Det er ikke mere end et par uger siden, at det første MeToo-arrangement med relation til billedkunsten blev afholdt på dansk grund. Den københavnske kunsthal Overgaden lagde hus til et debatmøde arrangeret af Billedkunstnerisk Forbund og platformen I Do Art.
Forud for mødet var der flere, der udtrykte skepsis overfor den åbne og ret bredt formulerede dagsorden, der blev lagt for dagen. Var vi ikke snart klar til lidt mere spidsformulering her i Danmark? Nu, hvor vi først begynder fire måneder efter, det brød løs i Hollywood og på kunstscenen i New York (Artforum-skandalen) og næsten tre måneder efter at 1625 personer fra svensk kunstliv, under navnet #konstnärligfrihet, offentliggjorde en protestskrivelse mod krænkelse og chikane i svensk kunstliv.
Det blev dog en nærmest opstemt aften på Overgaden, hvor de tre udsendte fra #konstnärligfrihet agerede en slags fødselshjælpere for de danske medsøstre, der efterspurgte konkret rådgivning. Her blev det også klart, at uanset hvor man er nået til i den amerikanske, franske eller svenske debat, så var den åbne, helt-fra-bunden-samtale det rette anslag for denne første danske debat indenfor billedkunsten. Det er dér, vi er nået til i dansk kunstliv. Så det er her, vi starter.
Det blev også tydeligt, at det allervigtigste ved arrangementet var handlingen i sig selv: at debatten overhovedet fandt sted, på en kunstinstitution i København. Som den svenske kunstner Snövit Hedstierna formulerede det: «Jeg er ikke bange for at fortælle om ubehagelige overgreb begået mod mig selv eller mod andre, men jeg er bange for, at vi stopper med at tale om det.»
Hvert enkelt arrangement, artikel eller radioprogram om #MeToo er i sig selv en lille begivenhed, som tjener til at holde samtalen og den kollektive refleksion i gang. Det er en samtale, som Kunstkritikk allerede tager del i. Og i dag, på Kvindernes Internationale Kampdag, vender vi blikket mod den danske kunstscene med en enquete blandt 13 danske billedkunstnere på tværs af generationer fra 1970erne til idag – Maja Malou Lyse er endnu studerende på kunstakademiet i København, mens Jytte Rex tog afgang fra samme sted i 1969.
Vi har valgt at fokusere eksklusivt på den danske kunstscene, fordi der her – i modsætning til eksempelvis Norge og Sverige – har været markant mindre offentlig tale om MeToo-bevægelsen. Spørgsmålet er, om Danmark virkelig er «dér MeToo drog hen for at dø», sådan som det fornyeligt lød i en overskrift i den norske avis Klassekampen. Eller kan vi mon finde en måde at navigere på i den særligt danske tavse situation?
En anden vigtig lærdom i mødet med #konstnärligfrihet var nemlig, at den danske MeToo-debat nødvendigvis må formuleres på en anden vis. Vi kan lade os inspirere, men af forskellige grunde ikke blot overtage den svenske måde at agere og formulere sig på. Samtalen er – på godt og på ondt – langsommere og mere mudret i Danmark. Men hvordan så? Hvilke sprog, toner, former og håndtegn egner sig bedst for den danske samtale? Det er dét, arbejdet i de kommende måneder og år kommer til at handle om.
For at komme svaret et skridt nærmere har vi spurgt os til råds hos en række fremtrædende kvindelige kunstnere fra den danske kunstscene:
Kirsten Astrup, Nina Beier, Yvette Brackman, Hannah Heilmann, Susan Hinnum, Kirsten Justesen, Maja Malou Lyse, Lea Porsager, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Jytte Rex, Ane Mette Ruge, Nina Sten-Knudsen, Mette Winckelmann.
KIRSTEN ASTRUP
f. 1983, uddannet fra Kunstakademiet i Oslo og Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2017 samt Film- og medievidenskab på Københavns Universitet. For tiden forbereder Astrup kommende soloudstilling på Museet for samtidskunst i Roskilde.
Hvad tænker du overordnet set om MeToo-bevægelsen?
#MeToo har helt sikkert affødt vigtige og kærkomne diskussioner. Men jeg savner måske lidt større fokus på de bagvedliggende strukturer, som er selve årsagen bag de beretninger om chikane eller krænkelser, man mest hører om. Jeg synes, der i det generelle mediebillede er en kedelig tendens til, at folk, der udtaler sig, nærmest bliver sparket ihjel på sociale medier og diverse kommentarspor. Det gør det svært at ytre sig og det, synes jeg, er farligt. Så det ville være rart, hvis diskussionen kunne løfte sig lidt og rette sig mere mod de strukturelle forhold. Jeg er også ret træt af, at det skal handle så meget om begreberne «mænd» og «kvinder». Det ender meget med disse poler, hvilket bl.a. bevirker, at flere ikke-ciskønnede og ikke-binære personer ekskluderes fra samtalerne. Det er temmelig problematisk.
I andre kultursektorer har MeToo-bevægelsen været med til at tydeliggøre en række usynlige problemstillinger knyttet til magtstrukturer. Er det noget, du genkender fra din hverdag som billedkunstner?
Dette spørgsmål kan man både svare på helt konkret, i forhold til personlige oplevelser, og man kan tilgå det på et strukturelt plan. Jeg får lyst til at sige, at som queer-person har jeg haft flere hate crime-lignende oplevelser alle mulige steder, men faktisk aldrig i kunstmiljøet. Det er sikkert ikke sådan for alle, men personligt har jeg oplevet en langt større respekt her, end jeg gør mange andre steder. Det vil jeg egentlig gerne give creds til, selvom der er alle mulige andre strukturelle ting, som er sindssygt problematiske: Hvem bliver hørt i en samtale? Hvem kommer ind på gallerierne? Hvis’ værker bliver indkøbt? Her kan man hurtigt aflæse i statistikkerne, at ciskønnede, hvide mænd er overrepræsenterede. I forlængelse heraf har jeg også talt med ældre, kvindelige kolleger, som fortæller, at jo ældre de bliver, og jo mindre sexappeal de – i mainstreamkulturel forstand – har, jo mindre bliver de lyttet til. Der har jeg nok været så naiv at tro, at når man kom op i årene, fik man mere autoritet, men åbenbart ikke.
Tror du, det er lettere at være kvindelig kunstner i dag end i 1970erne?
På den ene side forestiller jeg mig, at der var en mere kollektiv ånd i 70’erne, end der er i dag. Det, tænker jeg, er anderledes nu, hvor tidsånden er præget af neoliberal tænkning, og hvor der er stort fokus på personlig præstation og konkurrence. Den samfundstendens berører naturligvis også billedkunsten, og det er virkelig noget, jeg hader ved vores tid. Men om det har været lettere i 70’erne, ved jeg ikke. Måske har det været sjovere? Da jeg var barn og teenager i 90’erne, havde jeg en klar overbevisning om, at kvindelige kunstnere per definition var dårligere end mænd; kunstens kvalitet, alt hvad de gjorde og tænkte – det var bare ikke særlig godt. Det tænkte jeg virkelig. Men hvor kom det fra? Selvfølgelig har jeg ikke den opfattelse nu, så måske er definitionerne af, hvad en rigtig kunstner er trods alt blevet bredere og mere mangetydig?
Oplever du, at der er en solidaritet blandt kunstnerne i din generation omkring de problemstillinger, som MeToo-bevægelsen har været med til at italesætte?
Jeg synes måske ikke, der er en særlig solidaritet forbundet til generationen – eller at jeg nødvendigvis føler mig som en del af en generation. Der er måske snarere en solidaritet på tværs af generationer med andre, som også forholder sig til disse spørgsmål. Jeg føler mig også forbundet med de kunstnere, der ligesom jeg har gået på Katya Sanders professorskole, Sprog, Rum og Skala, på kunstakademiet i København, fordi vi har talt så meget om normer, prækaritet og strukturelle forhold, og om hvad det vil sige at have en praksis i relation til alle disse spørgsmål.
