Systemtænkning, infrastruktur og rengøring

Solens stråler falder skarpt ind på den kolossale bygningskonstruktion, der som et mindre bjerg af beton og jernskelet hæver sig op over de tidligere lokomotivhaller i den sydfranske by Arles. Kraner, maskiner og arbejdsfolk er i fuld gang både med at istandsætte de gamle produktionshaller og opføre Frank Gehrys nye multifunktionelle bygning (inklusive kunstmuseum, bibliotek, kontorer, artist-in-residences, cafe, restaurant og hotel), som i 2018 åbner under navnet «LUMA Arles». Det var midt på denne travle byggeplads, at det stort anlagte fire dages seminar «How Institutions Think» blev afholdt. På mange måder en passende kulisse for at diskutere kunstinstitutioners begrænsninger, muligheder og deres indflydelse på verden omkring dem.

Symposiet var en velsmurt maskine, hvor hver session blev indledt af professionelle og velforberedte moderatorer og hvor man virkelig mærkede styrken af det omfattende institutionelle samarbejde, der stod bag symposiet: LUMA Foundation og CCS Bard i samarbejde med Valand Academy of Arts, Central Saint Martins, University of the Arts London, Department of Art, Goldsmiths, University of London, The V-A-C Foundation og de Appel arts centre.

Allerede i løbet af seminarets første dage formede der sig en konsensus om, at selvinstitutionalisering mere eller mindre var en blindgyde. Den britiske kunstner Dave Beech, som deltog i symposiet, har efterhånden i mange år (eksempelvis i artiklen «Institutionalism for all» i Art Monthly, 2006) argumenteret for det meningsløse i at forsøge at undgå en institutionalisering eftersom alternative udstillingssteder, tidsskrifter med mere allerede i forvejen er institutioner i sig selv. Til symposiet havde Beech imidlertid valgt at zoome ud og fokusere på en langt større sociale kategori, nemlig infrastruktur, som ifølge Beech udgøres af et netværk af institutioner. «Kunstinstitutioner kan kun ændres af en anden infrastruktur og ved at arbejde tværinstitutionelt,» lød det fra Beech. Og det indbyrdes afhængighedsforhold mellem infrastruktur og institution blev tydeligt med hans spørgsmål “Hvordan kan institutioner bidrage til en ny social infrastruktur?”

Stik modsat denne tilskrivning af agens til institutionerne og netværk var oplægget fra filosoffen og kunstneren Marina Gržinić, hvis bombastiske systemtænkning foretrak biopolitikken frem for nekropolitikken. Her var intet længere muligt: «Institutionerne tænker ikke, men handler inden for kapitalens krigsmaskine!» Et relevant kritisk oplæg, som dog efterlod lidet rum for agens eller i det mindste illusionen herom.

Overordnet set forholdt mange af deltagerne sig dog passioneret og engageret til institutionen som en aktiv men problematisk platform, der stadig mangler at forholde sig mere kritisk til sin egen rolle i relation til historieskrivning, eksempelvis i forhold til samlinger hentet fra Afrika under kolonitiden.

Charles Esche, direktør for Van Abbemuseum, efterlyste en afsløring af museale kanon’er og understregede vigtigheden af at få ændret et stadigt vestligt kulturelt hegemoni. «Hvordan kan museet spille en social og politisk rolle i dag,» spurgte Esche og pegede på vigtigheden af at udfordre det koloniale blik indefra – et perspektiv som også lå implicit i symposiets titel. Dog kan man anfægte, at der manglede et mere divergerende udefrakommende blik. Stort set samtlige af seminarets oplægsholdere var hvide fra vesten, der repræsenterede en euro- eller amerikansk institution, men refererede til post-koloniale spørgsmål, vel og mærket som de oplevede dem. Lidt polemisk kunne man spørge om ikke også vestlige institutioner har noget at lære af andre for på den måde at skabe en anden historieskrivning?

Anderledes konkret udfoldede direktør for det progressive udstillings- og researchbaserede Bétonsalon, Mélanie Bouteloup, deres ny-åbnede udstillingssted Villa Vassilieff i Paris. Med udgangspunkt i fotografen Marc Vauxs fotografier af atelierer og kunstnere i perioden fra 1920’erne til 1970’erne forsøgte institutionen at kortlægge, hvordan livet omkring tilblivelsen af kunst var omkring Montparnasse i denne periode. Det var inspirerende at høre, hvordan man havde formået at etablere et nyt sted på ruinerne af det tidligere Marie Vassilieffs studio og senere Musée du Montparnasse, og hvor institutionen tog sig tid til at få stedets historie afspejlet direkte i den kuratoriske linje. «Tag institutionerne tilbage,» lød opfordringen fra Bouteloup.

Endnu mere konkret var direktør for det hollandske Casco – Office for Art, Design and Theory, Binna Choi og billedkunstner Annette Krauss kollektive arbejde Site for Unlearning (Art Organization), der forsøgte at adressere og ændre institutionelle strukturer og vaner samt forholdet mellem det private og offentlige, usynlige og synlige, gennem det at gøre rent kollektivt!

Den fysiske ramme gav konstant anledning til livlig diskussion, men da Simon Sheikh spurgte Dave Beech og Marina Gržinić, hvad de ville gøre hvis de fik udleveret nøglerne til LUMA-bygningen opstod et helt uventet forvirrende øjeblik. Pludselig blev symposiets über-teoretiske refleksioner smasket op på forruden af virkeligheden. Ud af høflighed over for værterne undlod begge at svare. På symposiets sidste dag valgte Andrea Phillips, leder af forskning ved Valand Academy of Arts, dog at svare: «Luk bygningen og bebo de institutioner vi allerede har i forvejen!»

Det var et udsagn, som førte til en del anerkendende nik rundt i salen, men som også kom til at klinge hult, når man betragtede det institutionelle landskab uden for symposiet. Selvfølgelig kan de store arkitektegnede prestige-bygninger ses som en neoliberal gentrificeringstendens men de er også en måde at konsolidere en institution på. Har man først bygget en stor flot bygning, er man nødt til at fylde den med noget og holde den kørende. Det er en vidt udbredt overlevelsesstrategi i en tid, hvor mere eller mindre alle europæiske institutioner har oplevet voldsomme beskæringer og været nødt til at sikre deres egen overlevelse. Spørgsmålet, som måske mere hang i luften efter Phillips’ udbrud, var af mere pragmatisk karakter. For hvordan arbejder man videre herfra – hvad enten det er indenfor en større eller mindre institution? Hvordan fremdyrker man et rum sammen med andre, hvor man kan tillade sig at være kritisk, og hvor man kan tage sig god tid til at udvikle og forske til et kommende udstillingsprojekt frem for blot at reagere på samtidens umiddelbare situationer?

Nu er det ikke fordi man altid behøver at lande på en konklusion, der handler om at indgyde håb for fremtiden, men de fire dage i Arles var faktisk opløftende. Selvom man sad midt i denne uortodokse ramme, i form af en byggeplads for et stort anlagt kulturelt projekt, så forholdt symposiet sig jo enormt kritisk til det institutionelle format og praksis. Samtidig var det smart tænkt at forsøge at få disse tanker «støbt» ind i selve betonfundamentet til en kommende kulturinstitution. Om det lykkes, må tiden vise.