Amerikanske Roni Horn blev fundamentalt optaget af Islands enestående natur, da hun som ung rejste dertil, købte en dirt bike for nogle stipendiemidler og kørte ud for at opleve landet. Med fotografi og skulptur har kunstneren lige siden arbejdet med naturens fænomener, og forbundet deres ekspressivitet til menneskelig identitet, seksualitet, drift og begær. Fordret af netop dette gennemgreb af vejr, vand og natur, har Horn insisteret på, at alle værker i udstillingen på Louisiana skal oplyses af naturlig lumen fra oven. Sommeren landede langt om længe for cirka to uger siden, solen skinner fra den skyfrie, og alt står derfor krystalklart i museets sydfløj.
Horn og Louisiana føles som fod i hose, som et æstetisk perfekt match, og sådan fremstår det også i den forholdsvis konventionelle udstilling, som viser kunstnerens bredde med sikker hånd. Men Horn twister alligevel sit oeuvre og trækker i en ny retning med et sammenklip af 15 yndlingsspillefilm, der fra små skærme og et par enkelte projektioner perspektiverer hendes praksis med filmkunsten. Lidt polemisk kan filmklippenes indhold beskrives som et farvand af vold, psyko-seksuelle impulser, sadisme og andre, mere freudianske troper fra en malmstrøm af mandlige instruktører, hvoraf langt de fleste har fået påført sig genimærket (fx Altman, Bergman, von Trier, Antonioni). De små skærme med filmklippene hænger rundt i udstillingen, tavse og undertekstede, som en slags ukonventionelle stedfortrædere for de vægtekster, der ikke findes.
Det bliver hurtigt tydeligt, at Horn er interesseret i identitet, som noget vi konstant udvikler. I værket Cabinet Of (2002) opløses en masse portrætter af klovne og i serien a.k.a (2008-09) bliver fotografier af kunstnerens ansigt gennem hele livet sat i par, hvor alder, sted og stemning varierer voldsomt. Horns umiskendelige sjæleportaler, hendes dybtliggende øjne, samler de mange udgaver af hende, og giver den komparative analyse en undertekst af true crime. Måske for at undersøge den småparanoide angst, som identitetsjusteringer kan medføre. Værket er selviscenesættende, men uden ekstravagant performativitet som hos Cindy Sherman. Tværtimod er undersøgelsen subtil, kølig, næsten journalistisk.
Er Roni Horns protagonisme en anden end den, der hersker på sociale medier, hvor vi dagligt og (u)dramatisk iscenesætter os selv som hovedpersoner i eget liv med øjeblikkets humør, behov og lyster som sufflør, og kapitalismen i den overordnede instruktørstol? Trods de tydelige overlap fremstår Horns kunst alligevel som en kontrast til samtidens fokus på identitet, hvor den specifikke biografi ofte vejes tungere end dens detaljer og fortællinger. Kunstnerens egen identitet er flydende, queer og androgyn, ikke performativ, men den sejler alligevel derhen, hvor hendes ideer flyder mod. Psykoanalysen, hvor usexet den end må være, fortæller os, at der ikke findes fast identitet, men kun identifikation, karaktertræk og så et væld af traumebestemte handlemønstre, vi (næsten) kun har adgang til via halvdårlig fiktion eller knastør betal-hvad-du-kan-terapi. Denne destabilisering af personlighed er helt gennemgribende i Horns kunst.
I den lidt tungere ende af Horns praksis giver kunstneren den heteropositive, amerikanske minimalisme lidt af en skovtur, ofte med genial humor som i værket Two Pink Tons (2008), der består af to rektangulære, lyserøde glasstøbninger, der vejer et ton hver. Jeg kan næsten høre kunstneren grine af sig selv.
Andre værker som serien Key and Cue (1994/2003) tilføjer lyriske lag til den formalistiske poesi. Væg-lænende aluminiumsstænger bærer enkelte sætninger fra digte skrevet af den amerikanske poet Emily Dickinson. Sætningerne er taget ud, fravristet rim og vers for at fremstå kølige og eksekverende, præcis som det børstede metal, de står helt skarpt i. Is Heaven a Physician? spørger en skulptur. Sweet is the Secrets of the Swamp, konkluderer en anden uden at præcisere, at der med dette i resten af digtet hentydes til seksualitet med både syndefald og slange. Det er næsten for nemt. Men man behøver ikke have læst Dickinson for at mærke alt det, der ligger udenom værket; resten af digtet, så at sige.
«Præcist, med ingen ekstra bagage, intet ekstra», som Félix González-Torres skriver i teksten «1990: LA., The Gold Field» om sit og partneren Ross’ møde med et andet af Horns værker, nemlig Gold Field (1980-82), der består af ren guld rullet så tyndt som papir. Længere inde i udstillingen finder jeg netop værket Gold Mats, Paired – for Ross and Felix, hvor to guldfolier nu ligger ovenpå hinanden. Et værk dedikeret til to menneskers skelsættende møde med et kunstværk. Et hyper-stendahl-syndrom så smukt og stærkt, at det accentuerer kunstens yderste potentiale, slet og ret.
I González-Torres’ tekst, som jeg af adskillige brandvarme årsager kan anbefale, udlægges et USA i totalt neoliberalt forfald, før han præcist identificerer, hvorfor et så poetisk værk har revolutionær karakter; det skaber «et nyt landskab, en mulig horisont, et sted for hvile og komplet skønhed… et sted man kan drømme, genvinde energi og turde.»
Carl Th. Dreyers Jeanne d’Arcs lidelse og død (1928) og Jean Genets Un Chant d’Amour (1950) er reelt de eneste stumfilm, der bruges i udstillingen, men Horn horisontaliserer køligt hele filmhistorien ved at fjerne lyden fra alle klippene, så vi nærmest kun kan høre niveauer af vores egne bevidstheder arbejde. Det er sejt med denne prisme af ret hårde film, der råt og upædagogisk får lov til at gennemsyre udstillingen.
I det sidste rum står en samling smækre, puflignende glasskulpturer med en titel så litterær, at den ville tage en femtedel af mit ord-budget at nævne. Exceptionelt lækre, som store, grønne, transparente bolsjer og fra skærmene, der her er sat ekstra højt oppe, toner netop Dreyers close up af Jeanne d’Arc over det hele – fuld af desperat hengivenhed fra endnu et filmhistorisk højdepunkt. Jeg føler en hedensk trang til at kaste mig ned og slikke løs på det lækre, langsomt afkølede glas, som en anden gejstlig, forvirret fan, mens hele presseparnasset og Jeanne d’Arc ser på, men museumsvagterne holder særligt øje med mig, kan jeg mærke, så det bliver ved fantasien for nu.
«I’m not hot but I’m cool», sagde Roni Horn for nyligt om sin kunst til en stor amerikansk avis, men udstillingen er i hvert fald meget æggende. Man får lyst til at stirre, til at smage, røre og have, ikke mindst. Man får faktisk lyst til at have. Hvis mængden og massen af værker overvælder, så husk at vi altid kan gøre Felix og Ross kunsten efter, bare finde et enkelt værk, tillad det at spejle alt det du har i dig for tiden, og se for dig en ny horisont. Et enkelt værk er mere end rigeligt.
