Som det er med kunst i offentlige rum, må værket forholde sig til den omkringliggende arkitektur og til en alt andet end neutral kontekst. Det er nok ikke nykonceptualisten Matias Faldbakkens (f. 1973) fortrukne element, selvom den monumentale stenmosaik En opprettholdelse (2026), som tidligere på sommeren blev afsløret i Oslos nye regeringskvarter, ikke er første forsøg udenfor gallerirummets hvide vægge. Imidlertid er det første gang at hans værk skal passe ind i en så hyperladet kontekst som den som omgiver et mindested over ofrene for det højreekstreme terroristangreb, som fandt sted i Oslo og på Utøya i 2011, præcis for 15 år siden, hvor 77 mennesker, mange af dem unge på den politiske sommerlejr for AUF (Arbeidernes Ungdomsfylking), blev skudt ned og myrdet. Faldbakkens værk En opprettholdelse blev udvalgt af en jury efter et grundigt forsøg fra KORO’s side på at gøre processen frem til kåringen så offentlig og transparent som muligt. Ti grupper af kunstnere og arkitekter præsenterede deres skitseforslag til et nyt, nationalt mindested på et åbent seminar på Nasjonalmuseet i juni 2024.
KORO skylder nok en mere ryddelig proces eftersom Jonas Dahlbergs af KORO udvalgte værk Memory Wound endte med at blive skrinlagt i 2017 efter offentlige protester. Trist nok har kunstkritikere en tendens til at holde sig til gallerirummet og i mindre grad kaste sig over at debattere og anmelde kunst i offentlige rum. Dette er et af flere svage punkter som førte til at processen omkring Dahlbergs værk blev så rodet: Den offentlige diskussion, også med overlevende og pårørende til dræbte under terroristangrebet, blev ikke i tilstrækkelig grad taget, før en vinder blev kåret. At den ellers så sfinxagtige Faldbakken nu må forklare sit værk i emotionelt ladede sammenhænge med ekstrem mediebevågenhed virker som passende hævn for de første mange år med tavshed omkring egen kunst.
Jeg er nok blandt dem som tænkte, at hans værk ikke ville komme i betragtning, eftersom det ikke er et sted, et miljø som kan favne sørgende, men et monumentalt værk, som i hvert fald ikke giver dig et kram, når du står ved siden af. Ved første præsentation i 2024 startede Faldbakken med at sige at han havde gået forbi resterne af Y-blokken og set Pablo Picassos og Carl Nesjars ved angrebet skadede værk Fiskerne (1969) stående indespændt i et blåt stillads. Dette mindede ham om et værk han selv kunne have lavet. Et sådant udgangspunkt virkede i første omgang pinligt selvoptaget og mærkelig misforstået. Skulle vi ønske os et monument som fremhæver Faldbakkens egen genialitet, og som stiller ham på niveau med Picasso? Kunstneren ser det anderledes, fremgår det af interviews, hvor han omtaler En opprettholdelse som en slags readymade, som han bare fik øje på og genskabte. Stadig kommer kunstnerens identitet, hans fingeraftryk, mærkeligt i vejen for de følelser som bør være i centrum.
Det nu indviede værk har to ansigter, kan man sige. Det står på Johan Nygaardsvolds plass med fronten vendt mod den nyrestaurerede Høyblokken. Som en kæmpe vejbom lyser den rasende rødt (¡No pasarán!) mod dem som vil komme og skade. Indersiden er blødere, en kollaborativ mosaik skabt af omkring 300.000 sten i samarbejde med Fantini Mosaici, et firma fra Milano, og med alle som kom og deltog på diverse workshops, blandt dem mange som er direkte berørt af terroristangrebet. Det kan virke obligatorisk at et element fra Utøya er til stede i værket, og det blev altså den skrøbelige gluttsnipe (på dansk «hvidklire») fra Tyrifjorden hvor Utøya ligger. Hvad har en fugl at gøre med det hele, kan man spørge sig.
Fuglen er fra naturen passende mosaikagtig, sort- og hvidspættet. Den har et let opadbøjet næb; den «smiler», skriver ornitologer gerne. Fugle vil altid rime på flugt i menneskets fantasi, og man kan sagtens se den spinkle hvidklire som en drøm og et ønske om flugt, snarrådighed og modstand. Den svage skal blive den stærke, og under dette billede findes navnene på de dræbte indstøbt i metallet i ophøjet skrift, så de kan ses både med øjne og hænder. Med små diskrete blomsterholdere er der gjort plads til en brugsfunktion her som samtidig ikke «forstyrrer» Faldbakkens renskårne æstetik.
