Schizo-action baby create a scene
I’m the type-a-guy to boost yr self-esteem
We party all night cuz it’s you, you, you everyday
Self-obsessed and sexxee all the way
– Sonic Youth
Da undertegnede flytter til Bergen fra København i 1999 er der ikke mange glatte fortove i byen ud over det på Torgallmenningen. Asfalten på Nygårdsgaten er opbrudt, nedslidt og hullet, og havneområdet ligger hen som et mærkværdigt utopia af tomme lagerbygninger og bunker med mystisk materiale; en slags spontan land art bestående af umotiverede ophobninger af sten, sammenklemte bilvrag og enorme jernkæder som får den forbipasserende til at føle sig som Alice in Wonderland. Bergens infrastruktur ligger på dette tidspunkt hen i en drømmende, forfaldsromantisk tilstand, og det går definitivt ikke an at skaffe sig sushi noget sted i byen. Alligevel summer stedet af en sjælden, kreativ energi. På et tilrøget og propfyldt Garage mødes rockmusikere, billedkunstnere, forfatterskoleelever, universitetsstuderende, politiske aktivister og alskens desperados dagligt i et varmt og fordrukkent gruppekram. Man hegner ikke sine idéer ind som i de mere paranoide storbymiljøer, og stemningen er generelt spontan og initiativrig, i sandhed the wild frontier hvor få sidder og venter på at Oslo skal få øje på det åbenbare talent. No, DIY, just do it.
Omkring 2003 privatiseres havneområdet, det afspærres og overvåges nu, og byens infrastruktur gennemgår i de følgende år en massiv makeover. Effektiviteten og ambitionerne føles bogstavelig talt under fødderne, man kan nu jogge nedad lækre indkøbsgader. Infrastruktur kan også forstås som opbygningen af institutioner. Bergen Kunstmuseums store lokalpatriotiske satsning, udstillingen BGO1, er den foreløbige kulmination på flere årtiers intens institutionsbygning inden for kunst- og kulturfeltet. Den såkaldte bergenskonservatisme, som bl.a. avantgardistiske Gruppe 66 (på udstillingen bl.a. repræsenteret ved det omvandrende arkiv Elsebet Rahlff) stillede sig i opposition til i 60’erne, findes vel stadig, men i de yngere, kreative miljøer hersker vitalismen suverænt. Nix, det er faktisk ingen myte, men det er måske heller ikke så uproblematisk som man får indtryk af, når man slentrer rundt på BGO1. Udstillingen hviler på et koncept som visualiseres centralt i begyndelsen af udstillingen: et kulørt netværk i stil med de kort vi kender over diverse storbyers underjordiske togforbindelser, et mønster der fungerer som et unikt logo. På kortet indgår statsstøttede institutioner i et stort ekstatisk netværk sammen med mindre, mere eller mindre uafhængige aktører. Vi er alle filtret ind i et non-stop deleuziansk cocktailparty, hvor intet modsætningsforhold eksisterer mellem et udenfor og et indenfor.
Men hvad skal vi også egentlig med idéen om et romantisk og/eller stakkels udenfor? Når kunsten bevæger sig i et udvidet felt er også kuratorer, kritikere og bureaukrater dybest set kunstnere. Sidstnævnte behøver i øvrigt ikke engang at forlade rådhuset for at se dele af udstillingen, de kan nøjes med at se ud ad vinduet. Samtidig med at integration og assimilation af etniske og ikke-kristne befolkningsgrupper er et af samtidens mest prekære spørgsmål, popper problematiseringen af det udenforliggende op i mange forskellige former de seneste år. Jeg kan komme på mindst fire aktuelle eksempler som bør være velkendte: I 1996 skriver den amerikanske kunstkritiker Hal Foster om neoavantgarden og den traumatiske realisme i den toneangivende The Return of the Real. Foster opsummerer Andy Warhols strategi med følgende ord: «If you enter it totally you might expose it.» Warhol er ikke længere interesseret i at markere afstand til den kapitalistiske cirkulation, og heri består hans kritiske strategi: En slags ekstrem bejaelse. I 2000 topper filosofferne Michael Hardt og Antonio Negri hitlisterne med den nykommunistiske og Deleuze-inspirerede samtidsanalyse Empire. De slår fast at der intet findes uden for imperiet, den innovative kapitalisme har ædt alle lommer af modstand. I 2002 slår den franske kurator og kunstkritiker Nicolas Bourriaud igennem internationalt med den engelske udgave af Esthétique relationnelle, en analyse af den relationelle kunst som ikke længere stræber mod et utopisk udenfor, men snarere danner immanente kredsløb, såkaldte mikroutopier, som indeholdes i verden, og konkret, i gallerirummet, hvor en udveksling foregår baseret på en slags bytteøkonomi. Senest er sociale medier som Facebook slået igennem bredt med 500 millioner aktive brugere – på Facebook er vi alle pr. definition indenfor og venner.
