Nordens Pantheon

ARoS udbygger med pompøs, underjordisk lysinstallation af James Turrell.

James Turrell, Breathing Light, 2013. LACMA, Los Angeles. Foto: Florian Holzherr.
James Turrell, Breathing Light, 2013. LACMA, Los Angeles. Foto: Florian Holzherr.

På et pressemøde i dag lancerede ARoS et nyt udbygningsprojekt med titlen «The Next Level». Det fremgår af presseteksten, at man tidligere har opereret med arbejdstitlen «Nordens Pantheon», hvilket måske passer endnu bedre til de ambitiøse byggeplaner, der betyder, at museet i 2017, foruden en regnbue på taget (Olafur Eliassons Your rainbow panorama), kan åbne med en kugleformet lysinstallation under jorden af James Turrell. Dertil kommer et 1400 m2 stort galleri med tilhørende magasiner. Turrells værk fremstår som en integreret del af arkitekturen og består af en sfærisk lyskugle med en diameter på 25 meter, der vil udgøre forbindelsesleddet mellem den eksisterende ARoS-bygning og det nye udstillingsgalleri. Adgangen til det nye galleri går således enten igennem kuglen eller gennem det store rum, der omslutter kuglen. Ifølge Turrell selv, vil han skabe et «’observatorium for sjælen’ inde i kuglen, hvor han igennem farve og lys vil føre gæsten med ud i et landskab uden grænser.»

«Et mesterværk for eftertiden» kalder ARoS Turrells bidrag, som man forventer vil stå som et af kunstnerens hovedværker og også håber på vil blive en europæisk kunstattraktion i særklasse. Ifølge pressemeddelelsen er tilbygningen et vigtigt skridt i den nye linie, som direktør Erlend Høyersten har søsat: «Ambitionen er dels at ARoS skal præstere på et endnu højere niveau, dels at skabe et endnu bedre fundament for en udbygning af et frugtbart samarbejde med publikum, sponsorer, fonde og andre samarbejdspartnere, dels at skabe væsentlige samarbejdsrelationer til de største kunstinstitutioner i verden. […] Dermed signalerer vi, at det er, hvad vi ønsker at gøre med ARoS: At bygge en succes ovenpå dén succes, som museet allerede er,» siger Høyersten.

Tilbygningen – der i en kæk animationsfilm sammenlignes med St. Paul’s Cathedral, Pantheon i Rom og andre verdenskendte bygninger – er budgetteret til 350 mio. danske kroner. Heraf er de første 100 mio. allerede doneret af Købmand Herman Sallings Fond.

Skitse af James Turrels underjordiske lysinstallation til ARoS. Foto: ARoS.
Skitse af James Turrells underjordiske lysinstallation til ARoS. Foto: ARoS.

Læserindlæg