Efter at være gået lukt i turistfælden DUMBO – pizzeriaer, der helt sikkert fyrer med brænde og gode gamle Brooklyn Ice Cream Factory – befinder jeg mig «face to face» med We The People. Foranlediget af organisationen Public Art Fund kan man det næste halve år opleve Danh Vos nok så omtalte projekt i Brooklyn Bridge Park, hvilket omtrent vil sige på højde med Manhattans sydspids. Man kan lige se den lokale turistchef lægge to og to sammen ved tanken om at få det her værk «hjem». Af flere grunde vil det med garanti blive mere nådigt modtaget end Olafur Eliassons vandfald.
Ifølge info-tavlen har man til lejligheden sat adskillige af de i alt ca. 250 fragmenter, som We The People i sin helhed består af, sammen til fire enorme skulpturer. Men helt så enorme virker de nu ikke. Om det skyldes synet af «the real thing» i det fjerne eller skyskraberne på den anden side af East River, ved jeg ikke. (Statue of Liberty vs. Freedom Tower. Kvinde og mand, dengang og nu). Men uanset hvad virker størrelsen altså mærkelig. Den mest indlysende gevinst ved at opleve de enkelte skulpturer plejer ellers at være en præcis fornemmelse af skala: «Hvis dét her er Frihedsgudindens storetå, så…» Her er den følelse helt væk. Selvsagt udgør folderne i hendes klædedragt ikke på samme måde et anskueligt udgangspunkt, men jeg tror nu alligevel, det har mere med forholdet til omgivelserne at gøre.
Hvorfor har man mon valgt at placere skulpturerne et godt stykke oppe ad flodbredden halvt skjult i en mærkværdig stensætning i stedet for nede ved vandet, hvor det tårnhøje Financial District ville kunne etablere et helt nyt målestoksforhold? Af forsikringsgrunde, frygten for en ny naturkatastrofe? I hvert fald får det mig til at tænke på slutscenen i Abernes Planet, hvor Frihedsgudinden stikker sit hoved frem som vidne om de barske sandheder vedrørende denne klode:
– Dr. Zaius: Tell me, why are all apes created equal?
– George: Some apes, it seems, are more equal than others.
Måske er lige netop New York det eneste sted i verden, hvor We The People ikke umiddelbart virker som det alle tiders poetiske og spektakulære kunstværk, det er. Men omvendt kunne man også hævde at Danh Vos værk her føjer sig ind i den amerikanske tradition for land art: Robert Smithsons Spiral Jetty, Walter de Marias Lightening Field og især Michael Heizers Double Negative uden for Las Vegas. Alle har de det til fælles, at de ikke er tilstede som statiske objekter – skulpturer – men derimod som en kontinuerlig fremkaldelse af deres omgivelser.
Efter det obligatoriske familieportræt er taget slår en lille pige mistroisk på skulpturens kobberskal. Hun får at vide, at hun skal passe på, for det er «a piece of art», hvortil hun blot svarer: «No, it’s a piece of nothing.»
P.S.
We The People kan efter sigende også opleves på New Yorks rådhus og i den omkringliggende park. Ved mit besøg var hele området imidlertid spærret af på grund af præsidentens nært forestående besøg, og en meget lidt imødekommende betjent kunne desuden fortælle, at selve City Hall kun er åben om onsdagen og det som led i den officielle rundvisning.
Mikkel Carl, f. 1976, har en BA i idéhistorie fra Århus Universitet og en MFA fra Det kongelige Danske Kunstakademi i København. Han arbejder som kunstner, freelance kurator og skribent.