I et bergensperspektiv har kritikere som Grethe Melby og Jan Inge Reilstad allerede slået fast, at bergensmiljøet aldrig var i opposition (i det mindste ikke siden Gruppe 66 og muligvis miljøet omkring Galleri Otto Plonk i 90’erne) til kulturbureaukratiet, snarere har man – bl.a. igennem initiativer som kunstnernes veiplan – aktivt gået ind i opbygningen af diverse små og store kunstinstitutioner, en offensiv strategi som det er svært at forholde sig andet end positivt til. Midt i entusiasmen som allerede har omfavnet BGO1 – i det mindste i de lokale medier – skal jeg blot hælde et par bitre dråber i glasset: Det udenforliggende ophører næppe med at eksistere hvis man holder op med at tale om det, og generelt findes der for få tegn på indre spændinger; BGO1 er en feelgood manifestation med et lidt enøjet fokus på positive kvaliteter i lokalmiljøet. Desuden virker udstillingen for bred og på grænsen til det kaotiske. Her findes street art side om side med det mere kunsthåndværkagtige, selvsagt en kuratorisk gestus som understreger viljen til total inklusion som del af den grundliggende tankegang. Usympatisk? Næppe, men demokratiet er også en omdiskuteret størrelse, bl.a. er det værd at minde om den belgiske teoretiker Chantal Mouffes understregning af antagonismen som vigtig del af et sandt demokrati. Man kan lure på hvor en sådan demokratibevarende antagonisme bliver synlig på BGO1.
Flere værker tematiserer den lidt mærkelige familie, og hjemmet, det lidt mærkelige hjem; det un-heim-liche Det er måske her der findes en slags mild problematisering af fællesskabet, idéen om den skæve familie. Det unheimliche findes bl.a. i Malin Lennström-Örtwalls stuebord placeret i et stort sort bur og i Janna Thöle-Juuls piskende juletræer som hamrer mod hinanden, sat op på noget som ligner mekanismen fra en bilvask. Også Ragnhild Ohmas store vægmaleri med titlen Ikeasoffans tystnad kan siges at indgå i en samtale om det familiært ufamiliære fællesskab. Mange værker breder sig i øvrigt over mange kvadratmeter. I det hele taget er idéen om billboard- og tapetkunst nærværende, det ikoniske som opstår når man fx blæser Kjetil Kauslands blodige MMA-fightere op over en hel væg. Hvad skal der til for at gøre et værk ikonisk? Jo, size matters. Bergen Kommune sælger sig sikkert snart til omverdenen på små troldefigurer, peberkagehuse og fotografier af blodige MMA-fightere.
Robert Aldas maleri med titlen Utstillingsåpning ved Bergen Kunsthall viser kendte ansigter som fx Solveig Øvstebø (direktør på Bergen Kunsthall) og Marie Nerland (kurator på Volt) i to halvdele: På den ene side poserer modellerne som familie eller rockband. Her repræsenterer de sig selv, de stiller op for kameraet og fremstår som et fællesskab defineret af billedrammen, iscenesat af kunstneren. På den anden side af maleriet er modellerne ikke optaget af at repræsentere noget eller nogen for et blik, men er opslugte af networking – et andet slags familiebånd – trukket ind i indre verdener med hver sin mobiltelefon.
Pedro Gómez-Egañas morsomme bidrag er en lille skov af sarte papirtræer, hvor en magnetisk figur flipper uroligt rundt med en pistol. Måske lidt kunstsceneantagonisme her? Jeg synes også om Stefan Törners fuldstændigt syge og Jeff Koons-agtige diamanthund med skræmmende realistiske øjne og sylespidse tænder som ser bedende op på en alienagtig pige, gadekunstneren Dolks seje stenciler og Lars Staffan Evjens installation der består af et bjerg af kulstykker som vælter ind i rummet i en tung, døvstum ikke-villet bevægelse: tyngden i det spildte materiale, enkeltheden i det sorte kul op mod den hvide kube, den lade bevægelse udefra og ind i rummet. Disse kulstykker har læst Georges Bataille.