Har du nogle bud på, hvordan man kan ændre situationen på dansk grund?
Jeg tror, noget kunne ændres, hvis man fik mere ordnede arbejdsforhold. Hvis en arbejdsgiver skal bruge en musiker eller en skuespiller, kan vedkommende se i en tabel, hvad personen som udgangspunkt skal have for sit arbejde. Sådan er det i mange tilfælde ikke, når nogen har brug for en professionel billedkunstner. Det er mere eller mindre Wild West. Jeg ved godt, at det af mange årsager ikke er så lige til, men jeg ønsker mig tariffer for det kognitive eller fysiske arbejde, som vores faggruppe – i lighed med alle mulige andre, der også har lange uddannelser bag sig – udfører for større institutioner eller virksomheder. Hvis den slags blev sat bare lidt i system, så tror jeg, man vil kunne skubbe til de strukturelle forhold. Jeg ved ikke, om det ville føre til færre krænkelser i bred forstand, men det er et sted at starte i forhold til at begrænse omfanget af situationer, hvor alt er til forhandling. Det er samtidig en meget konkret måde at være solidarisk med hinanden på, tænker jeg.
Personligt tror jeg også, at humor er super vigtigt. Fra dansk side kan det nogle gange se lidt hårdt ud, den måde emnet debatteres på andre steder. Man er bange for at sige noget forkert, og så ender man måske med slet ikke at sige noget. Det er en farlig vej. Derfor tror jeg også, humor kan have potentiale. Det har jeg selv brugt i mit videoværk Troe og Agtsom (2017), som i en sidehistorie behandler sexisme på arbejdspladsen. Der optræder to kvindelige ledere med store papmaché-hoveder, som har et crush på drag´en, postarbejderen Atlanta Longlegs. Det handler her om gængs sexisme, og hvor problematisk det er at fetichere den hotte drag, men det ville være noget andet, hvis lederne var to ciskønnede heteroseksuelle mænd uden papmaché-hoveder, som chikanerede drag-karakteren. Det er af og til lettere at tale om bagvedliggende strukturer, hvis man bruger humor og karikaturer, synes jeg.
NINA BEIER
f. 1975 er uddannet fra Royal College of Art i London i 2004. Bosat i Berlin. Tilknyttet gallerierne Metro Pictures, New York, Standard (OSLO), Croy Nielsen, Wien og josegarcia, mx, Mexico.
Hvad tænker du overordnet set om MeToo-bevægelsen?
Vi er langt fra en ligeværdig situation og overgreb er meget vigtige at tale om. Samtidig er det også et stærkt og effektivt emne at sætte i front for at nå til de mere fundamentale og strukturelle problemer, der ligger til grund for at overgreb overhovedet kan ske.
I andre kultursektorer har MeToo-bevægelsen været med til at tydeliggøre en række usynlige problemstillinger knyttet til magtstrukturer. Er der noget, du genkender fra din hverdag som billedkunstner?
Ja. Vi lever i et patriarkalsk-kapitalistisk samfund og markedet har hidtil placeret kvinder nederst i magthierarkiet. Så længe verdens værdier fordeles ulige blandt kønnene, vil den kommercielle kunstverden også ligge under for det. Det utilgivelige er, at denne magt-ubalance på forskellige måder også får lov at strække sig ind i de ikke-kommercielt styrede rum. Men markedet er i virkeligheden apolitisk og ligeglad, og det kan vende på en tallerken, hvis det motiveres økonomisk. Det er derfor, det er altafgørende, at andre med indflydelse i kunstens verden såsom offentlige institutioner, pressen, kuratorer etc. gør, hvad de kan for at veje imod. Og at de bliver stillet til ansvar, hvis de ikke gør det.
Tror du, det er lettere at være kvindelig kunstner i dag end i 1970erne?
Tja, tallene ser lidt bedre ud.
Oplever du, at der er en solidaritet blandt kunstnerne i din generation omkring de problemstillinger, som MeToo-bevægelsen har været med til at italesætte?
Helt bestemt. Der er adskillige nye platforme, hvor folk fra kunstfeltet samles om at bringe disse emner frem i lyset. Og det er godt. Til gengæld er tilblivelsen af den slags fora et symptom på, at de institutioner, der har opretholdt et ubalanceret program eller har huset magtmisbrugere, ikke har taget hånd om tingene selv. Mit håb er, at platforme, som gør brug af det eneste våben, der er til rådighed, nemlig offentlig skam, med tiden bliver overflødige, fordi de motiverer både de kommercielle og ikke-kommercielle institutioner til at prioritere disse emner både på et principielt og helt praktisk plan.
Har du nogle bud på, hvordan man kan ændre situationen på dansk grund?
Mit indtryk er at Danmark halter langt bagefter. Det overrasker mig stadig, at de danske institutioner i deres samlinger, nye indkøb og udstillingsprogrammer ikke er længere fremme med at udbedre balancen. Og mest af alt undrer det mig, at de ikke i højere grad bliver stillet til ansvar.
Yvette Brackman
f. 1967, uddannet fra University of Illinois i Chicago i 1997. Professor på Det Kgl. Danske Kunstakademi fra 2000-2007 og har været gæsteprofessor på flere skoler, blandt andet ved Kunstakademiet i Oslo.
Hvad tænker du overordnet set om MeToo-bevægelsen?
Det er jo et katalyserende øjeblik det her, når folk, der har oplevet seksuelt misbrug eller chikane samler sig og er solidariske med hinanden på den her måde. Det er utroligt stærkt at opleve og jeg føler en kærlighedsfyldt respekt for de her mennesker. Det er den største og mest kraftfulde manifestation, jeg har set i mit liv. Når jeg siger det, håber jeg så samtidig, at vi denne gang vil være i stand til at lave vedvarende institutionelle og lovmæssige ændringer, der sikrer beskyttelse af dem, der kommer frem og ikke bringer ofrene i fare eller straffer dem.
I andre kultursektorer har MeToo-bevægelsen været med til at tydeliggøre en række usynlige problemstillinger knyttet til magtstrukturer. Er der noget, du genkender fra din hverdag som billedkunstner?
Altså tavshedskultur og skam infiltrerer jo kunstverdenen, lige som alle andre erhverv. Kunstverdenen er så bare et endnu mere krænkende felt på grund af de myter om det mandlige geni, der ligger til grund for selve kunsthistorien, som Linda Nochlin så beundringsværdigt demonterede i sit kanoniske essay «Why Have There Been no Great Women Artists». Inden for kunsten har vi heller ikke nok organisationer, love og protokoller til at beskytte feltets aktører. Det hele foregår for det meste ret uformelt, uden kontrakter og repræsentanter og den slags, hvilket gør os utroligt sårbare.
Tror du, det er lettere at være kvindelig kunstner i dag end i 1970erne?
Situationen i dag er meget anderledes, end den var tidligere, og feltet er heldigvis blevet mere forskelligartet. I 70’erne var de stemmer, der blev hørt, overvejende hvide og heteronormative. Der var også opdelinger mellem kvinder, der ønskede at ændre feltets strukturer til at blive mere inkluderende og feminister, der ikke gik ligeså meget op i solidaritet som i at opnå samme magt og adgang til kunstscenen som mænd. Men vi har stadig brug for større repræsentation af kvinder på museer, i samlinger og på gallerier, og vi har i ligeså høj grad brug for større repræsentation af ikke-hvide, ikke binære og ikke-heteroseksuelle.
Oplever du, at der er en solidaritet blandt kunstnerne i din generation omkring de problemstillinger, som MeToo-bevægelsen har været med til at italesætte?
