Hvis Antonis Pittas’ udstilling på Hordaland Kunstsenter er repræsentativ for konceptet «After Exhibitions» så virker det som en trist nedprioritering af oplevelsen i galleriet.
Apichaya Wanthiangs udstilling i Bergens gamle bankbygning er klædelig på grænsen til det fashionable. Tidens kriser synes at kalde på en healende, poetisk nyeksotisme.
Mens dele af samtidslitteraturen forholder sig sværmerisk til det virkelige finder vi i udstillingen Seeable/Sayable på Kunstnernes Hus i Oslo tre norske samtidskunstnere, som taler direkte ind i sin tid.
Udstillingen Los Angeles – A Fiction giver Astrup Fearnley Museet en anledning til at forstærke sin Venice Beach-agtige identitet by association. Det er rimelig vellykket.
På Volksbühne i Berlin fortsætter Vinge/Müllers nu 360 timer lange version af Vildanden og viser kraftløsheden som kernen i enhver pompøs, fascistisk iscenesættelse.
Udstillingen BGO1 på Bergen Kunstmuseum hviler på en forestilling om at der på den bergensiske kunstscene ikke eksisterer noget modsætningsforhold mellem et udenfor og et indenfor.
Årets masterudstilling i Bergen er en eksplosion af energi som peger i mange retninger, men en større bekymring for biologisk liv har erstattet den selvbiografiske refleksion.
I stedet for at stresse os, tage os ud af kroppen og ud af rummet, bruges digitale medier hos HC Gilje som forlængelse og intensivering af det allerede eksisterende. Gallerirunden i Bergen bringer os også til Bjørg Taranger og Nathan Coley.
En glad bunke identitetsafsøgende værker benytter sig blandt andet af vittigheden og den sciencefictionagtige underliggøring.
Krigen er kunstnerens muse i Vanessa Bairds retrospektiv på Munchmuseet i Oslo.
Katalin Ladiks första stora separatutställning i Norden betonar röstens omvälvande kraft.
106 år efter kvinder fik adgang til Folketinget bliver 30 af de mest indflydelsesrige foreviget i Mie Mørkebergs maleri.
Kohtas utställning Social Form handlar om möten mellan människor – men dialogen mellan verken uteblir.
Kunstkritikk modtager støtte af