Tre rum er subkurateret af lokalt forankrede Anne Szefer Karlsen, Tommy Olsson og udstillingsrummet Entrée. Jeg stresser igennem Szefer Karlsens rum, men synes det virker lidt uinspireret med en tapetagtig overmaling af tre vægge og bl.a. Kauslands MMA-fighter på den fjerde væg, et værk som i dets mange former (performance, bog, fotografi, video) allerede må betragtes som kanonisk. I et tilstødende lokale bidrager Kauslands video No Mas med udstillingens mest intense visuelle og følelsesmæssige slag i trynen. Her dokumenteres en performance som udspillede sig i Bergen i 2008, hvor kunstneren gik i ringen og kæmpede en MMA-kamp, en ekstremt brutal sportsgren som ikke er tilladt i Norge. Først nu bemærker jeg hvor ens de to mænd i ringen er, de er jo dead ringers. Kausland danser længe baglæns, men både spillets logik og kameraøjet tvinger ham til sidst til at gå frem mod det uundgåelige; blackout og et smadret ansigt.
Tommy Olssons rum er på udstillingsåbningen meget stemningsfuldt. Her pisker Thöle-Juuls juletræer rundt og spreder granlugt, mens Karen Skogs hjemmelavede instrumenter pludselig giver mening når jeg oplever dem i aktion, en slags jamrende Nico-agtig støj strømmer fra de dybt koncentrerede musikere som spiller på de små, kubistiske træinstrumenter. En gave til rummet er i øvrigt den spontane og usignerede ravage af vægge og gulv som bidrager med en klædelig aura af hærværk.
Meget kan siges om Onkel Punk, kuratoren og kunstkritikeren Tommy Olsson, som i øvrigt er undertegnede bekendt som omkringvandrende, semi-autentisk person-slash-kunstbegivenhed. Olsson har netop bidraget til den litterære antologi Gruppe 10 (Kolon Forlag) hvor bidragsyderne ifølge bagsideteksten «er ved at sprænge sig op fra undergrunden», noget som Olsson har været i gang med nu i flere årtier. Olssons sædvanlige hang-ups (trash og porno, tegneserieæstetik og B-film, Døden og Punkrocken) har alle fundet vej til hans rum, noget som i 90’erne begyndte at virke som slidte moves. Den flirt med overskridelsen som er Olssons varemærke, er i 2010 den mest centrale, intime mekanisme i penge- og mediemaskineriet, noget som fx bliver tydeligt når Bergens Tidende vælger at iscenesætte kunstgruppen Ytters teltlejr uden for museet som en protest. Hvorfor? Jo, fordi historier om protest og modstand sælger bedre end historier om nogle piger som viser kunst i små telte på en våd græsplæne.
Entrées rum er udstillingens mest vellykkede; det mindst støjende og mest tankevækkende. Den svenske kunstner Michael Johansson har ved hjælp af et møjsommeligt Tetris-agtigt princip bygget en stor kubus i midten af rummet af materiale fra diverse bergensiske kunstinstitutioner. Her findes plastikstole og arkivskabe og andre hverdagslige genstande som er puslet sammen til en perfekt hybrid helhed. Genstandene er på samme tid frataget deres almene nytteværdi og kunstgjort – Johansson kalder dette at «nollställa» dele af den institution som samtidig er ansvarlig for udstillingen. Med andre ord en subtil og rituel forflyttelse af materiale og betydning som lige så godt kunne være udført af Marcel Duchamp, Joseph Beuys og en flok indianere. I væggen sidder faktisk noget som ligner to indianerpile, den ene brækket. Dette er Gabriel Johann Kvendseths bidrag, og jeg haster forbi med et stort grin og et ordspil i hovedet: indie, indianer, institution.
Hvis jeg skulle anføre en innvending mot anmelders tekst, kunne det være at omtalen av kunstscenens enkeltaktører har drag av inneforståtthet (noe som ofte preger et perspektiv som anser seg selv som plassert i sentrum). Men selv om utstillingen og til dels teksten, fremmer Bergenspatriotismen i ny tapning, møter anmelder dem likevel med tilstrekkelig motstand og opprettholder overbevisende avstand til sitt objekt, slik jeg leser stykket.
Så vil man forkaste hele innlegget med bakgrunn i at «Perspektivet blir for lokalt», slik som Solhjell gjør, kan det fort fremstå som enten østlands- eller hovedstadsarroganse, eller for innforståtte; som om D.S. nok en gang vil være mer katolsk enn paven (den utrettelige sverddrager for periferiens relevans).
Kanskje østlendinger egentlig ikke kan forstå lokalpatriotismen som deler av Bergensmiljøene eksponerer? Jeg finner ingen grunn til å motsetter meg en innføring i tilstanden av en utlendig skribent som i ti år har hatt base i byen.
Utfordringen for kk.no er ikke desto mindre å kontinuerlig overvåke bergensenergien og nettverksbyggingen denne bygger på, for denne tematikken er jo, uavhengig av denne utstillingen, i seg selv verdt flere artikler.
