Med temperaturer over de 20 grader blev den danske sommer for alvor sparket ind i den forgangne weekend. Først åbnede Charlottenborgs sommerudstilling Take me (I’m Yours) – Hans Ulrich Obrist og Christian Boltanskis 23 år gamle udstillingskoncept med indbygget publikumsappel fordi den består af kunst, som man kan smage, røre og tage med hjem; t-shirt af Rirkrit Tiravanija, stempeltryk af Jeremy Deller, og, selvfølgelig, Félix González-Torres’ bolsjer. Derefter kunne man glide ind i en festivalweekend på Louisianas med «Art Alive» – et kunststjerne-spækket program med performance, samtaler, forelæsninger og blide happenings, såsom Shilpa Guptas hvide balloner med påskriften «I want to live with no fear», der sejlede igennem museets solfyldte have i hænderne på glade børn i bermudas.
Med en udstilling som føles lidt 90er-bedaget i kanten, er det kærkomment at Take Me (I’m Yours) også rummer et par opdateringer, eksempelvis i form af Wolfgang Tillmans cool anti-Brexit-kampagne, som i forvejen er til fri distribution og download. Samtidig er take-away-udstillinger nok det, der skal til hertillands, hvor man altid har ondt af hver eneste krone brugt på kultur, men hvor man uden at blinke anvender 10 milliarder årligt i statsstøtte til landbruget, mens den anden hånd shopper kampjagerfly til små 30 milliarder kroner. I det lys er gratis bolsjer og ditto balloner perfekt samfundsanalyse.
En anden af sommerens udstillinger er også netop åbnet – i Østersøen på øen Bornholm. Her, i kunstnerbyen Gudhjem, går Emil Westman Hertz rundt i sin skrånende klippehave og flytter på tørrede udgaver af skærmplanten kæmpebjørneklo. De indgår i skulpturelle arrangementer sammen med objekter af bivoks, gips, grene og andre elementer fra hans atelier og umiddelbare omgivelser. Bornholms Kunstmuseum, som viser en større udstilling af Westman Hertz – der er opvokset på øen og vendt tilbage efter endt uddannelse – kan dermed byde på sommerudstilling med lokal kunstner med international rækkevide.
«Jeg kan ikke alene, vil du være med?» – er titlen på den store Poul Gernes-udstilling, som hænger på Louisiana fra begyndelsen af juni og langt ind i efteråret. Det er angiveligt et citat af kunstneren selv, som naturligvis understreger den kollektivistiske ånd i Gernes’ kunstneriske projekt – lige fra etableringen af Eks-skolen i 1961 til de mange offentlige udsmykningsopgaver, som kunstneren udførte på sine ældre dage. Da Gernes i slutningen af de individualistiske 1980ere blev professor på det «rigtige» kunstakademi i København var kun få af de indskrevne studerende interesserede i at følge hans skole. I stedet tog han folk ind udefra, som var villige til at indgå i en slags mesterlære, hvor de assisterede ved de omfattende udsmykningsopgaver. Kollektivisme i forskellige klæder.
Louisiana bemærker, at udstillingen skal ses som et udtryk for, at Gernes endnu ikke har haft sit gennembrud i dansk institutionsverden. Ah, det kan da godt være det er rigtigt, men på en måde har den generation og den Eksskole efterhånden fyldt så meget i dansk kunsthistorisk bevidsthed, at det føles lidt svært at skrive under på. Til gengæld må man nok forvente, at Gernes’ farver og striber kommer til at se hamrende godt ud i den knopskudte villa ved Sundet.
En anden af de famøse Eks-skole-kunstnere, Per Kirkeby, udstiller denne sommer på Læsø Kunsthal. Den lille ø i Kattegat, som er et yndet feriemål, er i kunstsammenhæng kendt som øen, hvor både Kirkeby og Asger Jorn har resideret i længere perioder. Udstillingen fokuserer på værker, som Kirkeby har fremstillet under sine ophold på øen. Det lyder unægteligt som en klassisk sommerudstilling, der vil passe fint ind mellem uhæmmet indtag af jomfruhummere og sopning på de brede, hvide strande.
Så trænger man til gengæld nok til lidt «æterisk slim i det indre øre» jævnfør Lea Porsagers udstilling E(ar)theric Slime Post-Op som præsenteres på stormuseet Brandts i Odense. Pressemeddelelsens varedeklaration anfører slim, skum, 3D-animation og tonsvis af jern indkapslet i et postkonceptuelt tekstunivers. Det lyder som efterfølgeren til hendes aktuelle sprøde udstilling på københavnergalleriet Nils Stærk, hvor blandt andet Rudolf Steiners indre-øre-teori er sluppet løs i et lilla puderum …
Samtidig med åbningen af Porsagers udstilling, også på Brandts, åbner årets afgangsudstilling fra Det Fynske Kunstakademi. Det er med en vis bæven, man følger slaget omkring det lille men vigtige akademi. Rektor Stine Hebert valgte at fratræde ved årsskiftet efter at Odense Kommune pludseligt erklærede, at man havde indledt forhandlinger med Syddansk Universitet om en såkaldt indlejring af akademiet. Stillingen er endnu ikke slået op og man begynder at frygte om den overhovedet bliver det.
