En snestorm kan gøre det umuligt at positionere sig selv i forhold til omgivelserne. Man må standse bilen, bare stirre ud i det hvide, og vente. På den måde er Willem de Rooijs Whiteout på KW i Berlin også en slags timeout: en invitation til at holde pause, såvel som en henstilling af tiden – en refleksion over tidslighed.
Willem de Rooij tilhører en generation af kunstnere, som i 90erne revitaliserede et minimalistisk formsprog. Denne generation, med forløberen Ian Wilson, har domineret KW’s underetage siden årets begyndelse. Men hvor de glatte objekter i sommerens udstilling af Ronald Jones dækkede over blodige historier, går Whiteout på klædelig vis mere forsigtigt til værks.
Udstillingen er forankret i to værker begge produceret i Grønland, men med næsten tyve års mellemrum. I’m Coming Home in Forty Days (1997) en 15 minutter lang film, der tålmodigt følger sejladsen rundt om et isbjerg, og Ilulissat (2014) hvor lyden af slædehundes gøen kastes rundt (af 12 højttalere) i KW’s store, mørklagte sal. Samtidig kan udstillingen siges at bestå af en række post-minimalistiske monokromer. «Post» benævner her en undergravning af det monokromes fundament: at det er muligt at være bare én ting, og måske også, at den renlighed er værd at stræbe efter.
I I’m Coming Home in Forty Days bevæger vi os – som Walter Benjamins flaneur med en skildpadde i snor – ganske langsomt, i stille, afventende observation. Isen, havet og himlen er en hvid-grå masse, der gennemhulles sporadisk af skygger og fugle. Der er som sådan ikke noget at se, ej heller noget at vente på, men hvad sker der, hvis vi gør det alligevel?
Som akkompagnement til videoen valgte de Rooij og hans afdøde samarbejdspartner Jeroen de Rijke (1970-2006) et produktionsfotografi af vandspejlet, en massiv overflade af plettet dyb turkis. I Blue Table (2004) ligger diverse udklip fra kunsttidsskrifter samlet, alle med reproduktioner af det samme fotografi, i hver udgave, afhængig af farve og papirforhold, med lette variationer. Det er oplagt at læse dette blå monokrom i forlængelse af Yves Kleins værker fra 1950erne, men også Derek Jarmans sidste film Blue fra 1993. Klein garanterer med sin patentering af farven International Klein Blue værkernes absolutte ensartethed, mens hos Jarman det blå ligeledes betegner et fravær af karakter: det er den sidste farve man ser, inden man mister synet helt, som Jarman gjorde, som følge af AIDS-relaterede sygdomme. Hos de Rijke og de Rooij, derimod, er det blå en konkret afbildning af tid og sted – lige præcis dét stykke af havet. Blue Table understreger måden hvorpå billedets specifikke karakter også forskydes med hver reproduktion, og betydning gestaltes kontinuerligt over tid.
Et tilstødende værk, Blue to Blue (2012), dekonstruerer igen monokromets påstand om afkoblet renlighed, når 10 forskellige nuancer af blå væves sammen til en flimrende gobelin med nærmest digital effekt. De 10 nuancer bliver til 12 højttalere i Ilulissat: et billede på den lige så eklektiske mørke lydmur. Placeret rundt om en gruppe a bænke i midten af rummet, rammer hundenes gøen os fra alle sider med vekslende intensitet. Som de Rooij beskriver det, er der for hver familie i den nordgrønlandske by også en familie af hunde til at trække slæderne. Dyrene kommunikerer unægteligt med hinanden med deres gøren, men de Rooijs værk er næppe behjælpeligt som oversættelse. Her kan «whiteout» også forstås som det at overstrege eller slette, og Ilulissat dermed som den blotte konstatering af selve disse relationer, men med deres eksakte indhold tilsløret.
Det vil være synd at sige (som udstillingsteksten gør) at Whiteout adresserer klimaforandringer, eller, alene ved at være produceret i Grønland, kommenterer på det koloniale mellemværende med Danmark. For på trods af deres æstetiske strenghed er værkerne af natur for passive til at adressere noget, som sådan. Disse spørgsmål er snarere en slags latent antydning: omrids af fravær, som fraværet af de Rijkes navn på de senere værker, eller tabet af isbjergets massive, ustadige monolit i de år der siden er gået. Og her ligger for mig at se netop udstillingens styrke: at den taler i et sprog, der frasiger sig livets sædvanlige krav om logik, men uden dermed at miste grebet om selve livets substans: Det, der alligevel siges mellem hundenes gøen og isens stille smelten.