Så som S.C. skriver, mens noen venter på den ultimate Vestlands-anmeldelsen, kan vi andre debattere denne, som er god som noen.
Et perspektiv jeg savner en annen, kompetent betraktning omkring, er med hvilken rett man kan gjøre krav på disse utstillerne som kunstnere tilhørende bergensmiljøet (og bare det)? En mulig metodikk kan være å belyse biografiene, en annen kan være ikonografisk; tematiserer de noe som berettiger en slik rubrikk knyttet til postnummer (geografi)?
Hvem som vil kan selvfølgelig påta seg å besvare, det tror jeg også DS mener.
Christer Dynna
Tidsskriftet khVERK
Kunsthåndverk
Det ville være fantastisk hvis dine, Dag Solhjell, og andres kommentarer faktisk var debatindlæg og ikke oneliners og korrektioner. Samtale, debat og meningsudveksling er en af de muligheder som åbner sig i kraft af Kunstkritikks kommentarfelter – så nu er spørgsmålet: Skal vi lade dette space dø eller skal vi bruge det til noget?
Min kommentar var rettet til redaksjonen. Jeg synes det er litt ufint av redaksjonen at den lar Susanne Christensen måtte forsvare seg selv. Det som er satt i gang i Bergen er så viktig at vi som leser nettstedet trenger en kritisk kommentar utenfra.
Det mener Dag Solhjell.
DET MENER DAG SOLHJELL!
Nu findes der to modstridende perspektiver på kritikeren (men var det egentlig hende vi skulle snakke om?): 1) Hun kommer udefra, hun kan ikke sproget og er derfor fejl, 2) Hun kommer indefra og er derfor fejl. Solhjell, jeg har læst dine hustavler, som jo er del af udstillingen, og det går jo an at diskutere med disse, for at sige det mildt. Hvordan vil du definere “en kunstkritiker utenfra”? Som det fremgår føler jeg mig aktiv del af bergensmiljøet, og kan bevidne dele af dette miljøs fremvækst, noget som i dette tilfælde burde være en styrke. Samtidig har mit primære felt været litteraturens, og jeg har iøvrigt ikke boet fast i Bergen det sidste halve år, hvis det skulle gøre nogen forskel. Jeg lægger desuden klart ud om at jeg kender T. Olsson, men hvem i hele verden kender ikke efterhånden ham? Skal vi lede efter kunstkritikere på Mars, eller hvad mener du? Min tekst (den vipper jo mod det subjektive og er dermed – ifølge dig – slet ikke at betegne som kunstkritik) forsøger iøvrigt at problematisere skillelinjerne mellem udenfor/indenfor i forhold til udstillingens vitalistiske, totaltinkluderende koncept, og stiller spørgsmål ved dette “udenfor”; om det findes længere og hvad vi skal bruge det til, delvist udfra Claire Bishops Mouffe-inspirerede begreb om relationel antagonisme. Men jeg skal ikke bruge kræfter på at fortolke min egen tekst, blot forsøge at flytte diskussionens fokus tilbage på udstillingen … som jeg faktisk er MED på, kan man sige, og dette øjeblik fik jeg aldrig beskrevet i teksten, selvom det var del af min oprindelige plan: Jeg så Kauslands video for første gang, og havde ganske mange gunstige betragtninger undervejs mens jeg så. Til slut i videoen står Gud-hjælpe-mig mit eget navn. Det var som et slag i ansigtet (sic), for sandt nok, jeg var én af tre som skrev katalogtekst til Kauslands performance i 2008. I efterkant er jeg lidt ked af at dette øjeblik ikke kom med i teksten, for jeg kan gerne problematisere mit eget ståsted. På min egen kritikerhustavle står dette faktisk ganske højt på listen; at bringe et vist mål af selvrefleksive, selvproblematiserende elementer ind i kritikken. Det er ikke bare os som kigger på kunsten, kunsten kigger også tilbage på os, og gør os implicerede. Så, hvor ligger så det udenfor? I Åsane?
Denne utstillingen synes jeg kunstkritikk.no burde ha kostet på seg å få en kunstkritiker utenfra Bergen til å se på. Perspektivet blir for lokalt.
Det mener Dag Solhjell
Nei. Jeg synes teksten var fin jeg. Men fler tekster på trøndersk!
Nej, Bjørn, der er vel et integrationsprojekt som er fejlet der. Hvad er det næste du skal sige nu, at jeg skal skrubbe hjem hvor jeg kommer fra?
Du flytter til Norge for 11 år siden, men har fremdeles ikke lært deg å skrive på norsk?