Kære Gordon,
Jeg er lige kommet hjem efter at have set en udstilling med dig på KØS, din første på et dansk museum, og gensynet med dine værker fik mig til at skrive dette brev til dig.
Vi mødtes desværre aldrig, mens du var i live. Jeg var kun lige fyldt fire år, da du i 1978 døde af kræft i bugspytkirtlen kun 35 år gammel, og det var først, da jeg selv var midt i 20erne, at jeg lærte dig at kende gennem dine værker. Jeg husker det som umiddelbar kærlighed til dine idéer, din energi, dine aktiviteter og din person. En kærlighed som bare er vokset og groet stærkere siden. Jeg bilder mig ind, at hvis vi havde mødtes, så var vi blevet venner. Vi havde hængt ud, drukket og spist, grinet og snakket, fundet på og sat gang i ting. Måske det bare er en forblændet og indbildt drøm, men det er ikke desto mindre en drøm, som udspringer af en ægte følelse, og den følelse er stadig lyslevende.
Heldigvis har vi kunne mødes utallige gange siden. I bøger, kataloger, udstillinger og til seminarer og filmvisninger. Jeg har rejst meget og langt for disse møder og har selv sat et par stykker op her i København. Hvert møde har været forskelligt, men de har alle været personlige, nogle gange næsten intime oplevelser for mig.
Der var dengang i de tidlige 00’ere på Generali Foundation i Wien. Jeg havde fundet ud af, at de lå inde med VHS-kopier af flere af dine film, og at man kunne få lov til at se dem hvis man mødte op. På det tidspunkt kendte jeg ikke meget til dine film og havde endnu ikke set nogen af dem, så da jeg satte det første bånd i maskinen, var det nærmest med urimeligt store forventninger. Men jeg blev ikke skuffet. Det var som om dit værk først nu for alvor åbnede sig, og det liv det gennemstrømmes af gik op for mig. Selvom jeg kendte alle projekterne gennem fotodokumentation, var det som at se dem på ny eller rettere, at se dem som det de virkeligt var. Live performances, hvor du med dine koncepter, din krop og dit arbejde animerede arkitekturen og den byggede verden. Jeg så dig bryde mure ned og bygge andre af affald, save huse midt over, bore huller i facader og gulve og lofter, omdanne en container til en labyrint af døre, alt sammen for at lukke lyset og luften og poesien og mennesket ind i de bygningerne du fik stillet til rådighed eller sneg dig adgang til. Så dig frisætte dem fra den modernistiske kassetænkning af formel strenghed, du så indædt afskyede, og forvandle dem til åbne rum for eksperimenterende energier.
Det var dette møde, der fødte idéen til vores næste møde, denne gang i København i 2006, hvor jeg kuraterede udstillingen Moment to Moment Space på galleriet Andersen’s. Jeg havde i mellemtiden fundet ud af, at man kunne leje dine film hos Electronic Arts Intermix i New York, og dette lykkedes mig at skaffe midler til at vise syv af dem, tre som store projektioner i hovedrummet og de resterende fire på skærme i baglokalet. Det var første gang du havde været i Danmark med en soloudstilling, og for mig handlede det om give et dansk publikum mulighed for at få samme oplevelse jeg havde haft i Wien, nemlig at dit værk levere stærkere og mere sandt i dine film end i noget andet medie. Selvfølgelig bortset fra den fysiske virkelighed, men da alle de bygninger du arbejde med er blevet destrueret er det ikke længere muligt. Derfor er filmene så vigtige, og derfor også udstillingens titel, Moment to Moment Space, som var et citat fra et af de utallige «art cards» du skrev som noter til dig selv gennem årene. For mig var Moment to Moment Space lige netop det, filmene gjorde ved bygningerne. I samspil med dine indgreb udfoldede de med kameraet som redskab bygningerne som tidslige forløb, undersøgende, tværgående og overraskende forløb. Forløb, der gjorde, at man så bygningerne, som en slags dansepartnere for den krop, der elegant og frygtløst bevægede sig rundt i dem.
