Omstridt rapport lever endnu

I efteråret blev dansk kunstliv sat på den anden ende, da offentligheden den 13. oktober blev bekendt med en ny rapport fra Kulturministeriet, som anbefalede en national sammenlægning af landets ti kunstskoler. Den 26. oktober udtalte kulturminister Mette Bock så til dagbladet Politiken: «Jeg kan garantere, at jeg ikke vil tvangsfusionere nogen uddannelsesinstitutioner.» Det var en sætning, som blev delt ikke så få gange på de sociale medier ledsaget af glædesudbrud og lettelse.

Rapporten, som bærer titlen De kunstneriske uddannelser – Forslag til en fremtidig organisering, er udarbejdet af rektor for Rytmisk Musikkonservatorium, Henrik Sveidahl. Den blev bredt kritiseret for at være et udtryk for «centraliseringsmani», for primært at angå musikområdet og for at ofre kernefagligheden i effektiviseringens navn. Kritikken kom fra studerende, professorer og rektorer men også fra museumsfolk, politikere og fra uventede stemmer – eksempelvis fra en tidligere embedsmand i Kulturministeriet Poul Bache. De bare to uger, det varede, før ministeren officielt tog forslaget om en storfusion af bordet, var i det hele taget mærket af et sjældent engagement på kunstscenen herhjemme.

I mellemtiden er det som om, at luften er gået lidt af opråbet. Ministerens udtalelse fik mange til at sænke paraderne. Dermed er det også gået offentligheden relativt ubemærket forbi, at ministeren i december igangsatte et samarbejde mellem de syv rektorer for de statslige kunstneriske uddannelsesinstitutioner (Det Kgl. Danske Kunstakademi, de fire konservatorier, Filmskolen og Scenekunstskolen). Det betyder samtidig, at rektorerne fra Det Fynske Kunstakademi, Det Jyske Kunstakademi og Forfatterskolen – som modtager statstilskud men er selvejende institutioner – ikke sidder med ved bordet.

Rektorerne har angiveligt fået fire måneder til sammen at komme med løsningsforslag på følgende syv temaer, som tager afsæt i rapportens konklusioner. Det handler om: udvidelse af institutionernes økonomiske og strategiske råderum (bl.a. gennem bedre håndtering af teknisk administrative opgaver); investeringer i vidensopbygning; beskæftigelsesindsats; styrkelse af rollen som kulturinstitution (herunder outreach aktiviteter); kapacitetsopbygning indenfor kvalitetssikring; styrkelse af internationalisering samt styrkelse af det tværkunstneriske samarbejde og af kernefagligheden.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at selvom den store tvangsfusion altså ikke kommer på tale, så lever rapporten og dens anbefalinger om at omstrukturere kunstskolerne i høj grad stadigvæk. Hvordan forløbet med rektorerne er organiseret, og hvad det forventes at munde ud i, er endnu offentligheden ubekendt. Kunstkritikk har kontaktet Kulturministeret for at få indblik i forholdene og fået svar fra kulturministeren.

Rektorerne for de syv statslige kunstneriske uddannelsesinstitutioner er blevet bedt om sammen at komme med løsningsforslag til de udfordringer, som listes i rapporten. Hvis ikke det drejer sig om at fusionere, hvori består denne opgave?

Jeg er optaget af, hvordan vi i Danmark sikrer, at vi – også i fremtiden – har nogle tidssvarende kunstneriske uddannelser, der er på et højt fagligt niveau. Jeg har derfor bedt rektorerne om at drøfte syv tematiske udfordringer, som udspringer af Sveidahls rapport. Formålet er, at de kommer med konkrete løsninger, der kan håndteres inden for institutionernes nuværende økonomiske ramme. De syv udfordringer dækker blandt andet over, hvordan uddannelserne i fremtiden vil håndtere de teknisk administrative opgaver, sikre investeringer i videnopbygning, styrke beskæftigelsesindsatsen, lave outreach aktiviteter, sikre en stærk internationalisering og styrke det tværkunstneriske samarbejde og kernefagligheden. Arbejdet skulle gerne danne grundlag for institutionernes kommende rammeaftaler.

Hvordan forholder man sig i Kulturministeriet til den brede kritik af rapportens præmisser og anbefalinger, som rektorerne nu alligevel skal komme med fælles løsningsforslag til?

Jeg har præsenteret de syv temaer for rektorerne til deres input og kommentarer. Min oplevelse var, at der var bred tilslutning til at arbejde videre med de syv temaer med henblik på at finde nogle konkrete løsninger, der kan imødekomme udfordringerne. Processen er derefter tilrettelagt på en sådan måde, at det er rektorerne, der leverer oplæg til diskussion inden for hvert tema. Ministeriets rolle er at facilitere drøftelserne, og jeg glæder mig til at følge dem.

Når man igangsætter en sådan styret proces med deadline til april, hvad er det så for konkrete forventninger og krav, man har til forløbet?

Det er min oplevelse, at der efter offentliggørelsen af Henrik Sveidahls rapport er opstået et rum, hvor vi fordomsfrit kan drøfte de udfordringer, som sektoren oplever. Det rum skal vi nu bruge aktivt til at få lavet nogle konkrete løsningsforslag, som kan ruste de kunstneriske uddannelser bedre til fremtiden. Det er min ambition, at møderækken med rektorerne skal udmunde i et fælles strategipapir i slutningen af marts 2018, som indeholder et antal løsningsforslag og strategiske pejlemærker for sektoren, der adresserer de nævnte udfordringer.

Et organiseret samarbejde som dette kan også anskues som en måde at holde liv i rapportens anbefalinger om sammenlægninger på tværs af kunstuddannelserne, eller hvordan skal det forstås?

For mig er det vigtigt, at de udfordringer som Sveidahl-rapporten nævner, adresseres. Derfor tager møderækken udgangspunkt i de syv nævnte udfordringer, der udspringer af rapporten og lægger op til drøftelse af mulige satsningsområder eller løsningsmuligheder blandt institutionerne.