Der er noget grundlæggende slapt over udstillinger, der tager tematisk udgangspunkt i et land. Nogle husker måske den pludselige interesse for kinesisk samtidskunst i 00’erne, der gav sig udslag i adskillige udstillinger af mere eller mindre tilfældige kinesiske kunstnere. Ikke just en kuratorisk kraftanstrengelse.
I øjeblikket gælder det Grønland, som fx på Copenhagen Contemporary, hvor man har samlet otte samtidskunstnere, hvis værker på forskellig vis tematiserer det at være grønlandsk lige nu. I forhold til Kina-udstillingerne giver det bedre mening, nok særligt i den aktuelle geopolitiske situation: Dels fordi den grønlandske kunstscene er så lille, at man kan danne sig et nogenlunde overblik over den på en enkelt udstilling, dels fordi der er et vis overlap i metode, tematik og visuelle virkemidler blandt mange grønlandske kunstnere. Det lidt løse kuratoriske koncept til trods, så fremstår Fire & Ice som en sammenhængende udstilling.
Jessie Kleemann har lavet sit til dato bedste værk, der ikke er en liveperformance. På en stor skærm ser vi Kleemann slæbe en leddeløs stofkajak henover en hvid sandstrand. I en voice-over genfortæller hun en grønlandsk myte om en rejse i netop en kajak, henover et elektronisk lydbillede. Hendes lidt hæse stemme, det grønlandske sprogs mange strubelyde og de elektroniske komponenter spiller perfekt sammen: Hendes stemme bliver et smukt afstemt instrument, mens kameraet formår at indfange den intensitet i kropssproget, der kendetegner hendes performances. Det værk er hele udstillingen værd!
Kunstnerne i Fire & Ice arbejder generelt med at forbinde fortid og samtid, med kolonitiden som et brud midt imellem. Flere værker, som ud over Kleemanns tæller Kim Kleist-Eriksens udskårne hvalrostand og Martin Brandt Hansens vitriner, refererer til den grønlandske mytologi. Emilia Sølvstens enorme sukkerlandskab og Inuk Silis Høeghs meditative naturfilm om farven grøn undersøger de danske stednavne og sprogets indflydelse på erindring og selvforståelse, mens Lisbeth Karline Poulsen og Julie Edel Hardenberg arbejder politisk med værker, der centrerer sig om strukturel racisme og koloniseringens konkrete konsekvenser.
Copenhagen Contemporary skriver i formidlingsmaterialet, at de fleste værker er produceret til udstillingen. Det dækker over, at flere af værkerne er nyproduktioner af ældre værker, blæst op i skala, så de passer ind i institutionens enorme rum. Det ser flot ud, men jeg tror, at jeg foretrækker fx Inuuteq Storchs fotografier af venner og bekendte i en mere beskeden skala, der passer til det intime i de situationer, der skildres.
Der er flere af den slags kuratoriske valg, som man må undre sig lidt over. Lisbeth Karline Poulsens værk om spiralsagen, et rødt skrin med en trusse og én perle for hvert barn, der ikke er blevet født, er eksempelvis placeret i midten af et helt hvidt, nøgent og overoplyst rum, temmelig teatralsk og dramatisk. Jeg opfatter egentlig værket som ret sorgfuldt i sin grundtone, og jeg synes, det bliver mere endimensionelt som et konfronterende politisk statement, i denne installation.
De mest besynderlige valg er taget i udstillingens sidste rum, der indeholder seks af Martin Brandt Hansens i øvrigt fremragende værker. Fire af dem består af kolossale vitriner a la Damien Hirst uden formaldehyden, der indeholder figurer i fuld størrelse med udgangspunkt i mitaarneq, en grønlandsk udklædningsfest, der minder om fastelavn, men som har rødder i ældgamle traditioner. Fordi der i mitaarneq ikke er faste regler for kostumer, består figurerne af alt fra skindbukser og kamikker til wrestlingmasker og klovneparykker. Det bliver til en ret interessant historie om, hvordan man i Arktis arbejder med flydende symboler og tegn, der kan vandre, udskiftes og forbinde det gamle med det nye.
Den historie fortæller formidlingsmaterialet, men det mest tydeligt tilbagevendende visuelle element, vitrinerne, nævnes ikke. De peger ellers på en anden interessant pointe, nemlig om, hvordan grønlandsk kunst og kultur bliver iscenesat, ofte i kulturhistoriske kontekster og for det meste som noget statisk og forhistorisk. Ved slet ikke at nævne den del af værket, kommer vitrinerne til at ligne institutionens rammesætning, ikke kunstnerens bevidste valg.
Jeg synes, at Fire & Ice ville stå stærkere, hvis institutionen havde været mere bevidst – eller i hvert fald tydeligere – omkring sin egen position, sine valg og fravalg. Hvad betyder det fx, når man skriver: «Alle snakker om Grønland. Få lader grønlænderne tale», som om Copenhagen Contemporary havde opfundet ideen om at udstille værker af grønlandske kunstnere, og ikke lå i slipstrømmen af den samme pludselige interesse for Grønland, som alle andre? Som om man ikke stod på skuldrene af adskillige biennalers interesse for oprindelige folks kunst, og som om SMK ikke havde haft en kæmpe solo med Jessie Kleemann i 2023?
Måske ligger der i institutionens fokus på, hvem der «taler» og «lytter» også forklaringen på de lidt sære kuratoriske valg. Det er som om, man har glemt, at det er billedkunst, vi har med at gøre, og nærmest behandler værkerne som udelukkende sproglige udsagn. Men billedkunst har jo også en visuel form, der i høj grad påvirkes af institutionens iscenesættelser.
Det er sympatisk at ville lytte til grønlandske stemmer, og det er både vigtigt og virkelig på tide at danskerne generelt opdager, at der findes andre perspektiver her i verden end vores eget. Men al den lytning har vist gjort Copenhagen Contemporary lidt døve for, at de selv spiller en aktiv rolle i, hvad beskueren hører. Og hvis der er noget, antiracistisk og postkolonial forskning burde have lært os, så er det vel, at det ikke er nok bare at lytte; vi må også gøre os bevidste om, hvilken position, vi selv indtager.
David Stjernholm