Det er første gang at én af Københavns mest internationalt feticherede gallerister, Christian Andersen, selv kuraterer en gruppeudstilling på sit galleri af eget navn. Galleriet har vist gruppeudstillinger før i dets 4-årige levetid, men ikke med galleristen som afsender. Den knudrede pressetekst (skrevet af Milan Ther) peger på at udstillingen omhandler rytmer, ritualer og repetitioner. Ikke noget der resonerer med min egen oplevelse af udstillingen, men jeg blev til gengæld virkelig udfordret i både øje og krop af denne udstilling, der viser fire internationale kunstnere (født mellem 1977 og 1987), hvor kun Lina Viste Grønli er del af galleriets faste kunstnere. Først blev jeg indfanget af maleriet Snake by Night af danske Magnus Andersen (f. 1987), der stadig studerer på Städelschule. Det aflange maleri med en grøn træramme, hvorpå der er indskåret både måner og stjerner, forestiller en rød slange omgivet af mærkelige prikker, der ligesom vokser ud af lærredet. Kitschet, børneagtigt, og ganske vovet i æstetikken. «Ud med Malevich, ind med eventyret», tænkte jeg, inden mit blik søgte mod Lina Viste Grønlis store, flotte træører udhugget i fyrtræ, opsat på marmorblokke, placeret på lækre læderborde.
Hos Grønli er der tale om en formmæssig materialeundersøgelse, og forbindelsen til de andre værker på udstillingen er baseret på indholdet: kroppen, der bliver skulptur. De smukke øre-skulpturer kontrasteres af resten af udstillingens mere skramlede æstetik, som fx den dårligt opløste mobiltelefonvideo af Benedicte Gyldenstierne Sehested (f. 1977), der bliver vist på en fladskærm stående på gulvet. This Anatomy (2014) varer kun lidt over 3 minutter, men har en stærk kropslig effekt. Videoen viser Anna og Lotte-agtige dukkehænder, der gnidrer sig i glasskår, og mobiloptagelser fra gadeplan af mænd, der udsender enormt aggressive signaler. Denne video er også vovet i både æstetik og udsagn – dels er den ikke lækker (man må endda vende blikket på skrå, fordi formatet ikke er tilpasset fladskærmen), dels fornemmer man en reel farefuldhed ved det forhold, at den er filmet på gaden blandt disse ubehagelige voldstyper. Den ukultiverede aggressivitet kontrasteres af Shelly Nadashis (f. 1981) portræt af en mere kultiveret form for mandlig vold: sumobrydning. Sumo Souvenir (2015) består af fire indrammede fotografier af fede sumo-brydere med bumser på bagdelen og lår som elefanter. På flere af fotografierne vises kunstneren selv sammen med bryderne, og kontrasten mellem den næsten nøgne kæmpe og den påklædte lille kunstner bliver både komisk og skør. Igen er kroppen helt fremme i fokus, og det må i øvrigt være første gang at jeg har set noget som helst kropsligt på dette galleri, der mest har slået sig op på minimal konceptkunst og abstrakt maleri. Krop, kød, video og figurativt børneagtigt maleri er altså ikke, hvad jeg havde forventet at se hos Christian Andersen. Måske opleves Times endda ekstra vovet og kødfyldt i kontrasten til galleriets øvrige udstillinger. Men i sig selv er disse værker fængende, fordi de faktisk også føles som et brud med mange af tidens aktuelle praksisser, der ofte har mere fokus på form end på indhold. Her er indholdet helt fremme i værkerne, og paradoksalt nok opleves disse lidt halvubehagelige og endda lidt «grimme» værker, som indvarsler de nye tendenser. Eventyret, kødet, kroppen er måske på vej tilbage i kunsten?
