En af de sidste handlinger, amerikanske Alison Knowles foretog sig før hun gik bort sidste år, var at genopføre Nivea Cream Piece. Fra sit sygeleje i sit SoHo-loft i New York indsmurte hun sine hænder i fed, hvid Nivea-creme. Hun indsmurte også sin datters og en af sine tætte venners hænder. Til sidst smurte de alle sammen hinandens hænder ind på samme tid. Det var da 63 år siden, performancen blev opført første gang, dengang i København.
Uropførelsen af Nivea Cream Piece fandt sted på Festorum Fluxus i 1962 – en Fluxus-festival, hvis radikale oprørsånd og anti-etablissementdagsorden sendte chokbølger gennem den danske kunstscene, som herefter var grundlæggende forandret. Festivalen var spredt over flere scener i byen, men havde primært til huse i Nikolaj Kirke. Nu har Nikolaj Kunsthal åbnet en retrospektiv udstilling med Alison Knowles, en af Fluxus-pionererne, født i 1933 og død i 2025.
På åbningsdagen i forrige uge blev Knowles’ meget berømte suppe-performance – Variation #1 on Proposition (1964): Make A Soup – genopført af duoen Amalie og Floras Middage. Klædt i røde gevandter og bag et ligeledes røddækket køkkenlangbord, opstillet udenfor kunsthallen i den kølige byluft på Nikolaj Plads, tilberedte performerne den vegetariske suppe, der skulle indtages af publikum ved langborde. En fuldstændig ordinær hverdagsaffære, nu bare i storskala med suppe til godt over hundrede mennesker. Hvilket selvfølgelig giver sine udfordringer.
Faktisk endte jeg med at opgive at smage på suppen. Efter halvanden time fik jeg at vide, at der ville gå mindst en time mere, før suppen, der kæmpede med at nå kogepunktet, ville være klar. Hvilket ikke står i modsætning til værkets idé. På mange måder er Alison Knowles’ værker karakteriseret ved et vist lavblus-temperament. Til gengæld blev omstændighederne en belejlig undskyldning for mig for ikke at deltage i suppespisningen. For der var noget ved tanken om at skulle spise denne suppe, der i flere dage havde provokeret mig.
At dele et måltid er, ligesom at indsmøre hinandens hænder, en meget intim handling. At spise en skål suppe, alene, men sammen med mennesker jeg ikke rigtig kender, samarbejdspartnere, andre kunstnere; tanken om at stå der med skålen, eller sidde ved siden af nogen, se hvordan de indtager suppen, om de spilder, om jeg selv spilder, få røde stænk på kinden, på tøjet. Og så i form af et kunstværk. Kujonagtigt nok kunne jeg ikke rumme selv at være med til, med al sandsynlighed, at gøre kunsten så antiklimaktisk med min uformående suppespisning.
Og det er måske betegnende for tiden og den kunstneriske udvikling siden Knowles første gang inviterede til fællesspisning som kunst. Mange af samtidens udstillinger spiller på intense eller emotionelle oplevelser. Det teatralske indtager en stor del af især yngre billedkunstneres æstetik. Også på de store museer hyres scenografer ind for at iscenesætte værker med skarpt spotlys og til lejligheden skabte lydspor. Scener, kostumer, rekvisitter og teaterlys er blevet gængse elementer i spektakulære opsætninger, som publikum sluses igennem.
Samtidens teatralske scenografier kan have sin plads, og performance-værker som Nivea Cream Piece og Make A Soup udspringer i virkeligheden også af noget helt andet – en mere grænsesøgende udforskning af, hvad kunst kan være, hvor lidt der skal til, og hvornår en given handling kan forstås som kunst. Det var banebrydende i Fluxus-æraen og er – som jeg måtte erfare – stadig voldsomt potent, og besidder en frigjorthed, som nok er værd at øve sig i at rumme.
Udstillingen fylder alle salene i de gamle kirkerum. Nedre Galleri er primært dedikeret til de tidlige år med en præsentation af Fluxus-bevægelsen og Knowles’ kunstneriske samarbejder. Det er en ærgerlig prioritering, at Nivea Cream Piece kun indgår som et enkelt silketryk i udstillingen og ikke bliver enten udført eller figurerer som videodokumentation, som så mange andre performanceværker gør i udstillingen. Det betyder, at hverken performancens stærke visuelle side eller den meget suggestive, klistrede lydside kan opleves. Det ville ellers have tilføjet lidt juice og skarpvinkling af den intimitet som kendetegner Knowles’ værk – og meget af Fluxuskunsten iøvrigt.
I kunsthallens øvre kirkesale er kunsten ikke spiselig, men mange af værkerne er alligevel baseret på (tørre) fødevarer. Man kan træde op i en kæmpe kasse fyldt med kikærter (Bean Garden (1976/2026)), der giver lyd fra sig, når man vandrer rundt i dem. Værkerne White Bean Turner (1998) og Brown Bean Turner (2000) – irregulære, rektangler af hør-pulp overdrysset med bælgfrugter – er faktisk instrumenter, hvis rislende lyd, Knowles aktiverede ved at vende og dreje dem, så de tørrede sojabønner indeni trillede rundt.
Igen, intet af det specielt spektakulært, lidt ørkenagtigt, især når udstillingen nogle steder tager mere form af arkiv-dokumentation end af aktiv udstilling. Men på sin vis ganske intenst – ikke mindst at overgive sig til. Lege med når man må, og ellers give sig lige den ekstra tid, det kræver, at få det lidt tunge, glasmontrebeskyttede materiale til at løfte sig.
Alison Knowles er ikke eksplicit politisk. Det handler ikke om omlægning af landbrug, bæredygtige kunstnermaterialer eller revolutionen af spisevaner. Men der er alligevel noget grundlæggende om livet, det nære, på spil. Lyden og følelsen af at stikke en hånd ned i tusindvis af kølige, tørre bønner. Suppen, der nærer familien. Hvad, der kan gro og spire – men også, i den mere finurlige ende; hvor mange hedder egentlig «Bean» til efternavn?
Et opslag i New York Citys telefonbog i 1965 med en liste af Bean’er og tilhørende telefonnumre bliver med en tilføjet instruktion i tostemmig oplæsning til et fundet digt, en art hverdagens poesi. Og Knowles’ A Bean Concordance fra 1983 er en vidunderlig lille bog med poesi, fakta om bønner, forskellige landes kuriøse bønnetraditioner og underlige udklip fra aviser, hvor ordet «bean» indgår. Det er på sin vis meget teoretisk, intellektuelt. Men det underspillede og denne insisteren på, at jeg skal gøre arbejdet selv eller bruge tid på at bevidne det, åbner også et rum i mig, som er vigtigt, som rører ved noget grundlæggende menneskeligt – ja, den kunstneriske kim i mig. Tanken om at den findes i os alle, vækkes. Næste gang bliver jeg til suppen er færdig.
