Elmgreen & Dragsets nyindviede Han på kajen i Helsingør må betragtes som det første målrettede forsøg i hundrede år på at skabe en ny skulpturel turistattraktion i Danmark. Historisk er det den moderne turisme, der står bag de nationalsymboler, som ifølge Grundlovsforeningen Dansk Kultur er Danmarks største: Holger Danske på Kronborg og Den Lille Havfrue på Langelinie. H. C. Andersens havfrue fik skulpturel gestalt i 1913 med Edward Eriksens lille figur i Københavns Havn, «der sidde i måneskin på klipperne og ser de store skibe sejle forbi,» som der står i eventyret. Den midtjyske sagnhelt Holger Danske blev folkeeje i 1903 med gipsafstøbningen af H.P. Pedersen-Dans’ siddende skulptur fra kassematterne under Kronborg Slot. Ifølge Sibyllens spådom vil han først rejse sig, «når tyrkerne kommer og vander deres heste ved Kongeåen».
Han refererer til begge figurer, formelt til Den lille havfrue og geografisk til Kronborg. Som symbol betragtet er Han til gengæld blottet for fortælling: der knytter sig ingen dybere mytologi eller betydning til drengen på stenen. Han skal faktisk betyde så lidt som overhovedet muligt, og alle kan frit projicere hvad som helst ind i ham. Det kan man måske vælge at betragte som demokratisk kunst. Men den nærliggende forklaring er, at man som nutidig kunstner umuligt kan fremstille mytologiske nationalsymboler, kun spejle dem. Som Michael Elmgreen har formuleret det: «Tiden er løbet fra havfruehaler.»
På den nyåbnede plancheudstilling Ankomsten på Kulturværftet i Helsingør tilbydes man et katalog over de utallige historiske og symbolske læsninger, som kan lægge ned over Han, hvis man skulle mangle. I medierne har der tilsvarende været et bredt udbud af forståelsesrammer, som primært er gået på figuren som sexsymbol og kunsthistorie. Han er havfruens pikante lillebror, men finder også en mærkelig placering mellem moderne vareæstetik og en senromantisk skulpturtradition, med klassicistiske, homoerotiske undertoner. Et eller andet sted på denne akse befinder en række eksistentielle læsninger om længsel og ensomhed sig. De allerfleste tolkninger drejer sig altså om Han som et figurativt symbol.
Mærkeligt nok synes ingen at lægge større betydning i selve materialevalget. End ikke på udstillingen, der ellers går grundigt til værks med tre udmærkede film om offentlige udsmykninger i Danmark, med en redegørelse for baggrunden og debatten om Han og en noget historierevisionistisk gennemgang af de «sprælske» kunstneres fortid og øvrige produktion. Udstillingen konstaterer blot, at Han materialemæssigt spejler omgivelserne, og at det både er tankevækkende og underholdende. De fleste kan da selvfølgelig også glædes over, hvordan skulpturen på en god dag spejler solglimtene i det blanke Øresund på det allersmukkeste.
Hvad Han mangler i symbolsk historie og betydning repræsenterer han ikke desto mindre til overflod i materialitet. Den hårdt polerede ståloverflade, som ikke skal ligne stål, men flydende kviksølv, er faktisk læsset med nutidig mytologi og romantik.
Først og fremmest er rustfrit stål en udsmykningsmæssig megatrend. Med en Bilbao-agtig effekt rejser de rustfri monumenter sig over hele verden. Fra Anish Kapoors Cloud Gate for AT&T i Chicago til DR-byens nye vartegn: et stålæg med antenne, som Inges Idee står bag. Det fascinerende ved materialet er, at det illuderer en flydende form for ikke-materialitet. I modsætning til bronze giver det illusionen af at gengive og forme sig efter omgivelserne. Dermed skulle det virke mere vægtløst, mindre monumentalt og mindre didaktisk. Dyrt ser det også ud, og det betød jo noget i forgangne årti. Det flydende stål er desuden en væsentlig teknoæstetisk fetich. Den visuelle påvirkning er blandt andet kommet fra de sidste 20 års 3D-animationer af immaterielle materialiteter, som vandet i The Abyss eller nanomorfen T-1000, kviksølvmanden, fra Terminator 2, som allerede har sin egen mytologi.
Kender man lidt til 90’erkunstens uofficielle kanon, ved man, at ikke bare T-1000 fra Terminator 2, men også Jeff Koons’ serier med titlerne Statuary, Luxury og Degredation, har haft ret stor indflydelse på den koncept- og materialeforståelse, der præger kunstnere som Elmgreen & Dragset. Koons’ eksklusive stålafstøbninger af banale objekter som barskabe og billige badedyr gav selvfølgelig form til den postmoderne simulakretænkning, som hele generationen er opvokset med. Men derudover handler projektet Elmgreen & Dragset også i sig selv om fordoblinger, spejlinger og det ikke-dialektiske. Temaerne er produktionsmæssigt knyttet til selve det at være en homoseksuel kunstnerduo, hvor den grundlæggende værkformel, i sin mest koncentrerede form, gennem årene er blevet vist i slapstickagtig form med «umulige objekter» (Powerless Structures), der handler om dette spejlforhold og som både kan forstås som et bøssetegn og et kunstnerisk ståsted.
Risikoen er, at når spejling, fordobling og overflade er det væsentligste princip i en værkproduktion bevæger den sig også hele tiden på grænsen af fetichisme. Det kan betragtes som et stigende problem i Elmgreen & Dragsets produktion, hvor alt efterhånden er muligt, både Irmadåser og reklamesmarte ideer. Men i takt med deres stadig større succes synes de engang så kritiske og idiosynkratiske kunstnere faktisk at være begyndt at tage fetichen alvorligt som værkkategori. Muligvis fordi de har måttet lægge vreden, de kunstneriske og seksuelle grænsemartyrier i sygeseng og prøvet at finde en ny måde at møde en kunstverden på, der ikke længere spænder ben, men lykkeligt forelsker sig i dem gang på gang. Man kan faktisk undre sig over, hvor platte og nemme påhit de tillader sig selv at beskæftige med. Han er også irriterende banal som ide og som billede i avisen, men gider man tage turen til Kulturværftet forstår man, at den mærkelig nok virker som objekt. Det gør den blandt andet fordi kunstnerne netop ikke lægger skjul på, at de har lavet en turistattraktion og ikke kun en kunstnerisk udsmykning, selvom den ledsagende udstilling mest hævder det sidste. Han er på den måde et værk, der er holdt op med at love nogen noget, og på fjorten dage alligevel er kommet til at betyde noget for alle.