Jeg har mest talt med kvinder i tyverne om #MeToo. Men jeg har også talt om det med venner og kolleger i min alder i forhold til, hvordan vi kan støtte og opmuntre det arbejde, som denne fantastiske unge generation har påbegyndt. Med hensyn til min egen generation, så jo, solidariteten findes rundt omkring, og jeg har haft nogle meget produktive diskussioner. Men MeToo-debatten er næsten ikke-eksisterende i den danske kunstverden, og jeg tror, det er fordi, det er sådan en lille scene, hvor man er så tæt forbundne. Man søger i højere grad at undgå konfrontationer for at beskytte miljøet helt generelt.
Har du nogen bud på, hvordan man helt konkret kan ændre situationen på dansk grund?
Vi må fokusere på at finde de bedste måder at holde gerningsmændene ansvarlige, så tingene holder op med at køre i ring. Vi må også stå i solidaritet med alle dem, som er blevet krænkede og sårede og pleje miljøer, hvor folk føler sig trygge nok til at tale for sig selv og på vegne af andre. Vi er nødt til at holde mænd ansvarlige og forvente, at de tager stilling til adfærd, som objektiverer og udelukker kvinder.
Hannah Heilmann
f. 1978, billedkunstner, uddannet kunsthistoriker fra Københavns Universitet 2010. Del af kunstnergruppen Ingen Frygt (2001-2010) og af den kunstnerdrevne udstillingsplatform Toves galleri (2010-2018). Siden 2016 lektor på Det Kgl. Danske Kunstakademi, København.
Hvad tænker du overordnet set om MeToo-bevægelsen?
Jeg ser #MeToo som en ordentlig omgang frisk luft. Måske vil man om nogle år sige «hvordan kunne vi have det så formumme», at #MeToo overhovedet var nødvendigt? Ligesom man i dag synes, at det var helt sindssygt, at man engang brugte deodorant i skridtet, eller ligesom vores børn om nogle år vil spørge os, hvorfor vi blev ved med at købe iPhones, når nu vi godt vidste, hvordan de bliver lavet. Sådan tænker jeg også om #MeToo. Det er jo helt vildt heftige historier, der er kommet frem. Men det er også heftigt, at det opleves som heftigt, når den virkelighed var der hele tiden. Jeg kan se det på nogle af de mænd, som er i min omgangskreds – alle disse vidnesbyrd har gjort et voldsomt indtryk på dem. Her taler vi altså om mænd, som så sig selv som feminister i forvejen, altså sådan nogen, der allerede var trætte af at være «den hvide mand», fordi de selv syntes, de spillede på holdet. Her kan jeg se, at MeToo har gjort en forskel.
Det gælder også mig selv. Jeg tror egentlig ikke, at jeg går og udøver sexchikane her på akademiet, men MeToo har fået mig til at gentænke min egen magtposition som lærer for de studerende. Vi har jo ofte en ret venskabelig og hudløs omgangsform. Mange af de studerende er totalt «bløde» og deres projekter kan være meget personlige, så man er meget tæt på. Det kræver at jeg er bevidst om min egen rolle som lærer. Det kan da kun være rigtig sundt, hvis vi alle tilstræber at være bevidste. Der, hvor jeg bliver bekymret omkring #MeToo, er når vi får gravet nogle skyttegrave, hvor vi får gjort os mere binære end vi er.
I andre kultursektorer har MeToo-bevægelsen været med til at tydeliggøre en række usynlige problemstillinger knyttet til magtstrukturer. Er der noget, du genkender fra din hverdag som billedkunstner?
Jeg har overvejet, hvordan jeg bedst kunne indgå i dette interview. Det handler ikke kun om, at jeg så gerne vil sige det rigtige og bringe noget til torvs, som kan bruges. Men også fordi jeg ikke kan sige, at jeg i kunstverden-regi har oplevet grove overgreb. Jeg er da blevet raget på så sent som for et par dage siden til en koncert, og folk siger uhyrlige ting så mange steder – men altså jeg har aldrig oplevet, at nogen fortalte mig bagefter hvilke fonde de sad i. Forklejner jeg så de mest rå historier? Det er både en svaghed og styrke ved MeToo, at den også rummer dagligdags-chauvinismen, den strukturelle sexisme, som helt sikkert har påvirket mig voldsomt siden jeg var barn, hvor jeg f.eks. som helt lille ønskede mig at være dreng, for så ville jeg blive taget mere alvorligt. Det er jo også en slags baggage! Men også én som synes mindre, når man hører om en voldtægtshistorie. Jeg er heldigvis ikke blevet voldtaget. Men der er jo masser af mindre sensationelle, men stærkt formative oplevelser. Som at stå på en bar i Miami på kunstmesse for første gang med Ingen Frygt, i en gulvlang mandeskjorte som totalt skjulte min krop, og tro at jeg networkede, men så forstå, at det eneste, der foregik dér var, at jeg kunne blive prepareret med stoffer og farseret med tissemand. Det var en langt ude introduktion til en del af kunstverdenen, som jeg ikke kendte så meget til.
I Ingen Frygt var vi vel sådan lidt lokale pop stars og figurerede en del i medierne, og den serie af selvportrætter vi lavede begyndte fordi vi ville have vores egne fotografier, når vi blev interviewet i modemagasiner og dagblade. Det handlede om forventningen til, at vi skulle være lækre. Man var altid kvindelig kunstner, før man var kunstner. Der var flere fotografer, der med den største selvfølgelighed foreslog, at vi skulle drapere os i lagener på en seng. Samtidig var vores selvportrætter også med til at reproducere en masse fordomme, fordi vi spillede på det sexistiske eller eksotificerede både os selv og alt andet. Men altså, hvad kan man gøre? Det var et forsøg. I flere interviews fra dengang taler vi om at Ingen Frygt ikke er et feministisk projekt. Ikke fordi vi ikke selv var feminister, men for os var det mere alment projekt, mere kapitalismekritisk eller kulturkritisk projekt. Men efter at vi i en årerække konsekvent var blevet omtalt som kvindelig kunst med en særlig feminin æstetik, så vendte det for os. Vi tænkte, hvis det eneste man kan få øje på er, at det er nogle kvinder, der laver det – når vi selv synes, vi taler om død, kapitalisme og alt mulig andet – så må der være brug for det, vi laver som feministisk projekt. At grave et hul i verden, hvor der er plads til at tale om almengyldige menneskelige emner på en anden måde. Det var en mundfuld at tygge, for jeg har egentligt aldrig identificeret mig særligt meget med at være kvinde, selvom jeg bestemt heller ikke identificerer mig med at være mand, hvis du forstår?
Tror du, det er lettere at være kvindelig kunstner i dag end i 1970erne?
Det tror jeg, det er. Jeg har en fornemmelse af at det går fremad. Det er bare crazy, at vi ikke er nået længere. Der er stadig nogle virkelig dårlige statistikker for museumsindkøb og gallerirepræsentation, men der er også masser af kvinder som er med i gamet og jeg har ret meget håb for den unge generation. Alene antallet af kvindelige studerende på akademiet er opmuntrende, selvom jeg har en følelse af, at de kvindelige studerende ikke er færdige med at bearbejde problemstillingerne. Faktisk bliver jeg ind imellem lidt chokeret over, hvor meget de mærker tyngden af den problematiske arv – også de unge mandlige studerende kan faktisk savne anderledes forbilleder. Men der er også sket nogle ting. Der er en større tilladelse til at være legende i relation til kunstnerrollen for kvinder. Det giver mig håb. Samtidig, i forhold til 70erne, har vi den bagvendte udfordring, at vi er mere ligestillede end dengang og det betyder, at forskellighederne er mere usynlige og dermed også lettere at bagatellisere. Der skal vi være mere på mærkerne! Men vi skal overfase fra, at det er ren kvindekamp til det er en ligestillings- og diversitetskamp. Samtidig med at det bestemt stadig er kvindekamp. Det gør det hele mudret og heri består vor tids udfordring. Man kan ikke bare male det store røde banner og så er det sagt.
Oplever du, at der er en solidaritet blandt kunstnerne i din generation omkring de problemstillinger, som MeToo-bevægelsen har været med til at italesætte?
