Kassel dag 1

To måneder efter Documenta 14 åbnede i Athen er preview-dagene igang i Kassel. Ligesom i Athen begyndte det med et tre timer langt pressemøde.

Få minutter før pressekonferencen for Documenta 14 går igang. 3.000 pressefolk er akkrediteret til previewdagene i Kassel. Foto: Pernille Albrethsen.

I forhallen i Kongress Palais i Kassel, forud for pressemødet for Documenta 14, møder jeg en tysk kurator, som jeg også mødte i Athen i april, da udstillingens første del åbnede dér. Vi var dengang begge lidt skuffede over den lidt rådvilde, retningsløse udstilling. I mellemtiden havde hun imidlertid mobiliseret en tro på, at udstillingens anden del i Kassel ville fuldende billedet – tingene ville samle sig og forbindelserne fremstå klarere. Jeg var ikke helt overbevist, da jeg vandrede ind i kongrespaladsets store sal, hvor der, skulle det vise sig, også denne gang ventede os en tre timer lang pressekonference.

Der er med rette blevet talt en del om pressekonferencen i Athen, hvor samtlige kunstnere og kuratorer sad på scenen i mørke, hvorefter den ellers hemmeligholdte «kunstnerliste» blev afsløret direkte på scenen i kraft af et eksperimenterende værk bestående af lyde lavet med menneskekroppen. Her, to måneder inde i Athen-udstillingen, kan denne performative handling af gode grunde ikke gentages. Men det gjorde ikke seancen mindre orkestreret.

Kunstnerne sad denne gang på balkonen hele vejen rundt om salen. I stedet for lange stolerækker var der kun ni stole på scenen. Her sad chefkurator Adam Szymczyk, en håndfuld af de øvrige Documenta-kuratorer, samt Lydia Koniordou, den græske minister for kultur og sport. Hun var den eneste politiker, der, sammen med kuratorerne, sad på scenen under hele seancen. De tyske politikere (Kassels overborgmester, Hessens minister for videregående uddannelser m.fl.), som også fik ordet undervejs, var placeret nede i salen. Ikke tilfældigt, men en understregning af udstillingskonceptet med de to byer og den overordnede udveksling mellem Europas nord og syd. I det hele taget må man konstatere, at Documenta 14 afvikler og designer pressemøderne med en nidkærhed, som ikke rigtig matches i selve udstillingen.

Agnes Denes, The Living Pyramid (2015/2017)  placeret i Nordstadtpark, Kassel: Foto: Nils Klinger.

Konferencens to hovedtalere, Bonaventure Soh Bejen Ndikung, Curator at Large og Paul B. Preciado, Curator of Public Programs, er dygtige talere med retorisk swung. Begge formåede i allerførste sætning at sætte rammen om deres tale: «No one leaves home unless home is the mouth of a shark», indledte Ndikung med et citat af britiske-somaliske digter Warsan Shire, som efterhånden er blevet et hyppigt anvendt protest-slogan.

Paul B. Preciado bød velkommen på samme måde, som han gjorde det i Athen. Ikke mindre effektfuldt denne gang: «Ladies and gentlemen – and especially the rest, those who don’t fit into those categories» Herefter fulgte en elegant tale, som med udgangspunkt i hans egen historie, transformationen fra at være født som pige til at blive «something other», knyttede an til den otherness-historie, som ligger i selve Documentas fundament – maleren og professoren Arnold Bode initierede Documenta i 1955 med det sigte at lave en international udstilling med moderne kunst af den slags, som nazisterne havde censureret og klassificeret «entartete kunst».

Transeksualitet og Documenta er lige gamle, sagde Preciado med henvisning til at Documentas fødsel er omtrent samtidig med udviklingen af den første hormonteknologi. I forlængelse heraf repræsenterer Documenta 14, ifølge Preciado, et vigtigt skridt videre. Forflyttelsen af udstillingen handler om meget mere end det fysiske sted, men markerer en ny form for institution, hvor spørgsmål om race, klasse og køn er suspenderet. «There will be no natives, no foreigners,» afsluttede Preciado, hvorpå salen kvitterede med dagens største bifald.

Der var i det hele taget påfaldende meget mere håb i luften på pressemødet i Kassel i forhold til det i Athen, hvor man i højere grad adresserede alskens politiske og socio-økonomiske kriser – især i relation til Grækenland. I Kassel blev der i højere grad appelleret til det store «us», som må løse problemerne «together».

Vlassis Caniaris Hopscotch og Coexistence, begge fra 1974, er del af EMST-samlingen fra Athen, som indtager hele Friedericianum. Det er første gang samlingen vises.

Tre timer er lang tid for et pressemøde. Alligevel blev de fleste siddende, nok fordi chefkurator Szymczyk var sidste taler. Det havde man måske ikke behøvet, for hans opsummering af hans lange Learning-is unlearning-tale fra Athen var kortfattet. Læringsprocesser handler ikke om at transmittere noget fra dem, som har magten, til dem, som ikke har den – lød budskabet, som selvfølgelig var et meget smart svar på, hvorfor nogen oplevede Documenta 14 Athen som en lidt ledløs og altfavnende affære.