Hvis vi stadig forfølger tanken om at værket har to ansigter, kan man sige, at den sårbare fugl og dens spejling i en vandoverflade måske vil sige noget til de direkte berørte om liv og død. Der er en langt mere abstrakt tiltale i gang på den side af mosaikken som vender ud mod gaden, hvor det blåmalede stål møder mosaikkens signalrøde bagside. Hvad vil det sige at vi sammen opretholder en spejling? Rød og blå er ikke komplementærfarver, men det er stærkt ladede farver som har med det politiske spektrum at gøre. Opretholder vi et politisk system hvor rød og blå gensidigt spejler og bekræfter hinanden gennem negation?
Jeg gik tilfældigvis rundt i området den aften hvor det norske World Cup-fodboldhold fik en heltemodtagelse af Kronprins Håkon og 900.000 ekstatiske mennesker foran slottet. Resten af byen var øde, men der var alligevel mange øjne foran Regeringskvartalet. Jeg blev akut opmærksom på at jeg blev iagttaget, og at en kunstkritiker som spankulerede rundt og tog notater lige så godt kunne være en terrorist, som planlagde et angreb.
Tænker man tilbage på de 10 værker som blev præsenteret i 2024, var en stor del af dem tilsyneladende udtænkt uden særlig begreb om sikkerhed. Befinder vi os i fredstider hvor vi kan vandre trygge rundt i have- og skulpturmiljøer, som om det var sommeren 1969? Kan vi valse rundt og mindes dengang verden var ond? Det kan vi helt klart ikke, og der var det måske kun Faldbakkens værk, som pegede sig ud med et dystert syn på fremtiden. Vi skal mindes og sørge, men vi skal også ruste os til fremtiden. Terrortruslerne er desværre ikke blevet mindre siden 2011, de er snarere blevet større. Faldbakkens koncept er stort set det eneste af de ti som for alvor tager denne erkendelse ind over sig. På trods af den nuttede fugl er det et sortsynet og nøgternt værk.
Faldbakken har gennem sin karriere fabuleret meget over avantgardens vandalisme og negation og den slags. Noget af det kan i bagspejlet virke nok så ungdommeligt, som mindelser fra en tid hvor den socialdemokratiske tryghed virkede massiv, og uro nærmest måtte opfindes af de utilpassede som en slags imaginære scenarier. Faldbakkens romantrilogi Skandinavisk misantropi (2001, 2003, 2008) er netop et udtryk for dette; en rastløs længsel imod (nok så abstrakt og teoretisk) ballade og konflikt. En slags poserende negationsfetichering som er udtryk for den forkælede teenagers utilfredshed med al den kærlighed og velfærd, han omgives af.
Den voksne Faldbakken har rigtig nok observeret at trangen til at trolde de politisk korrekte, som hans romantrilogi flød over af, nu synes at have gødet grunden for en ekstrem højredrejning. Med tanke på forbindelser mellem et ironisk troldeforum som 4chan, Alt Right og Trumps regime konstaterer han i et interview med Paragone: «Nå er det på en måte den trollske opprørsimpulsen som sitter på tronen.» Så hvor vittig er vandalisme egentlig nu? Faldbakken har skabt et værk som vil være næsten umuligt at vandalisere.
Tænk igen på de smukke, sørgmodige skulpturhaver som En opprettholdelse konkurrerede imod. Hvor mange risikomomenter lå der ikke i en endeløs række af retraumatiserende hændelser og mediefortællinger om tagging og hærværk med uønskede symboler og usmagelig voldsforherligelse? Min pointe er at juryen ikke alene gav tommel op til Faldbakken, men også de som skulle vurdere værkets sikkerhed ud i fremtiden. Jeg ser for mig at den sikkerhedsmæssige briefing var vippepunktet, uanset i hvor høj grad juryens mandat «bare» var det æstetiske. God kunst er også kunst som ikke enkelt kan mejes ned af terrorister, som vil skabe politisk grundlag for yderligere drejning mod ekstreme positioner.
Rhodes Must Fall-fænomenet er et andet nyttigt eksempel i denne kontekst. Der er tale om en protestbevægelse med udgangspunkt i Sydafrika som fra 2015 skabte en bølge af statueomvæltende hændelser verden over som del af et opgør med en kolonialistisk fortid. Man forstår godt unge menneskers længsel efter og trang til at udslette monumenter som forherliger diverse koloniherrer, men hvilken slags materialitet og hvilken slags fysisk modstand skal vi selv efterlade os i det offentlige rum? Politisk korrekte blomsterhaver nedtagget af hagekors? I det lys forstår jeg nok bedre hvad Faldbakkens værk vil gøre, og hvorfor vi har brug for et monument af stål og sten og ikke et melankolsk havemiljø.