Mega meget! I forbindelse med #MeToo har jeg haft samtaler med mange forskellige mennesker, som er ekstremt engagerede og velformulerede. Jeg har det nok lidt anderledes med min generation af kunstnere, fordi jeg aldrig har gået på akademiet. Det er jeg nærmest lidt lettet over, for jeg er blevet forskånet for den mere chikanerende atmosfære, som man så vidt jeg kan bedømme mødte her i 00erne. Så jeg har egentlig kun oplevet stor solidaritet. Jeg arbejder i øvrigt en del sammen med mænd, f.eks. i Toves Galleri var der en overvægt af mænd, som jeg føler mig solidarisk med, men hvor jeg ikke er bleg for at indrømme at jeg måske somme tider bliver «one of the guys», og det kan også være et blindt punkt, den internaliserede tilpasning. Det er rigtig svært, og jeg vil ikke glatte ud, og måske er jeg generelt i en boble af mennesker, som jeg har valgt at omgive mig med, fordi jeg er for blød til at orke verden sådan, som den faktisk er. Jo større magtforskel der er, jo større risiko er der nok også. Jeg har fundet hen til de steder, hvor der var plads til mig, og måske også hvor magtforskellene ikke er de største.
Har du nogle bud på, hvordan man kan ændre situationen på dansk grund?
I forhold til hvad vi kan gøre, så tror jeg, at man hele tiden må skærpe den generelle bevidsthed omkring ligestillingsspørgsmål. De angår os alle sammen. Og så må alle tænke: repræsentation, repræsentation, repræsentation. Hele tiden. Hvis vi bliver i de mere uldne ligestillingsspørgsmål, så har jeg haft flere samtaler på det seneste med kunstneren Henriette Heise og forfatteren Pernille Abd-El Dayem, som går på det med at vælge det introverte som position. Det arbejder de begge med på hver deres måde. Der er ikke noget højrøstet slogan-udtryk over det de laver, men det modsatte. Heise taler somme tider om at tage usynlighedskappen på. Heise kan finde på at spørge: burde man tage sig sammen og støbe nogle flere ting i bronze eller handler det netop om at stå fast på at nogle andre ting også kan være gyldige? Altså, skal man vinde macho-territoriet på de gældende præmisser eller skal man insistere på et andet territorium med andre regler. Jeg er selv i tvivl om, hvorvidt den randposition, som jeg selv befinder mig i, og som egentlig passer mig godt, egentligt også handler om, at det er et lidt sikkert sted. Samtidig er det jo også fordi, jeg synes det er spændende her … I virkeligheden kan det også være, at det er for sent at fokusere på repræsentation i forhold til de dér museumssamlinger. Måske er det slet ikke dér, det sker, eller overhovedet sådan man laver kunst om 20 år, eventuelt er museerne bare blevet sparet væk? Men i den forstand at lige nu handler det netop om territorierne, og de samlinger er jo stadig vigtige, fordi forbilleder betyder ALT. Samtidig må jeg altså vende tilbage til, at det er meget svært at være firkantet, når det man bekriger ikke er firkantet, men uldent og nuanceret. Derfor bliver svaret også det.
Susan Hinnum
f. 1959, ph.d. fra Aarhus Universitet og Det Kgl. Danske Kunstakademi. I 1991-1992 var hun med i det feministiske projekt Bob Smith. Siden 2007 forstander for Kunsthøjskolen på Ærø.
Hvad tænker du overordnet set om MeToo-bevægelsen?
Jeg tænker, at der er to bevægelser i MeToo. Den ene handler om det, der satte #MeToo igang, altså kvinder, som gik ud og fortalte om virkelig grove og forfærdelige overfald. Den anden del er resultat af, at magt korrumperer, og at det nu får konsekvenser. Når en bevægelse som #MeToo starter på nettet, så udvikler den sig jo eksplosivt, og er uden for kontrol. Det er et åbent forum i en globaliseret tid, hvor dit problem også er mit, på tværs af landegrænser, geografi og sprog. Derfor ser jeg også #MeToo som resultat af den kultur, vi har for tiden; en call out-kultur hvor man «råber» sin utilfredshed ud til verden via sociale medier.
I andre kultursektorer har MeToo-bevægelsen været med til at tydeliggøre en række usynlige problemstillinger knyttet til magtstrukturer. Er der noget, du genkender fra din hverdag som billedkunstner?
I min dagligdag som højskoleforstander genkender jeg det ikke. Måske fordi jeg, siden jeg startede her for mere end 10 år siden, har sagt til samtlige elever og ansatte, at sex mellem kursister og undervisere er forbudt på stedet. I modsætning til mange andre lignende skoler er det måske derfor ikke et problem, vi har bøvlet med.
Tror du, det er lettere at være kvindelig kunstner i dag end i 1970erne?
Det er et spørgsmål, jeg har tænkt meget over, for et svar er ikke så enkelt. Ud fra en økonomisk betragtning er situationen ikke blevet nemmere i dag. Kvindelige kunstnere udgør stadig i gennemsnit under en fjerdedel i de gode kommercielle gallerier herhjemme, og det samme gælder i forhold til store museumsudstillinger. Besvares spørgsmålet derimod i forhold til en social læsning, er det klart blevet nemmere at være kvindelig kunstner idag set i forhold til 70’erne. Først og fremmest fordi kunstnerrollen ikke længere per definition tænkes som en maskulin profil, men som en rolle, der kan udfoldes på alle mulige måder.
Oplever du, at der er en solidaritet blandt kunstnerne i din generation omkring de problemstillinger, som MeToo-bevægelsen har været med til at italesætte?
Jeg har svært ved at forestille mig, at man kan være andet end solidarisk. Alligevel kan man jo godt have et nuanceret forhold til, hvordan den her tematik omgås. For mig at se handler MeToo-bevægelsen om at lære at sige nej, og at høre at der bliver sagt nej. Men, når man siger nej til noget, som magten vil have af en, så har det jo også konsekvenser. Man må derfor finde ud af at tiltage sig magten på en anden måde, for et hvert oprør starter med et nej, og et nej har altid konsekvenser.
Har du nogle bud på, hvordan man helt konkret kan ændre situationen på dansk grund?
Altså, alle har jo vidst i årevis, at der for eksempel er kunstnere, som er meget fysiske i deres tilgang til omverdenen og dermed også til deres studerende. Det har nu fået et navn og nogle konsekvenser i modsætning til tidligere, hvor der har været en tendens til bare at sige «fuck det». Overgreb er overgreb, og det er uacceptabelt. Samtidig er det også helt håbløst, hvis vi alle sammen skal til at udfylde kontrakter med hinanden, for at undgå misforståelser. Seksuellle overgreb skal have retmæssige konsekvenser – resten er en on-going genforhandling.
Kirsten Justesen
f. 1943, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1975. Justesen har været professor på Kunsthögskolan i Stockholm i 1994, samt afdelingsleder på scenografuddannelsen, Statens Teaterskole, 1985-90. Tilnyttet Avlskarl Gallery i København.
Hvad tænker du overordnet set om MeToo-bevægelsen?
Jeg synes, at det er fuldstændig fantastisk. Jeg har længe gået og ventet på, at der kom et opgør imod magt, misbrug og patriarkalske krænkelser. Jeg tror ikke, at magtens mennesker vil turde det i fremtiden. Strålende at det misforhold er kommet på den offentlige agenda. Det har været skønt at se, at de amerikanske skuespillerinder begynder at sige fra. Jeg har selv arbejdet meget indenfor scenekunst og har hørt den holdning ytret, at man som kvindelig musikere selv er ude om at blive objektificeret, fordi man gør sig til på scenen. I symfoniorkestre optræder de mandlige musikere i anonym dresscode, mens kvinderne bærer kjoler, der udtrykker deres rolle i orkestret. Men du bliver aldrig castet til noget, hvis du ikke udtrykker dit potentiale, og derfor er det grotesk, når sådan en replik kommer op.