Den groggy fornemmelse af maratonkonference var den samme som den i Athen. I stedet for appelsinduftende gader sivede man her ud i det regnvåde Kassel for langsomt at tage hul på en udstilling, som i lighed med kusinen i Athen er så omfattende, at den er umulig at se i sin helhed, medmindre man har en hel uge. Det må opfattes som en pointe, der ligger i forlængelse af Szymczyks princip om non-hierarkisk læring. «No one can tell us how to live and what to do» – citat Szymczyk. Ingen kan heller fortælle, hvilken udstilling man skal se, eller hvordan den skal ses.

Den mangelfulde skiltning var kritisabel i Athen og er det også i Kassel. Ikke sjældent mangler man kunstnerens navn ved siden af værket. Foto: Simen Joachim Helsvig.

Selvom udstillingen i Kassel har det til fælles med udstillingen i Athen, at skiltningen generelt er mangelfuld og at performanceværker angives til at være på steder, hvor der intet er, så forekommer selve udstillingen i Kassel trods alt at være lidt mere styret. Der fremlægges nogle linier i og med udstillingsopbygningen, som man godt kan hoppe med på. Det er tydeligst i Neue Galerie, som umiddelbart fremstår som en hovedfortælling med interessante perspektiver til tysk historie og kunsthistorie – den berygtede nazikunstsamling tihørende Gurlitt-familien, samlingen af konfiskerede bøger fra jødiske bogsamlinger (omfattende værk af Maria Eichhorn) og en hel del referencer til kunsthistoriens fader, Johann Joachim Winckelmanns skelsættende udlægning af græsk og hellenistisk kunst, som samtidig er en historie om tysk dominans over græsk kultur.

Carl Friedrich Echtermeier (1845-1910), Die Länder der Kunst: Griechenland, 1978. Udstillet i Neue Galerie, som generelt trækker spor til relationen mellem tysk kunsthistorie og fortolkningen af hellinistisk og græsk kultur. Foto: Pernille Albrethsen.

Eftersom samtlige kunstnere medvirker på begge udstillinger, både i Athen og Kassel, er det en kuratorisk pointe, at man ville komme til at stifte bekendtskab med kunstnere på den første udstilling i Athen, som man så ville møde igen i Kassel. Angiveligt også en form for læring. Umiddelbart er effekten heraf minimal eller bare kedelig: Ah, der var Alina Szapoczikow igen, men nu med et større værk. Eller: Aha, Otobong Nkanga har nu fået fremstillet sine sæber i det interimistiske værksted i Athen og nu udstilles de i Kassel i fine stabler. Eller også registrerer man, at et værk nu er placeret som en slags indgangsportal i Documenta-halle – Beau Dicks udskårede træmasker – i stedet for i rituel ringformation som på EMST i Athen. Det er så underligt med disse forskydninger, som på den ene side fremstår præcise og kuratornørdede, samtidig med at vi befinder os i en udstilling, som er lige så flydende som pandekagedejg. Resultatet er, at man bliver desorienteret på et niveau, som nok ville glæde kuratorerne. Men måske noget vil materialisere sig i løbet af de næste par dage, sådan som min tyske kuratorven foreskrev det. 

Samtidig i Athen var man ikke spor desorienteret. I løbet af denne første pressedag, hvor de fleste forsøgte at skabe sig et overblik over udstillingens mange venues og programpunkter, florerede der pludselig en artikel fra Art Agenda. Publiceringsdagen var nøje udvalgt. Under overskriften «We Become Bearing Gifts» leverede den græske kurator iLiana Fokianak og Grækenlands tidligere finansminister, rockstjerneøkonomen Yanis Varoufakis en skarp kritik af Documenta 14 for med placeringen af udstillingen i Athen at udleve en slags krise-fetichisme: «It is a voyeuristic desire to consume the crisis and the suffering of others, which is nothing new,” skrev de. Det er ikke nemt at være superstjernekurator i dag.

Den første aften endte på byens rådhus, som havde indbudt til reception med gratis drinks, djs i byrådssalen, jazzband i gården og en natklubsangerindes fri fortolkning af Pharrell Williams «Happy». Det var i al sin inkluderende attitude faktisk en fin og troværdig oplevelse. Overalt var der pyntet op med store orange blomsteropsatser og på festbannerne langs det ornamenterede loft lød påskriften «Kassel-Athen Documenta 14», som var det en fejring af en ny venskabsby.

– Kunstkritikk bringer en anmeldelse af udstillingen i næste uge.

Marta Minujíns The Panthenon of Books (1983/2017) – et tempel konstrueret af bøger – blev hurtigt et vartegn for Documenta 14 i Kassel. Den spejler de neoclassistiske søjler på Fridericianum, som huser EMST-samlingen fra Athen og danner en ny plads i Documentas hjerte, Friedrichplatz. Foto: Pernille Albrethsen.

Læserindlæg