Som at bladre igennem en fantastisk bog

Gruppen bag det kunstnerdrevne sted Toves er i Venedig for at lave radio. Vi mødtes med Jacob Jessen og Janus Høm over en Lily espresso.

Janus Høm og Jacob Jessen. Foto: Maria Kjær Themsen.
Janus Høm og Jacob Jessen. Foto: Maria Kjær Themsen.

I Venedig foregår der altid en masse «side kicks» til det officielle biennaleprogram – kunstnere og udstillere, der kobler sig på biennalebegivenheden, og laver events, fester, udstillinger eller, som TOVES (bestående af: Hannah Heilmann, Jacob Jessen, Honza Hoeck, Janus Høm, Rasmus Høj Mygind, Anna Frost, Simon Damkjær, Christian Jeppsson og Sandra Vaka Olsen): radioudsendelser. Gruppen rapporterer direkte fra Den 47. Biennale fra 1997 og hostes af Hannah Heilmanns faste radio Generalbootyofwork.net.

Hvad laver Toves i Venedig?

Jacob Jessen: Toves laver radio fra den 47. Biennale fra 1997. Tematikken er valgt for at undgå et krav om at rapportere fra nutiden, vi er mere interesserede i at lave et arkiv der både reflekterer over fortid og nutid, og som handler om Biennalen mere generelt end kun den aktuelle.

Janus Høm:  Vi producerer fx et indslag der hedder Toves og Monopolet, og det handler om at kunstprofessionelle kan ringe og skrive ind med dilemmaer fra kunstlivet, og udsendelsen sendes live torsdag formiddag. I panelet er Rasmus Høj Mygind, Hannah Heilmann og Honza Hoeck.

Hvorfor er det spændende at tage til Venedig?

JJ: Jeg har glædet mig til at komme tilbage til byen; man mærker sig selv forandre sig, fordi man kommer med de her to års intervaller. Og så har jeg glædet mig helt vildt til at få god kaffe og til at kigge på smukke mennesker.

JH: Selvom udfordringen ved at få god mad er enorm, så findes den! I går fik vi et fantastisk tip om en god restaurant, hvor vi fik hjemmelavet pasta af kastanjemel med en chilitomatsauce, hvori der var muslinger og jomfruhummere. Det var helt fantastisk.

Hvad har været det mest interessante I har set indtil nu?

JJ: Biennalen er jo som at bladre sig igennem forskellige kapitler i en fantastisk bog. Og i denne bog, er den tyske pavillon indtil videre det mest interessante bud på en kunstoplevelse. Hito Steyerl i bunden, Olaf Nicolai øverst og så den vilde ombygning af pavillonen.

JH: Det er lykkedes for dem at skabe en arkitektur, hvor man oprigtig ikke genkender pavillonen. Og Hito Steyerl i bunden er selvfølgelig interessant. Det altid ophidsende element ved hende er hendes urimelige nonchalente attutide til sin egen tænkning – hvor hun sammenstiller alle mulige ting ud fra ét punkt. Man har altid høje forventninger til dem man synes er pissegode, men dette værk virker alligevel lidt fattigt. Hun er selvfølgelig fantastisk til at fabulere, men det er som om at det er gået lidt for stærkt denne gang.

JJ: Jeg synes normalt altid hun er i stand til at afsætte interessante spor i én, og der synes jeg næsten at arkitekturen i pavillonen virker stærkere end hendes likvide videoværk.

JJ: Derudover er der den new zealandske pavillon med Simon Denny på Marciana-biblioteket. Det som billedkunsten kan er at forbinde det sanselige og det intellektuelle, og set i lyset af det stedsspecifikke greb har Simon Denny skabt en sindssygt vellykket udstilling.

JH: Ja, næsten for intelligent, der er så mange punkter i projektet, der alligevel syntetiseres.
Når kunsten er god kan den det, og det kan han. Han får en gave i det rum, men han bruger den også MAKS.

Hvad skal I lave når I kommer hjem?

JJ: Lige nu arbejder jeg på et værk til Sejerø-festivalen, men selve værket har ligget i skuffen i seks år og ventet på den rette lejlighed. Værket består af en lille lysdiode med et batteri, der bliver indstøbt i en gennemsigtig sten. Der bliver lavet to, den ene bliver smidt i den Bescayiske bugt, hvor der er mere end i 1 km dybt vand, og sollyset derfor ikke kan trænge igennem til mørket. Den anden bliver lagt et sted på Sejerø, og på den måde etablerer man forestillingen om at være 1 km under havet, når man står på Sejerø. Måske ligger jeg den på en mark.

JH: På det seneste har jeg skrevet rigtig meget, og jeg er ved at inkorpere en slags essayistiske kunstskriverier i min praksis. Desuden er jeg i gang med skulle lave nogle film, som bruger disse fabuleringer. Det er en slags visuelle essays, som handler om hvordan man kan syntetisere tidscollogaer i fetichobjekter.

Læserindlæg