I 1960’erne var jeg meget i Italien, og det var lige rædselsfuldt hver gang, fordi der var så meget chikane i det offentlige rum. For ti år siden fik jeg et residency i Rom, og jeg tænkte, om jeg virkelig orkede det igen. Men da havde jeg jo brugt alle mine æg, så der skete ikke en skid. Jeg er blevet fuldstændig usynlig og det er heller ikke sjovt.
Det handler også om flirten, og jeg kan ikke lade være at tænke på, hvordan folk skal få børn efter #MeToo. Man risikerer, at kommunikationen bliver fuldstændig umulig, fordi man bliver slået over fingrene inden noget overhovedet er begyndt. På den måde er det kompliceret, synes jeg, for MeToo kan også være med til at fremme en puritanisme. Op igennem 60’erne og 70’erne var en del af vores oprør af lægge alting bag os – småborgerligheden og efterkrigstidens puritanisme. Vi bollede med alt, der kunne bevæge sig indtil vi fik børn.
I andre kultursektorer har MeToo-bevægelsen været med til at tydeliggøre en række usynlige problemstillinger knyttet til magtstrukturer. Er der noget, du genkender fra din hverdag som billedkunstner?
Det, at man især arbejder indenfor meget små strukturer betyder selvfølgelig, at man er udsat som kvinde, og det må man jo tage på sig, Det er i forvejen et råt erhverv og patriarkatet har defineret kunstrummet i flere tusinde år, så det kan være svært at sige, om det nu lige er på grund af dit køn, dit hoved eller dit projekt, at du oplever modstand. Den vigtigste forudsætning for at overleve i denne her branche er, at man ikke bliver ked af det eller gemmer sig væk, når man oplever modgang. Man er nødt til at have syvdobbelt power for overhovedet at komme nogle vegne.
Et tankevækkende eksempel er, når Statens Museum for Kunst i øjeblikket præsenterer en kunstner som Ursula Reuter Christiansen i en beskeden bi-opsætning, mens de samtidig blænder op for en kæmpestor, forskningsbaseret, velunderbygget udstilling om ældre, primært mandlige, kunstnere. Det kan jeg godt mobilisere en rimelig forargelse over. Hvis man samtidig kigger på deres udstillingsprogram igennem de sidste fem år, så tegner der sig et billede af en institution, der ikke rigtig har fingeren på pulsen i forhold til kønsrepræsentation. Det gælder for så vidt også for Charlottenborg – hvor mange kvinder har de vist i soloudstillinger over de seneste mange år? Sådan ser den hjemlige scene ud for tiden, men jeg er meget tilfreds med, at der findes nogle lommer ude i verden, hvor man er lidt mere opdateret og får inspirerende modstand. Danmark er lidt bagefter. Kigger man imod Holland, Østrig eller Sverige, så ser kønsstatistikkerne på mange museer anderledes ud, og man kunne godt få den tanke, at de danske kuratorer rejser for lidt. Der er naturligvis undtagelser, fx Tranegården (idag Tranen, red.), som allerede i 60’erne var meget bevidste. Min første soloudstilling, Husmorbilleder, blev vist dér i 1975. Desuden kan jeg jo henvise til den konference, nogle kvindelige kunstnere iværksatte i 2003, som hed «Før Usynligheden». Det var en optælling af statstøttede danske museers indkøb af maleri af kvindelige kunstnere i tiåret op til 1998 – seks procent af indkøbene blev det til.
Tror du, det er lettere at være kvindelig kunstner i dag end i 1970erne?
Ja, det tror jeg, alene fordi flere kvindelige kunstnere er blevet synlige. Der er mange forhold, der har ændret sig med min generation. Traditionelt har kvindelige billedkunstnere fravalgt at få børn, og det er nok det mest karakteristiske for min generation, at vi ville have det hele. Vi slæbte de arme børn med under armen. Vi arbejdede om natten og fik det til at fungere på en eller anden måde. Som studerende lavede vi eksempelvis en vuggestue på kunstakademiet og erobrede billedhuggerhaven til legeplads. Vi var meget fokuserede på at handle, og det tror jeg også har været med til at bane vejen for kvindelige kunstnere efter os.
Oplever du, at der er en solidaritet blandt kunstnerne i din generation omkring de problemstillinger, som MeToo-bevægelsen har været med til at italesætte?
Ikke i min egen generation. I 70’erne var kunst borgerskabets fornøjelse og feminister var dengang per definition socialister. Det kønspolitiske, det politiske og det faglige var vævet totalt sammen. Man kan ikke sige, at vi hjalp hinanden frem dengang, og det var ikke karrieretanken, der var prioriteten. Vi var på en kunstnerisk opdagelsesrejse, som handlede om at formulere verden på ny – ikke om at gøre karriere i første omgang.
Det at arbejde som billedkunstner er først og fremmest et individuelt projekt, selv om man kan følges med andre et stykke af vejen, hvis man har fælles interesser. Du har en faglighed, du udforsker og for de fleste var deres praksis ikke et kønspolitisk, men et billedkunstnerisk projekt. Det er nok også derfor #MeToo ikke har haft den sammen gennemslagskraft indenfor billedkunsten som i andre kultursektorer.
Har du nogle bud på, hvordan man kan ændre situationen på dansk grund?
Det er grundlæggende råt at arbejde som billedkunstner, og jeg har igennem mange år arbejdet for gennemsigtighed i strukturerne. I mit kunstpolitiske arbejde har jeg principielt aldrig foreslået en mand til noget som helst. Jeg har altid gjort mit hjemmearbejde for at kunne pege på den bedst egnede kvinde. Jeg har kæmpet for den første kvindelige professor på kunstakademiet. En automatreaktion udpeger en mand, og derfor er det et nødvendigt arbejde. De senere år har Kulturministeriet altid bedt om en indstilling fra hvert køn til diverse poster, så der er sket et fremskridt.
Din generation er forkælet på mange måder og har en tendens til at tro, at tingene bare dukker op af sig selv. I skal fortsat ud og slås for det. Gå ind i de magtstrukturer, der eksisterer og ændr dem indefra. Skab nye selvfølgeligheder.
Maja Malou Lyse
f. 1993, MA-studerende på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Har senest deltaget i gruppeudstillingen Mediated Matter på Kunsthal Charlottenborg og lavet performances på blandt andre Roskilde Festival, Statens Museum for Kunst og Den Frie Udstillingsbygning.
Hvad tænker du overordnet set om MeToo-bevægelsen?
Jeg har tidligere stillet spørgsmål ved præmissen for #Metoo, da jeg ikke synes, at det er ofrenes ansvar at rive op i deres sår og sætte deres traumer på display for at blive hørt og taget seriøst. Overgrebskultur er ikke kvinders ansvar. Det er alles problem. Så for mig giver det ikke mening, at løsningen skal komme fra kvinder og andre ofre for vores overgrebskultur. Når det er sagt, så er jeg positiv over for måden bevægelsen har integreret sig på, og den udbredte solidaritet og de konsekvenser mænds handlinger har fået. Jeg er meget spændt på at se, hvad der kommer til at ske de næste par år. Jeg er sikker på dette skaber rum for mere fokus og udvikling fremover.
I andre kultursektorer har MeToo-bevægelsen været med til at tydeliggøre en række usynlige problemstillinger knyttet til magtstrukturer. Er der noget, du genkender fra din hverdag som billedkunstner?
Det er helt sikkert noget, jeg genkender. Men jeg har altid haft et stort behov for at alliere mig med venner og arbejde sammen på vores egne præmisser. Jeg arbejder ofte sammen med andre kvinder/queer personer/medfeminister, hvor der er fokus på intern solidaritet. For mig er det nemmere at håndtere problematikker, når man står sammen og har et fælleskab, man kan spejle sig i.
Tror du, det er lettere at være kvindelig kunstner i dag end i 1970erne?
Der er nok nogle punkter, hvor det er blevet lettere. Men jeg synes ikke det er noget, jeg kan sige så meget om, da jeg ikke selv var kvindelig kunstner i 70’erne.
