliver afmonteret fra sin sokkel i akademiets festsal og smidt i havneløbet, lige overfor det sted hvor en anden udgave af netop Bright Bimpongs bronzeskulptur Freedom for nylig er opført. 

Bright Bimpongs Freedom (1998) blev opsat foran Eigtveds Pakhus ved Udenrigsministeriet i 2019. Skulpturen var skabt i anledning af 150-året for slaveriets ophævelse og var en gave til Danmark fra Jomfruøerne. Foto: Det Kgl. Bibliotek.

I den medfølgende tekst forklarer aktivisterne, at de kastede busten i vandet «i solidaritet med alle de kunstnere, studerende og mennesker over hele verden, der har måtte leve med efterdønningerne af den danske kolonialisme i US Virgin Islands, Indien, Ghana, Grønland, Island, Færøerne og Danmark».

Kunstneren bag busten af Frederik V, Jacques François Joseph Saly (1717-1776), kom til Danmark for at lave en rytterstatue af Frederik V, som Det Asiatiske Kompagni betalte for, men han blev også udnævnt til direktør for Kunstakademiet kort efter dets officielle indstiftelse på Frederik Vs fødselsdag 31. marts 1754. Når aktivisterne valgte at smide netop denne gipsbuste i vandet var det, motiveret af et ønske om at «italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort, men stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker inde og udenfor Kunstakademiet». Aktionen havde derfor som udtalt mål «at få kunstinstitutioner – og andre, hvis fundamenter består og er skabt af denne kolonitid, i tale».

At dømme på den enorme medieopmærksomhed, som aktionen har fået i Danmark, kan intentionen om at få folk i tale siges at være opfyldt. Noget andet er spørgsmålet om hvem som er kommet til orde, og hvilke typer af samtaler, som aktionen indtil videre har givet anledning til i offentligheden. Den mediespektakulære aktion fik hurtigt opmærksomhed fra danske politikere, ministre, museumsledere, kunsthistorikere, historikere, journalister, chefredaktører og kunstnere, som ikke har holdt sig tilbage for at udtale sig om – og primært fordømme – aktionen. 

Mediestormen tog yderligere til efter lederen for Institut for Kunst, Skrift og Forskning ved Kunstakademiet, Katrine Dirckinck-Holmfeld, i Politiken 13/11 tog det fulde ansvar for hændelsen, som hun beskrev som en «kunstnerisk happening». Debatten har siden været præget af en ekstrem hurtighed, heftighed og hårdhed, godt hjulpet på vej af de mange proportionsløse paralleller mellem destruktionen af gipsbusten og terrorgrupper som Taleban og ISIS’ sprængninger af henholdsvis Buddha-statuer og oldtidsbyen Palmyra. 

Imens busteaktionen er blevet kritiseret for at importere amerikanske problemer og strategier til en dansk kontekst, har meningsdannere ikke stået tilbage for at hente retorisk ammunition fra den amerikanske højrefløj i sine skarpe angreb på aktionen. I en lederartikel i Berlingske 15/11 beskrev for eksempel chefredaktør Tom Jensen aktionen som udtryk for en «ekstremistisk magtovertagelse [af Kunstakademiet] med rod i identitetpolitikkens intolerante tankegods», og foreslog at en «vandal» som Dirckinck-Holmfeld burde «underkastes følgende magtstrukturer: politi, håndjern, dommer og fængsel».

Kunstakademiets rektor Kirsten Langkilde har da også bortvist Dirckinck-Holmfeld fra sit arbejde på ubestemt tid. Og efter flere politianmeldelser, inklusiv fra Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, har politiet igangsat en efterforskning af aktionen under kategorien «groft hærværk» med strafferamme på op til seks år. Dertil har busteaktionen været medvirkende til, at kulturminister Joy Mogensen har iværksat en uvildig undersøgelse af undervisningen, studiemiljøet og organisationsstrukturen på Kunstakademiet.

Det er for tidligt at vurdere hvilke egentlige effekter busteaktionen vil få for forståelsen af Danmarks koloniale fortid såvel som for kunstuddannelsens fremtid. Efter en måned med diskussion og debat har bustesagen, desværre, endnu ikke formået at flytte fokus væk fra danske perspektiver og narrativer. Flytningen af busten af Christian IX på St Thomas har ikke fået meget medieopmærksomhed, til trods for at sagen bringer vigtige nuancer til diskussionen af kongeportrætters funktion i den transnationale koloniale erindringskultur. Når alt fra politikere til museumsdirektører rammesætter busteaktionen på Kunstakademiet som et forsøg på at «slette historien» i bestemt form ental, er Michael Vantes påmindelse om, at en buste aldrig kan bære en kollektiv historie, men snarere bør forstås som et erindringspolitisk værktøj vigtig. 