Også kunstakademiet i København har en større strukturomlægning under opsejling. Den er ikke offentliggjort i sin fulde udstrækning, men det er i hvert tilfælde besluttet, at Henriette Heise ansættes som leder og professor af grunduddannelsen, som i stedet for et toårigt forløb bliver af tre års varighed (jævnfør BFA-strukturen). Tre 60%-stillinger knyttes til denne afdeling, som – med professor Heise, grundlæggeren af det hedengangne Det Fri Universitet i spidsen – godt kunne gå hen og blive en ret attraktiv del af uddannelsen i København.
En «omlægning» i mindre skala tegner Statens Kunstfond sig for. Nærmere betegnet det nye Legatudvalg for Billedkunst, der tiltrådte ved årsskiftet. Man plejer først at kunne se omridset af et nyt udvalgs prioriteringer, når der er gået et års tid. Men dette udvalg har travlt og har allerede markeret sig med præmieringer af en række solo- og gruppeudstillinger på kunstnerdrevne steder og mindre institutioner, heriblandt Piscine; Toves, Ringsted Galleriet, Janus-bygningen og Tranen. At man overhovedet kan vide den slags skyldes, at hver eneste præmiering offentliggøres og fejres på Statens Kunstfonds Facebook-side inklusiv en seriøs skriftlig begrundelse, som må betragtes som en cadeau i sig selv.
En dansk kunstsommer vil i år nok inkludere et besøg til Berlinbiennalen, hvortil den netop offentliggjorte kunstnerliste er i fin overensstemmelse med forventningerne – epigonerne indenfor den kunsttypologi, som kuratorerne, producentkollektivet DIS, abonnerer på; Hito Steyerl, Simon Denny, Lizzie Fitch/Ryan Trecartin etc., samt en god portion af de kunstnere, der tilhører det Lower East Side galleri-entourage, som DIS hænger ud med. På den anden side – i betragtning at dette er «digital natives»-biennalen par excellence – vil denne udstilling sikkert også fint kunne opleves fra stranden på Læsø via live stream på Instagram.
For de som foretrækker at bruge sommeren på tidsrejser er Roskilde svaret. Efter et besøg i den fabelagtige katedral, hvor Dronning Margrete I (1353-1412) ligger begravet og hvor også den nuværende Dronning Margrethe II engang skal ligge (en anden Eks-skole-kunstner, Bjørn Nørgaard har allerede designet en glas-sarkofag til formålet) kan tidsrejsen fortsætte hos naboen, Museet for Samtidskunst, som lover «flere middelalderlige fremtider, flere episke vendettaer» med en seriel udstilling, som over de næste 100 år vil vises på 10 forskellige måder. Udstillingen #Iwillmedievalfutureyou4 er kurateret af Jacob Fabricius og mønstrer en pænt interessant kunstnerliste med Abu Bakarr Mansaray fra Sierra Leone over belgisk-amerikanske Cécile B. Evans, russiske Nadya Grishina og det danske post-punk-boyband Synd & Skam. Ikke meget traditionel sommersalat-udstilling dér.
Det har ikke noget med sommer at gøre og heller ikke direkte med billedkunst, men der er grund til at nævne Det Kgl. Teater, hvis nye skuespilchef Morten Kirkskov er i færd med at reformere institutionen på yderst inspirerende vis. Det er en kendt sag, at der generelt er mange flere roller skrevet for mandlige skuespillere end for kvindelige, hvorfor de fleste ensembler traditionelt har en overvægt af mænd. Men nu er det 2016, så hvad skal man gøre? Kirkskov vælger at ansætte 10 mænd og 10 kvinder og lader så eksempelvis skuespilleren Karen-Lise Mynster spille rollen som Kong Kreon, når teateret til efteråret opsætter Ødipus og Antigone. Det er ikke kun begavet politik, men tilmed også et greb, som i mine øjne øger teatrets kunstnerisk-konceptuelle kvaliteter betragteligt. Tænk hvis man indenfor billedkunsten kunne finde på et lignende smart greb til at korrigere kønsuligheden på den danske kunstscene. Hermed en invitation til alle om at tænke med over sommeren.