Oplever du, at der er en solidaritet blandt kunstnerne i din generation omkring de problemstillinger, som MeToo-bevægelsen har været med til at italesætte?
Helt sikkert. Siden 70’erne er feminisme blevet meget akademiseret og den har hovedsageligt tilhørt hvide akademikere. De sidste par år er der kommet en ny bevidsthed i min generation. Feminisme er blevet infiltreret i mainstream-kulturen, og den har igennem populærkulturen givet flere personer et nyt sprogligt forhold til feminisme. For mig er solidariteten i min generation enormt synlig, da sociale medier er vigtig faktor for kommunikation og debat.
Har du nogen bud på, hvordan man kan ændre situationen på dansk grund?
For mig står det klart, at en ny og mere progressiv seksualundervisning er et fundamentalt værktøj. Selv om vi lever i en hyper-seksualiseret kultur, så er der sjældent rum for dybdegående eller komplekse samtaler om sex og seksualitet. Dette skyldes, at sex stadig er ekstremt tabuiseret, og at vi stadig har stærke, internaliserede følelser af skam og perversion. Derfor er traditionel sexualundervisning oftest reduceret til kliniske informationer om fx graviditet og sygdom. Jeg tror også, at vi har skabt en giftig forestilling om, at sex er kroppens sprog, og at den derfor skal bruges intuitivt, og at vi altid ved, hvad hinanden vil ha og ikke vil ha, uden at vi kommunikerer verbalt om det. Det er netop myter som denne, som skal punkteres. Grænser og samtykke må ikke florere i en gråzone. Og hvordan kan vi tale om sex, når vi aldrig har lært hvordan? Jeg ønsker bedre og mere nuanceret information om seksuelle normer, samtykke og kropslig autonomi – i al dens queer-kompleksitet.
LEA PORSAGER
f. 1981, er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2010 og deltog i 2012 på Documenta med værket Anatta Experiment. Hun er ph.d.-kandidat ved Konsthögskolan i Malmö og Lunds Universitet.
Hvad tænker du overordnet set om MeToo-bevægelsen?
Først og fremmest tænker jeg, at bevægelsen er super vigtig. For mig peger den videre ind i et skema af strukturelle magt(mis)forhold.
I andre kultursektorer har MeToo-bevægelsen været med til at tydeliggøre en række usynlige problemstillinger knyttet til magtstrukturer. Er det noget, du genkender fra din hverdag som billedkunstner?
Magten og «kønnet» lyser som en vældig lygtepæl over landskabet, ja. Kunstmarkedet stråler som en vanvittig uforholdsmæssig stor patriarkalsk størrelse, ja.
Tror du, det er lettere at være kvindelig kunstner i dag end i 1970erne?
Man skulle tro, at vi var kommet udover den kvælende, dualistiske tankegang om mænd og kvinder. Men jeg må konstatere, at det ikke ser sådan ud, og at den manglende ligestilling og repræsentation af kvinder derfor er super vigtig at tage seriøst. De fleste kommercielle gallerier synes immune overfor den kritik. Men museer må tage repræsentationen seriøst. Det er vores fælles kulturarv.
Da Malene Dam, Michala Paludan, Anne Mette Schultz og jeg lavede seminaret Cut the Gap i samarbejde med Mikkel Bogh og Birgitte Anderberg på Statens Museum for Kunst sidste år, mærkede vi en stor tilslutning og en sult efter at diskutere, hvad feminisme er i dag. Vores samarbejde og korrespondance startede for tre år siden i chokket over måden, hvorpå feminisme og kønsspørgsmål bliver diskuteret i den danske presse. Der eksisterer ikke noget sprog for at tale om magt(mis)forhold på et strukturelt plan i langt de fleste medier. Med vores titel forsøgte vi at pege på diversitetskløften og insistere på at udfordre de dominerende magtmekanismer og få institutionerne ind i mere komplekse konstellationer. Jeg synes, det var en opturdag på Statens Museum for Kunst; en af de dage hvor man mærker en vilje til at ændre på nogle af de (u)bevidste mekanismer, der understøtter magtens gamle rutiner. Det var stimulerende! Vi må have flere af de samtaler.
Oplever du, at der er en solidaritet blandt kunstnerne i din generation omkring de problemstillinger, som MeToo-bevægelsen har været med til at italesætte?
JA!
Har du nogen bud på, hvordan man helt konkret kan ændre situationen på dansk grund?
MIND THE GAP, CUT THE CRAP, CUT THE GAP. WAHE GURU!
Lilibeth Cuenca Rasmussen
f. 1970, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 2002. Blandt initiativtagerne til det kunstnerdrevne udstillingssted Otto i København. Siden (år?) har hun været ansat som lektor i performance og tidsbaseret kunst på Fakultet for kunst, musikk og design på Universitetet i Bergen.
Hvad tænker du overordnet set om MeToo-bevægelsen?
Selvfølgelig er #MeToo vigtig, men jeg synes også, at debatten omkring det er blevet meget mudret, og ind imellem går det for langt. For eksempel var der en sag i Manila for nylig om en mandlig kunstner, der eftersigende havde befamlet en yngre, kvindelig kunstner til en fest. Situationen eskalerede og resulterede blandt andet i, at hans gallerist lukkede hans udstilling. Det, jeg tror, der skete, var, at fordi historien om ham kom frem, blev han et offentligt billede på andre, ufortalte historier om andre krænkere, og straffet kollektivt for et større fænomen. Det er problematisk, hvis du spørger mig.
I andre kultursektorer har MeToo-bevægelsen været med til at tydeliggøre en række usynlige problemstillinger knyttet til magtstrukturer. Er der noget, du genkender fra din hverdag som billedkunstner?
En enkelt gang er det sket, at en mand er kommet hen til mig og ville snakke om en af mine performances, som han havde set. Det var Lucy (2014), hvor jeg er nøgen og smurt ind i ler. Det havde sat gang i nogle refleksioner, som han formulerede det, og jeg indvilligede i at snakke med ham, da det lød som en faglig samtale. Men så sagde han pludselig, at han mente, jeg ville være god at have sex med. Det fandt jeg da bestemt krænkende, og sådan noget må ikke få konsekvenser for mine værker. Men ellers er det ikke noget, jeg oplever. Jeg har også snakket med en del af mine kollegaer om de her ting, og de oplever det heller ikke. Måske virker det nogle gange lidt som om, at man forsøger at grave noget frem, som ikke findes i så nævneværdig grad på den danske kunstscene?
Tror du, det er lettere at være kvindelig kunstner i dag end i 1970erne?
Jeg ved ikke, om det er blevet lettere. Jeg har haft flere yngre praktikanter, som har fortalt mig, at de var bekymrede i forhold til at få børn og have karriere samtidig. De er freelancere, så der er jo nogle spørgsmål omkring de prekære arbejdsforhold inden for kunsten og det at kunne stifte familie for eksempel. På den anden side tænker jeg, at de skandinaviske samfund og kunstscenerne her skiller sig ud ved netop at kunne rumme karrierekvinder med børn. Man skal ikke så langt væk for at opleve, at det ikke er sådan. Og i Japan er kunstner stort set det eneste, du kan blive, hvis du både vil have børn og karriere, for i alle andre brancher er det no go.
Oplever du, at der er en solidaritet blandt kunstnerne i din generation omkring de problemstillinger, som MeToo-bevægelsen har været med til at italesætte?
Jeg oplever generelt den danske kunstscene som meget kollegial, og at kunstnerne her, på tværs af kønnene, er gode til at bakke hinanden op. Det er jo en lille scene, og konkurrencen er ikke så stor. Ved nærmere eftertanke kan det måske også være en grund til, at det så er sværere at snakke om de her ting, hvis de finder sted. Jeg mener, hvis det er en, man kender, som har gjort noget krænkende, kan konsekvenserne ved at sige det måske føles uoverstigelige, også for relationen til andre, der kender vedkommende.