Portræt af Frederik V (1723-1766) af Jacques-François-Joseph Saly, originalen fra 1754. Gipskopien, som er ødelagt, vurderes til at være en nyere kopi af bronzeugaven, jf. Emma Sallings forskning i Akademiraadets samling. Ejer: Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, Akademiraadet. Foto: Frida Gregersen.

Det paradoksale ved gipsbusten af Frederik V på Kunstakademiet er, at det først er ved aktivisternes indgreb at denne specifikke buste for alvor er ved at  en historie. Afstøbningen, der siden sidste omfattende renovering af festsalen har stået på en piedestal i en niche bagerst i rummet, har nok mest af alt fremstået som en integreret del af arkitekturen. Det er også sigende, at ingen med sikkerhed vidste, hvor gammel busten rent faktisk var, da der skulle gøres regnskab for tabet efter dens bortgang. 

I medierne blev den på dramatisk vis udråbt til at være et uvurderligt og originalt forstudie til Salys rytterskulptur af Frederik V. Selv Akademiraadet, som har ansvar for busten, udtalte i en pressemelding kort efter aktionen, at den var af særlig høj værdi, senest anslået af Bruun Rasmussen til omtrent kr. 200.000. Efterfølgende måtte ejerne dog moderere sit ståsted, efter det kom frem at arkiv- og materialestudier havde vist at denne specifikke buste er af nyere dato, skabt en gang efter 1950. 

At selv Akademiraadet ikke var klar over værkets proveniens eller værdi er sigende for den manglende kunsthistoriske status som traditionelle gipsafstøbninger har haft i de seneste mange år, hvor de i kraft af at være reproducerbare kopier af kopier længe har befundet sig i randzonen af kunstinstitutionens værkbegreb. Ironisk nok har aktionen sålædes bidraget til at frembringe ny viden om de mange versioner, der findes af Salys buste i forskellige materialer og afstøbninger og sikret, at en 70år gammel gipsudgave er blevet indskrevet i dansk kunsthistorie en gang for alle. 

Da busten stod monteret i Kunstakademiets festsal havde den altså en altoverskyggende symbolpolitisk funktion, som repræsenterende nærværet af institutionens grundlægger. En funktion som aktiveres årligt, som Merete Jankowski har påpeget her på Kunstkritikk, i den årlige fest på grundlæggelsesdagen af akademiet, hvor Dronning Margrethe kommer på besøg og uddeler medaljer. Hvis vi skal forstå de stærke reaktioner, som aktionen mod denne 70 år gamle gipsafstøbning har vækket, kan den ødelagte buste ikke bare afskrives som banal vandalisme eller som et angreb mod dansk (kunst)historie. Sådanne perspektiver slører for forståelsen af de politiske og symbolske dimensioner i angrebet mod kongeportrættet, og ikke mindst hvorfor reaktionerne på dette har været så følelsesladede. 

I overskriften på offentliggørelsen af aktionen skriver Anonyme Billedkunstnere specifikt at «Det Kgl. Danske Kunstakademis grundlægger er smidt i havnen» – ikke en gipsafstøbning eller et kunstværk, men altså Frederik V selv. I videoen udstilles overgrebet mod «kongen», som får en sort pose over hovedet inden han bortføres og vippes ned i vandet. Dommen blev afsagt af de Anonyme Billedkunstnere, og som dommer og bøddel i én eksekverede de det symbolske fald fra tronen uden rettergang. Det er aktionens voldelige ikonografi, der har stået centralt i forskellige kritikers sammenligning af Anonyme Billedkunstnere med Taleban og ISIS. 

Stillbillede fra aktionen af Anonyme Billedkunstnere, publiceret af Idoart.

Historisk set skriver busteaktionen sig dog snarere ind i traditionen for målrettet ødelæggelse af portrætter, som kan spores tilbage til den antikke, romerske praksis, populært kaldet Damnatio Memoriae, hvor portrætter af romerske kejsere og andre politiske og sociale vigtige personer blev ødelagt, skamferet eller omarbejdet til nye portrætter. Hvad vi især kan lære af disse tidligere tiders omgange mod skulpturelle portrætter er, at vi skaber dem, lever med dem, flytter dem og, ja, ødelægger dem, og at alt dette i retur kan hjælpe os til at få indblik i de opbrud, som har været med til at forme vores fælles fortid og nutid. Man behøver blot besøge den aktuelle særudstilling Ansigt til Ansigt. Thorvaldsen og Portrættet påThorvaldsens Museum i København, der lige præcis omhandler det skulpturelle portræt, for at forstå, hvor sammenfiltret vores politiske historier er med dette tredimensionelle medie. 

