I figurationens dybe afgrund

I Per Kirkebys bronzeskulpturer er figuration et grænseland, hvor formen udvindes af materiens kaos for dernæst hurtigt at falde tilbage i mudderet igen.

Per Kirkeby, To arme (model), 1981. Patineret bronze, 91 x 38 x 42 cm Louisiana Museum of Modern Art. Foto: Poul Buchard / Brøndum & Co. © Per Kirkeby Estate

Tilbage i min første tid her i Danmark købte jeg på et tidspunkt et postkort i en museumsbutik. Som en del af en leg, vi undertiden leger, valgte min daværende kæreste (og nuværende mand) tilfældigvis nøjagtigt det samme billede ud af det store udvalg, hvilket gav denne temmelig banale begivenhed et strejf af romantik. Vi tog det som et godt tegn og satte postkortet op på væggen i vores lejlighed. Her har det siddet lige siden. Det forestiller en af ​​Per Kirkebys modeller af porte, og det var mit første møde med denne danske kunstners bronzearbejde.

I disse dage kan Kirkebys bronzeskulpturer opleves en masse på Louisianas murstensgulve, hvor de er centralt placeret i en ny udstilling dedikeret til den nu afdøde kunstner. Udstillingen samler et stort antal af Kirkebys bronzearbejder i forskellig skala, fra det monumentale til små maquetter, og er en sjælden mulighed for at opleve en række værker, der strækker sig over tredive år. Deres plads i kunstnerens samlede oeuvre markes her behørigt.

Udstillingen trækker tråde mellem bronzerne, malerierne og arbejder på papir og masonit. Således kaster den lys over, hvordan Kirkeby løbende har arbejdet med de samme temaer og former på tværs af forskellige medier.

Kirkeby begyndte at arbejde med skulptur i begyndelsen af ​​1980’erne efter at have haft en krise med maleriet. I udstillingen er denne krise eksemplificeret ved et abstrakt maleri uden titel fra 1979, hvor de kaotiske greb mangler struktur og retning. Når man som besøgende træder ind i udstillingen, bliver man mødt af bronzer fra denne tid, hvor kunstneren kæmpede med det figurative (eller umuligheden heraf) og hvor skulpturen gav ham chancen for at eksperimentere med selve repræsentationens paradokser på nye måder.

I disse værker udforsker Kirkeby anatomi og natur, der støder ind i hinanden og blandes: en skrøbelig menneskelig profil opstår ud af det, der kunne ligne en klippelignende formation i Large Head with Arm (1983); to store skulpturer, der ligner brændte træstammer, har fået titlerne Torso Offshoot og Torso Branch (begge 1988). Materialet antager ustabile former – der kan minde om Rodin, men også om Medardo Rossos smeltende former – som tilsyneladende opstår ud af de formløse sorte bronzeklumper og efterfølgende trækker sig tilbage til massen igen.

Her udforskes tanken om repræsentation som et grænseland, en tærskel, hvor former udvindes fra materiens kaos for derefter hurtigt at falde tilbage i den, lidt ligesom hvis man forsøgte at beordre mudder til at stå op. Dette grænsedragningstema står centralt i kunstnerens skulpturelle oeuvre, der byder på talrige porte, huler, spalter og vulva-lignende åbninger.

Relieffet Resurrection (1999), et senere og større værk, der vises lidt længere inde i udstillingen, peger på, at Kirkebys interesse i selve repræsentationens (u)mulighed har dybe historiske rødder, der rækker tilbage til den byzantinske debat om ikonoklasmen. Denne særligt voldelige fase af billedstormen blev stedt til hvile af et teologisk konstrueret forsvar for billeder, der baserede sig på et dogme om inkarnationen (Kristus som Guds første billede). Derved lagdes grunden for den vestlige tradition for billedskabelse, der ved samme lejlighed blev fast forankret til synssansen.

’Uden strid, ingen billeder,’ har Kirkeby sagt. Hermed henviser han måske både til sine egne kampe og til ikonoklasmen. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om der er en radikal form for inkarnation på spil her, en samlet og total legemliggørelse, der rækker hinsides menneskekroppen og også omfatter bjerge, træer, floder og elementerne. I Kirkebys bronzer sker kampen med repræsentationen ikke på den umiddelbart synlige overflade, men gennem masse, vægt og tyngde. Her genlyder transfigurationen i dybe, vandrette vibrationer snarere end i himmelklokkernes høje toner: her møder vi en teologi, der tilhører jorden snarere end himlen .

Per Kirkeby – Bronze, installation view, Louisiana Museum of Modern Art. Foto: Poul Buchard / Brøndum & Co.

George Bataille udviser en lignende forkærlighed for det horisontale frem for det vertikale (et træk, der også gentager sig i mange af Kirkebys værkers formmæssige struktur), når han skriver, at mennesker kun står oprejst så de kan lade solen brænde deres ansigt og se ned på deres fødder i mudderet.

Det er således ikke så overraskende, at fødder er blandt de genkendelige elementer, der optræder i hvert af de fire monumentale relieffer, som Kirkeby skabte til operahuset i København (2004). Disse ydmyge kropsdele mødes og brydes med store mytologiske fortællinger i disse senere værker. Kunstnerens stærke interesse i ekspeditioner og tragiske bestræbelser, i både mytiske og verdslige helte går hånd i hånd med en besættelse af skalaforhold – et univers af mandlige fantasier, der godt kan blive lidt trættende. På trods af min interesse i de teologiske aspekter af de senere værker, hælder jeg selv mere til den erotiske dimension af materialiteten, der løber gennem det skulpturelle oeuvre snarere end til det heroiske indhold, man finder i de større værker fra 1990’erne og fremefter.

Med en samling af så mange af Kirkebys skulpturer er der tale om en vigtig udstilling og om en tydelig gestus i fortolkningen af ​​kunstnerens værk. Mange af udstillingens værker besidder en kraft, der kan minde om naturens blinde kraft, som pulserer fra jordens dybder. Men sådanne vibrationer har imidlertid brug for rigtige rum at trives i. Det er ikke altid tilfældet i denne udstilling, hvor nogle af udstillingsrummene ikke er gearet til at rumme så mange værker i stor skala. At vise skulpturerne på hvide sokler er også et lidt konservativt greb, der ikke altid yder dem fuld retfærdighed. For at rette op på sagerne bør man, efter at have besøgt denne udstilling, gøre sig selv den tjeneste at stille sig foran den buldrende kraft, der udgår fra Gate II (1987), som er permanent opstillet i museets have. Denne skulptur står monumentalt, stærkt forankret i jorden og midt i naturens farver, som jo er Per Kirkebys foretrukne palet.

Anmeldelsen er oversat fra den engelske original.

Per Kirkeby, Læsø-hoved II, 1983. Bronze, 91 x 38 x 42 cm. Louisiana Museum of Modern Art. Donation The Merla Art Foundation Foto: Poul Buchard / Brøndum & Co. © Per Kirkeby Estate.

Læserindlæg