Har du nogle bud på, hvordan man helt konkret kan ændre situationen på dansk grund?
Man skal sige nej, hvis der er noget, man ikke vil, og man skal sige det højt, hvis noget uacceptabelt finder sted. Der må vi skandinaviske kvinder også leve op til vores priviligerede position og ry for at være stærke. Hvis jeg erfarede, at nogen havde forgrebet sig på en af mine studerende, så ville jeg gå til ledelsen med det samme. Det er helt sikkert.
JYTTE REX
f. 1942, billedkunstner, fotograf, forfatter. Uddannet på Det kgl. Danske Kunstakademi i 1969. Del af kunstnergrupperingen Kanonklubben 1968-1970. Tilknyttet Clausens Kunsthandel og Banja Rathnow Galleri, København.
Hvad tænker du overordnet set om MeToo-bevægelsen?
Kvinders rettigheder er et af de mest grundlæggende demokratiske principper. Og det, der foregår nu med MeToo-bevægelsen demonstrerer hvor stærkt en folkelig protest med stærke budskaber er i stand til at slå indlysende igennem og blive en bevægelse. Pandoras Æske af ufortalte historier og overgreb på mange planer er nu åbnet med forhåbentlig afsmittende virkning til lande, hvor kvinders rettigheder nærmest er middelalderlige. Også hos os hvor de primitive samfunds- og kønsmæssige strukturer dog ikke er så hårdt optrukket, men de findes. Og nu er der sat fokus på.
Tror du, det er lettere at være kvindelig kunstner i dag end i 1970erne?
Indenfor billedkunst kom det til et opgør i 70´erne, hvor det var tydeligt, at kunst skabt af kvinder blev anbragt i det bekvemme skuffedarium «Kvindekunst». Dvs. at «rigtig» kunst nærmest per automatik blev defineret som skabt af mænd. Kvindeoprøret i 70´erne hjalp ikke de første mange år på de fastlåste opfattelser, tværtimod blev mange af kvinderne frosset ud, både i forhold til udstillingsmuligheder, økonomi, opmærksomhed/ anmeldelser. Bevidst usynliggørelse blev et instrument for en småborgerlig vendetta vendt mod de højtråbende kvindelige kunstnere. I midten af 80´erne åbnede fastlåsningen sig lidt, det kom dog mest de nye unge generationer til gode. Mange af os, som var unge i 70´erne, blev stadig set ned på som «kvindekunstnere» – en lille underafdeling til den rigtige (mande)-kunst.
Har du nogle bud på, hvordan man kan ændre situationen på dansk grund?
Som en vej ud af begrænsningerne kunne et skridt i den rigtige retning være at give plads på de oprindelige kunstnerudstillingssteder; Den Frie Udstillingsbygning og Charlottenborg. Kuratorerne behøver ikke have fuld hals- og håndsret over disse steder, for deres berøring med samtidskunstnerne er ofte tilfældig. Det vigtigste er et opgør med eksisterende magtstrukturer. Der findes et rigt varieret system af komponenter, og der kunne opstå fine og oplysende helheder ved at lade kunstnerne selv arrangere deres udstillinger. Hvorfor dog lade som om kunstnerne ikke selv har evnen til at sammensætte vigtige og helt anderledes udstillings-helheder, men absolut har brug for kuratoriske mellemled. I disse år åbner stadig flere alternative udstillingssteder med uventede og interessante sammensætninger af kunstnere.
Ane Mette Ruge
f. 1955. Praksis omfatter arbejde med mediekunst, og såvel analoge som digitale og interaktive installatoriske værker. Desuden flere udsmykningsopgaver i ny arkitektur i offentligt rum.
Hvad tænker du overordnet set om MeToo-bevægelsen?
Jeg følger bevægelsen i udenlandske og danske medier og støtter blotlæggelsen af den kendsgerning, at der er miljøer, hvor magtmisbrug er en accepteret del af kulturen.
I andre kultursektorer har MeToo-bevægelsen været med til at tydeliggøre en række usynlige problemstillinger knyttet til magtstrukturer. Er der noget, du genkender fra din hverdag som billedkunstner?
Jeg har, siden starten af 1980erne, hvor jeg blev del af billedkunstmiljøet, været bevidst om, og ofte observeret forfordeling og ulighed, både mellem mandlige og kvindelige kunstnere, og mellem andre aktører i miljøet. Jeg har kun sjældent selv følt mig som offer for diskriminerende magtstrukturer, og jeg tror det skyldes to ting:
For det første har jeg, så vidt muligt, fravalgt både uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser, og fortrinsvis har opsøgt og dannet autonome netværk, som ikke har været underordnet institutionelle strukturer. For det andet valgte jeg tidligt, omkring 1981, at arbejde med mediekunst, som på det tidspunkt var et vidt åbent felt, hvortil mange kvindelige kunstnere søgte, både motiveret af begejstret interesse for den nye teknologi, der gradvist blev tilgængelig. Videokunstmiljøet fungerede i 80erne og til dels i 90erne som en slags enklave, hvor kvindelige kunstnere havde lige så gode muligheder som de mandlige kolleger, hvis ikke bedre. Vi kvinder, som mødtes i et internationalt netværk omkring mediekunst følte os stærke i bevidstheden om at indtage teknologien, som ellers som en selvfølge var et maskulint domæne. Desuden var videokunsten på det tidspunkt et satsningsområde for Det Danske Filminstitut.
Tror du, det er lettere at være kvindelig kunstner i dag end i 1970erne?
1970er-generationens kvindelige kunstnere kæmpede jo om nogen for lige vilkår kønnene imellem, og de var vigtige og synlige i min generations blikfelt. Men jeg tror ikke, man kan tale om, at det var nogen let tid at være kvindelig kunstner i. Jeg tror, det er lettere at tilegne sig en identitet som kvindelig kunstner i dag. Der er langt flere kvinder i kunstmiljøerne, og mængder af tydelige forbilleder at forholde sig til. Jeg oplever unge kvindelige kunstnere som stærke i deres bevidsthed om vigtigheden af både faglig styrke og fællesskab. Til gengæld har jeg indtryk af, at der i kommercielle sammenhænge ikke er meget, der er blevet lettere. Jeg har aldrig lavet særlig salgbar kunst, så det er derfor ikke noget, jeg selv har mærket. Men det lader til at være vanskeligere for kvinder at få fast grund under fødderne i gallerierne. Det kan hænge sammen med at på trods af, at gallerister gerne vil vise kvindelige kunstnere, så sælger de ikke lige så godt som mændene. Derfor ryger de måske hurtigt ud igen og får ikke udstilling nummer to.
Oplever du, at der er en solidaritet blandt kunstnerne i din generation omkring de problemstillinger, som MeToo-bevægelsen har været med til at italesætte?
Ja, det synes jeg, men det er ikke noget, jeg har diskuteret ret meget med mine jævnaldrende kolleger. Jeg følger med og lægger jo mærke til, at der netop har været et debatarrangement på Overgaden om #MeToo, som jeg gerne ville have deltaget i, og jeg hører ikke nogle, som synes at det er en unødvendig debat.
Har du nogle bud på, hvordan man helt konkret kan ændre situationen på dansk grund?
Det eneste jeg kan se, at man kan gøre er, at sørge for at købe flere kvinder til samlingerne. Og der er også for langt imellem de kanoniserende retrospektive udstillinger af kvindelige kunstnere. Jeg er selv medlem af Statens Kunstfonds Legatudvalg for billedkunst og jeg kan i hvert fald skrive under på, at det ikke er fordi, der mangler kvalificerede kvindelige kunstnere i Danmark. Det er helt tydeligt ikke der, problemet ligger.