I 2011 rejste jeg til Montreal for at besøge dit arkiv på Canadian Centre for Architecture. Jeg tilbragte to hele dage alene i den store læsesal med at gennemgå de mange mapper med hundredvis af noter, breve og tegninger. Ligesom i Wien var det en øjenåbner. Ikke i forhold til dit værk, men i forhold til din person. Din psykologi og sensibilitet. Et brev fangede i særlig grad min opmærksomhed. Du beskriver, hvordan du en aften ligger alene i sengen på dit loft i Soho, da parret i rummet ved siden af begynder at have højlydt sex. De forsætter i lang tid, og du beskriver, hvordan mandens udholdenhed, hans utrættelige virilitet, giver din maskulinitet mindreværd. Men for mig handler oplevelsen slet ikke om sex, men om hvordan du forstår eller opleve arkitektur som noget dybt kropsligt, på en gang stærkt og skrøbeligt, kraftfuldt og udsat, og fremfor alt essentielt menneskeligt, levet liv.
Nu har vi så mødtes igen. I Danmark. På foranledning af Jessamyn Fiore and Antonio Sergio Bessa, der kuraterede udstillingen Gordon Matta-Clark: Anarchitect på The Bronx Museum of the Arts i 2018. KØS har inviteret dem til at lave en version af udstillingen på museet i Køge. Denne gang har de kaldt udstillingen Gordon Matta-Clark: Unravel the Unfound. Igen med et citat fra et af dine «art cards» Det er en udstilling som både viser kanoniserede og for de fleste nok mindre kendte aspekter af dit værk.
Der er dine sociale eksperimenter rundt omkring i New York i de tidlige 1970’ere. Anti-monumentale arkitektoniske modsvar til det World Trade Center, du havde udsigt til hver dag, du trådte ud af din hoveddør i Soho. En arkitektur for gadens folk, ikke for kapitalen.
Der er din kunsthistoriske claim to fame, dine store bygningsudskæringer, som du påbegyndte i mindre skala med Bronx Floors (1972-1973) og ufrivilligt sluttede med de elaborede snit over flere etager i Office Baroque (1977). Jeg har set dem utallige gange, men jeg bliver aldrig træt af at se dig hænge i en hjemmelavet primitiv gynge alt for mange meter over jorden og skære igennem facaden på en lagerbygning på Pier 52 med en nedstryger for at lukke solens gang over himmelen ind. Day’s End(1975). Det er så vildt, vildt tænkt, vildt udført, vildt smukt. Så vildt at du efterfølgende måtte flygte fra USA for at undgå retsforfølgelse.
Udstillingen har også blik for nuancerne i dit værk. Der er en væg med dine Wallspaper (1972), fotografiske tryk af facader på bygninger, som var mere eller mindre nedrevne. Der er et helt rum dedikeret til dine graffiti-aktiviteter, og videoen om dit projekt med at sprænge hul i Berlin-muren, som på anbefaling af andre i stedet blev til, at du lavede graffiti på muren. Der er de fotografier af arkitektonisk kollaps, som du viste på den sagnomspundne gruppeudstilling Anarchitecture (1974). En titel og et begreb, du selv var ophavsmand til, men som du aldrig rigtigt definerede, men lod være en slags åben fortolkningsramme for din praksis. Jeg har altid tænkt, at det betød, anarkistisk arkitektur, en arkitektur som ikke accepterer eller følger regler, for det gjorde du ikke, men er radikalt fri og grænsesøgende i sin tilgang til den byggede verden.
Og så er der Jacob’s Ladder (1977), den gigantiske rebstige til toppen af en 30 etager høj skorsten du lavede til Documenta 6 i Kassel. Et værk som inviterede, dem der turde tage den farefulde færd til om ikke at nå himmelen, så i hvert fald få en ny, enestående arkitektonisk oplevelse. Men også et værk der demonstrerer, hvordan døden og dødsforagt var din kunstneriske følgesvend i dine sidste år. Måske fordi din tvillingebror få år forinden havde begået selvmord ved at kaste sig ud fra vinduet i dit atelier. Måske fordi du allerede vidste, at kræften spredte sig i dig.
Flere af de andre værker er kun repræsenteret med skitser, i nogle tilfælde fordi du ikke nåede at realisere dem. Men sådan er det med dig og dit værk. Alt for mange idéer til så kort et liv.
Mødet på KØS har vækket mit ønske om, at du stadig var i live. Ikke kun for min egen skyld, men for nutidens arkitektur og byplanlægning. Der er mere brug for din anarkitektoniske ånd og metode end nogensinde før. Brug for din kompromisløse nedbrydelse af normer for at skabe muligheder for, at den byggede verden kan gentænkes igen og igen og igen ud fra mere visionære principper og idéer end dem det etablerede samfund har på tegnebrættet.
Du er savnet og en evig inspiration.
Kærlig hilsen,
Jacob