Jeg har næsten glemt den, det øjeblik jeg swinger mig ud af SMKs karruseldør – udstillingen Japanomania i Norden 1875-1918. Den er som en omgang take-away sushi: lidt blandet nigiri, inside-out og de lidt tørre maki-ruller med køleskabskold agurk: den gør ingen fortræd, der er ingen overraskelser og den ligger og har det godt og fornuftigt med sig selv i madpyramiden.
Den, udstillingen, ved godt at japonisme i kunsten semi-agtigt er et udtryk for eurocentrisk kulturimperialisme og etno-appropriation af værste skuffe.
Den ved godt, at det er for meget, at man engang har kunnet se japanske børn i zoologisk have (oplevelsesøkonomien er en gammel opfindelse).
Den kender godt til alle de positioner, som findes indenfor kritisk teori vedrørende stereotypisering af befolkninger, nationer og områder og at europæiske udlægninger af østen er det rene fiktion.
Måske ved den også, at alt det med Østens æstetik muligvis blot var et modelune, en trend og noget helt nyt funky for de skandinaviske borgerdyr i slutningen af det 19. århundrede og at det var derfor, at Japan sneg sig ind i billedkunsten.
Den er klog nok, udstillingen. Og dygtigt lavet. Men smagen fordamper så snart den første bid er taget. Hvor er mit glas med sake?!
Jeg ved godt, at jeg skal gå tæt på værkerne og jeg går så tæt, så tæt på.
Og jeg ser dydigt sammenhængen mellem Hukosais bølger og de andre japanske træsnit og så de skandinaviske malere fra det moderne gennembrud. Fra bølge til Munchs skrig. Jeg forstår, at der er en taksonomisk relation mellem det ene værk og det andet værk.
Jeg kan se, at der er formel afsmitning fra de japanske til de europæiske kunstnere – formelle sammenhænge: træsnittet som medie eller en stilistisk sensibilitet.
Jeg ser at indflydelsen også drejer sig om malerier med diverse orientalsk interiør eller fremvisende europæiske kvinder klædt ud som japanske kvinder og at relationerne mellem det japanske og nordiske (som altså i den grad også er kontinentaleuropæisk med Monet, Van Gogh, Gauguin etc.) udfolder sig på det figurative plan. I de tilfælde, hvor de figurative slægtskaber bæres frem starter det i udstillingen typisk med et motiv i et japansk træsnit, som man så ser «fortolket» i ordets allermest usaltede forstand derhenad… Sake! Nu! Jeg er med.
Impressionisterne var vilde med Japan og Monet har det som om han er i Japan, når han er i Norge. Følger man den logik, er der selvsagt lige så langt fra flade Danmark til bjergrige Norge, som der er til Japan. Sake! Nu!
Den egentlige optur på denne udstilling er, at nogen har gjort sig umage og præsenterer en række fantastiske værker af kvindelige kunstnere fra perioden. Hvis du går kold i den nationale komparations-fest (hvem er mest japansk?) kan du blot gå på skattejagt i gode værker: Henriette Christine Hahn-Brinckmanns Aftenstemning (1900-04) er et nyt ikon i skandinavisk kunst.
Men hvad er så den egentlige forskningsmæssige overraskelse i denne her udstilling? Rejser den nogle nye spørgsmål? Måske faktisk, ja.
Et spørgsmål melder sig nemlig om, hvorvidt udstillingen som format altid er det bedste for museumsinstitutionen til at fremvise sine forskningsmæssige pointer? Måske er vi med udstillinger generelt nået et mætningspunkt for besvarelser og er nået derhen, hvor en udstilling ikke behøver at bære på svaret og konklusionen på den forskningsmæssigt problemstilling og være undersøgelsens endemål. I stedet kunne man ønske sig at udstillingen i højere grad var selve det som stiller spørgsmålet og slet og ret udfolder sig som et rum for og en opdyrkelse af tvivl.