Det undrer mig, at det bliver ved at være sådan, fordi der er så mange kvindelige kunsthistorikere, kuratorer og inspektører på institutionerne. Hvis de havde magt, som de forhåbentlig har agt – og det vil i dette tilfælde nok sige penge – så så billedet nok anderledes ud. De fleste institutioner er afhængige af fondene, når det kommer til indkøb, og måske er problemet, at der sidder for mange mænd der. Det er paradoksalt, at det stadig er et problem, for vi har diskuteret det i mange år efterhånden. Jeg synes jo ikke engang, at det er fordi kvinder generelt set kun arbejder med kønspolitiske motivområder, for hvis det var tilfældet kunne det måske handle om, at nogle følte, at den slags var rigeligt repræsenteret. Selvfølgelig er der nogle kvinder der arbejder med køn, men det er der også nogle mænd der gør. Det er mystisk i et land som Danmark, at der fortsat er sådan en skævvridning.
Nina Sten-Knudsen
f. 1957, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1982. I 80’erne var Sten-Knudsen en del af den gruppe af malere, der gik under betegnelsen De Unge Vilde.
Hvad tænker du overordnet set om MeToo-bevægelsen?
Jeg har helt fra starten set #MeToo som et opgør med den patriarkalske magtstruktur. Det handler ikke om sex eller snerpethed. Det handler om den indiskutable magt, mænd har haft i århundreder, om ulighed og forskelsbehandling, og for mig er det en stor ubetinget glæde, at det opgør endelig er kommet. Men nu synes jeg, det er vigtigt at sige «Time’s Up» for at flytte sig fra offerrollen til krigerrollen.
I andre kultursektorer har MeToo-bevægelsen været med til at tydeliggøre en række usynlige problemstillinger knyttet til magtstrukturer. Er der noget, du genkender fra din hverdag som billedkunstner?
Nej, jeg synes ikke rigtig #MeToo har tydeliggjort magtstrukturer i kunstinstitutionen endnu, selv om det er på høje tid. Kunstverdenen er nemlig fuldkommen lige så præget af de samme uretfærdige magtstrukturer som resten af samfundet. Da jeg begyndte at udstille i 1980erne med kunstnerne fra min generation, var vi lige mange kvinder og mænd, og jeg så med det samme, hvordan kvinderne lige så stille blev sorteret fra, mens mændene blev løftet frem og støttet af kuratorer og museumsmænd, der troede på dem – og de troede altså, tilfældigvis, ikke lige så meget på kvinderne. Hvis du skal udvikle dig som kunstner, er det vigtigt at få store udfordringer såsom museumsudstillinger og udsmykningsopgaver, og de blev dengang givet til mændene.
Selv om jeg mange gange blev oprørt over de åbenlyst uretfærdige ting, der skete, så aftalte jeg med mig selv lige fra begyndelsen, at jeg ikke ville klynke. Jeg ville ikke klage over forskelsbehandlingen – jeg ville bare lykkes som kunstner. Det lyder måske selvhøjtideligt, men jeg følte også, at jeg havde en forpligtelse overfor de næste generationer af unge kvinder, der ville være kunstnere. Jeg kunne ikke tillade mig at give op, selv om det i årevis føltes som at cykle op af bakke i modvind og regnvejr. Men jeg var så heldig, at der var nogen, der troede på mig og støttede mig, ellers var det aldrig lykkedes.
Tror du, det er lettere at være kvindelig kunstner i dag end i 1970erne?
Ja, jeg tror det er lettere, fordi der nu trods alt har været flere generationer med fremtrædende kvindelige kunstnere både i 70’erne, 80’erne, 90’erne og 00’erne. Da jeg var ung, var der næsten ingen ældre kvindelige kunstnere, som udstillede på lige fod med mændene. I diskussioner dengang argumenterede mænd ofte i fuld alvor, at kvinder ikke kunne skabe stor kunst: «Se bare på historien, der er ingen store kvindelige kunstnere!». Jeg husker en kvindelig medstuderende på akademiet, som tilstod, at hun da havde overvejet, om der mon var noget om det, for som hun sagde ganske stille: «Der er jo ingen!» Nu er kunsthistorikere heldigvis også begyndt arbejdet med at fremhæve og kuratere udstillinger med de store kvindelige kunstnere, der blev overset og forbigået i sin tid, fordi de var kvinder.
Med hensyn til kønsdiskussionen er der desværre noget særligt ved Danmark, som har undret mig i årevis. Der kan være en særlig tone af foragt overfor kvinder, som man næsten ind imellem kan kalde had. Kvinder, der træder frem i offentligheden og danske kvindelige politikere må leve med at modtage groteske, vulgære og skræmmende trusler fra mænd. De fungerer som en Ku Klux Klan-afbrænding af kors i din have – en ubehagelig trussel, som man skal være af en helt særlig støbning for at kunne udholde. Og det er lidt det samme at være kvindelig kunstner – du skal være stærk, tjekket, og have styr på dine ting. Du kan ikke tvivle på dig selv et sekund, du kan ikke vakle et øjeblik. Den mandlige kunstner har som menneske et meget større råderum, han kan være følsom, usikker, nervesvækket, alkoholiseret eller en rigtig alfahan – alt kan man tilgive ham, for «han er jo kunstner…»
Har du nogle bud på, hvordan man helt konkret kan ændre situationen på dansk grund?
Det eneste, der vil rette op på problemet er benhård kønskvotering. Den skal gennemføres fuldkommen konsekvent: Har der været en udstilling på et statsligt museum med otte mænd og to kvinder, så skal der være en udstilling med otte kvinder og to mænd. Tidligere var jeg aldrig tilhænger af kønskvotering, men når jeg nu kan se, at næsten intet er forandret i institutionerne i løbet af de 40 år, jeg har været en del af det danske kunstliv, så har jeg har ændret min mening.
Mette Winckelmann
f. 1971, er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2003. Hun er repræsenteret af Avlskarl Gallery i København og har i perioden 2008 – 2009 været vikarierende professor og ekstern lektor på Det Fynske Kunstakademi.
Hvad tænker du overordnet set om MeToo-bevægelsen?
Det er en ny fase, hvor den traditionelle diskussion om ligestilling antager nye former. Det er relevant og meget vigtigt at blive bevidst om, også mere konkret, omkring de magtstrukturer der er knyttet til bestemte køn. Jeg ser også et stort potentiale i at komme frem til en større bevidsthed om udnyttelse af privilegier generelt.
I andre kultursektorer har MeToo-bevægelsen været med til at tydeliggøre en række usynlige problemstillinger knyttet til magtstrukturer. Er der noget, du genkender fra din hverdag som billedkunstner?
De problemstillinger af den art, som jeg er stødt på gennem tiden, har jeg været bevidst om også før #MeToo. Men der er en styrke i nu at kunne genkende disse problemstillinger, som bekræfter omfanget af særlige oplevelser og hændelser, jeg selv og andre har oplevet.
Tror du, det er lettere at være kvindelig kunstner i dag end i 1970erne?
På nogle punkter, ja. Det er lettere i den forstand, at der siden 70’erne og indtil nu har været mange flere stemmer, der har øget opmærksomheden på problemstillingen. Jeg oplever, at kolleger, der er ældre end mig, som har ventet på at tiden skulle forandre situationen, nu er gået over i et no shit mode, som er med til, at min generation har haft langt lettere ved at gennemskue de skjulte mekanismer og magtforhold, som er indlejret i vores fag. Det har gjort det lettere for os at navigere i det.
Oplever du, at der er en solidaritet blandt kunstnerne i din generation omkring de problemstillinger, som MeToo-bevægelsen har været med til at italesætte?
Ja i høj grad, MeToo har gjort flere opmærksomme på problemstillingerne, og bare det, at oplevelser nu deles, giver en følelse af solidaritet, som, tænker jeg, giver styrke til at handle aktivt i forhold til de her ting.
Har du nogle bud på, hvordan man helt konkret kan ændre situationen på dansk grund?
Helt konkret kan magten fordeles ved hjælp af kvoter. Der praktiseres i øjeblikket en indforstået, selvfølgelig og skæv kvotefordeling, når det gælder magt, privilegier og indflydelse. Ved en bevidst ændring af denne kan en ny balance opnås.