Det faktum, at skulpturer og monumenter i disse dage gøres til genstand for såvel ikonoklastiske aktioner, som intense mediedebatter bør i det hele taget inspirere til flere overordnede refleksioner over den funktion, som billeder indtager i det offentlige rum. I bogen The Idols of ISIS: From Assyria to the Internet (2020) argumenterer kunst- og religionsforsker Aaron Tugendhaft netop for vigtigheden af at forstå det offentlige rum som et billedpolitisk rum, der må reflektere samfundets pluralitet: «For at være en fri borger, bliver vi nødt til at tænke over hvordan vores politiske billeder opstod, hvorfor de blev udvalgt, og hvad de udelader».

Busteaktionen udstiller mere end noget nødvendigheden af at udvikle mere frugtbare former og formater for at diskutere, hvorvidt og hvordan sågar nye som gamle offentlige monumenter kan afspejle dagens samfund. En sådan diskussion kan ikke reduceres til hvilke nye statuer, der eventuelt bør sættes op, og hvem eller hvad de skal repræsentere, men må nødvendigvis også adressere, hvordan og hvorfor enkelte statuer bør tages ud af funktion. I Berlin har man for eksempel dedikeret en historisk bygning til at huse problematiske historiske monumenter, som ikke længere egner sig til det offentlige rum. På Zitadelle Museum er de gamle monumenter ikke udstillet på ophøjede sokler men bogstavlig talt i øjenhøjde, og de besøgende inviteres til at tilgå skulpturerne på en hands-on måde, som artefakter der fortæller historier om magt. 

I Danmark har man rig mulighed for at etablere noget lignende. Tænk bare på Kongernes Lapidarium i Christian IVs Bryghus i København. En unik samling på op mod 400 skulpturer skabt til de danske konger i 1600- og 1700-tallene – ikke mindst fra Frederik Vs regeringstid – der af forskellige årsager er blevet taget ned fra deres sokler i offentlige parker, pladser og slotte og placeret på et slags ’plejehjem’ for skulpturer med stærkt begrænset besøgsret. Et andet eksempel er den Kongelige Afstøbningssamling i Vestindisk Pakhus i København, der huser flere tusind gipsafstøbninger, blandt andet en gipsbuste af Frederik V fra 1926, der er identisk med den, som for nylig blev smidt i havnen. I dag er begge disse samlinger dog de facto lukket for offentligheden, som direkte resultat af de politiske besparelser, som skiftende regeringer har pålagt kunstinstitutioner i Danmark over de sidste mange år. 

Det kræver økonomiske investeringer at sikre bevaringen af kunst og kulturarv, og det kræver politisk vilje at skabe og sikre offentlige platforme, der kan kvalificere de historiepolitiske debatter, som presser sig på. Sænkningen af gipsafstøbningen af Frederik V har om noget vist, at den brede offentlighed kærer sig om denne type spørgsmål. I stedet for at bruge denne passion til at skabe splittelse, kunne danske politikere sætte handling bag deres nylig erklærede kærlighed til gipsafstøbninger og skulpturelle portrætter, og i stedet investere i institutioner og initiativer, der netop tager kulturarven så alvorligt, at der også gives plads til de ubehagelige, uskønne og problematiske historier. Der er behov for platforme, der kan løfte samtalerne om kunst- og kolonihistorie ud af den nationale kamparena, og give plads til transoceaniske diskussioner om kolonialismens ringvirkninger ikke bare i København, men også i Charlotte Amalie, Nuuk, Accra eller Tarangambadi. 

Mathias Danbolt er lektor i kunsthistorie ved Københavns Universitet, og leder for forskningsprojektet «The Art of Nordic Colonialism: Writing Transcultural Art Histories» (Carlsbergfondet, 2019-2022). Amalie Skovmøller er klassisk arkæolog og har været postdoc på forskningsprojektet «Powerful Presences – det skulpturelle portræt mellem nærvær og fravær, individ og masse» (Velux-fondet, 2017-2020). Sammen er Danbolt og Skovmøller ved at udvikle et forskningsprojekt med arbejdstitlen «Moving Monuments: The Material Afterlife of Sculpture from the Danish Colonial Era».

Comments (3)