Med nattens aftale imellem alle Folketingets partier står det klart, at museer og kunsthaller ikke er blandt de første, der får lov gradvist at genåbne efter at have været lukket ned den seneste måned. Håbet blev vakt efter tirsdagens pressemøde, hvor Statsministeren varslede, at genåbningen af landet kunne gå hurtigere end først planlagt, men efter et Skype-møde imellem repræsentanter fra kulturlivet og Kultur- og Statsministeren onsdag aften, så det tvivlsomt ud og med resultatet af nattens forhandlinger, står det nu helt klart, at kunstinstitutionerne må vente lidt endnu, før man kan åbne dørene for et publikum.
Både Organisationen Danske Museer (ODM) og Foreningen af Kunsthaller i Danmark (FKD) har ellers igennem den sidste uge givet udtryk for, at en genåbning af kulturinstitutionerne lå «lige til højrebenet», som ODM formulerede det i en pressemeddelelse onsdag. Samme melding kommer fra Dina Vester Feilberg, direktør på Den Frie Udstillingsbygning og formand for FKDs bestyrelse:
«De mindre kunsthaller vil meget hurtigt kunne åbne for et begrænset antal besøgende,» siger hun over telefonen til Kunstkritikk. «På museer og kunsthaller kan vi sagtens kontrollere, at der ikke er for mange mennesker i lokalerne: Man kunne sælge billetter til en bestemt tidsperiode, hvor fem personer havde kunsthallen for sig selv. Man kunne holde lukket en halv time imellem hver gruppe for at spritte dørhåndtag og lignende af. Man kunne holde åbent på skæve tidspunkter for at modvirke stort pres på den offentlige transport. Man kunne endda give de gæster, man så havde, den helt særlige oplevelse, det er at møde værkerne næsten alene.»
Over de seneste par dage er et alternativt forslag til en delvis genåbning kommet på banen. Feilberg foreslår, at de tomme kvadratmeter i stedet kunne udnyttes til at afhjælpe det pres, der er opstået på skoler og daginstitutioner, hvor nye regler om afstand imellem børnene betyder, at kun halvdelen af de københavnske børn og unge i øjeblikket kan genoptage deres dagligdag.
«Det er jo helt bizart, når man samtidig ved, at der er fremragende faciliteter og målrettet formidlingsmateriale til børn og unge på stort set alle kunsthaller. Jeg forstår godt argumentet om, at man vil begrænse offentlig transport, men eksempelvis ligger Nyboder Skole nærmest på samme matrikel som Den Frie. Vi kunne sagtens arbejde med nærområdet, hvis vi fik tilladelse fra myndighederne,» siger Feilberg, der også har en anden mulighed i tankerne:
«Hvis man er bekymret for smittefaren ved at have mange hold børn igennem bygningerne, kunne man eksempelvis aftale med en bestemt skoleklasse, at de simpelthen havde base på den nærmeste kunsthal i en uge. Det behøver ikke være sådan, at der kommer et nyt hold på 24 elever hver anden time.»
Det er netop de manglende indtægter fra eksempelvis entre, men også udlejning af lokaler, cafe- og butiksdrift, der kan mærkes på kunsthallernes økonomi i øjeblikket. Hvor institutionernes projektbudget, der inkluderer udstillinger og arrangementer, er sikret tak at være de private fonde, som ikke vil kræve tilbagebetaling af bevilgede midler til projekter, der bliver udskudt, ændret eller aflyst, bløder driftsbudgetterne.
«Paradoksalt nok er det faktisk de institutioner, der har været dygtigst til at generere indtægter ud over den offentlige støtte, der bliver ramt hårdest lige nu. Kunsthallerne bliver ofte rost fra politisk side, fordi vi får meget til at ske for meget få midler, og det er netop fordi mange af os er lykkedes med at skabe forretningsmodeller, der ikke udelukkende er baseret på offentlige støttekroner. På Den Frie Udstillingsbygning finansieres over 50% af driftsbudgettet af indtægter, der ligger ud over offentlige midler – så potentielt står vi overfor en kæmpe udfordring.»
For såvel kunsthaller som museer gælder det, at rigtig mange institutioner falder igennem de hjælpepakker, der på nuværende tidspunkt er givet tilsagn om. Derfor efterlyser både FKD og ODM en pulje, hvorigennem der kan søges kompensation for de indtægter, man taber så længe institutionerne holder lukket for publikum.
For kunsthallernes vedkommende er der to hjælpepakker, der kunne være relevante, men som kun i meget begrænset omfang afhjælper problemet. Det drejer sig om lønkompensation for hjemsendte ansatte, og om kompensation i forhold til faste udgifter. For at kunne modtage lønkompensation skal man hjemsende mindst 30% af arbejdsstyrken, hvilket ifølge Feilberg ikke er et realistisk scenarie på mange kunsthaller.
«På et sted som Fotografisk Center har man bare en fuldtidsansat, så det kan jo ikke lade sig gøre. På min egen institution er vi tre på fuld tid, hvilket ville betyde, at jeg skulle sende en hjem. Det kunne være vores bygningsinspektør, med det vil betyde, at jeg måtte hyre et privat firma til at tage vare om bygningen. Eller det kunne være vores kurator, men han sidder med alle de kommende projekter der skal skabes og ansøgningsfrister, der skal overholdes, så det ville også være umuligt, hvis vi skal kunne præsentere et program i 2021 og 2022. Og så er der faktisk kun mig selv tilbage.»
For at kunne modtage kompensation for faste udgifter, kræves det, at man har en nedgang på 40% i omsætning, men da langt de fleste kunsthaller modtager offentlig støtte, der også tælles med i omsætningen, ser de fleste steder frem imod et tab på under de 40%. Idet lønninger ikke forstås som «faste udgifter» er det i praksis kun huslejen og eventuelle leasingaftaler, man ville kunne søge kompensation for. Selv hvis en kunsthal så frem imod en nedgang i omsætning på over 40% ville det således dreje sig om få tusinde kroner, man ville få i konpensation.
Både for museer og kunsthaller gælder det, at har taget tid for det politiske niveau at danne sig et overblik over, hvori udfordringerne består for de enkelte institutioner, fordi de er en relativt uhomogen gruppe. Man kan som museum og kunsthal være statslig, kommunal eller privatejet, ligesom man kan modtage mere eller mindre i fonds- og statsstøtte.
«Fra politisk hold er der sjældent en forståelse for, at der er forskel på museer og kunsthaller. Det er der både på organisationsniveau, men også for så vidt at vi ikke er på finansloven. Der er langt flere midler allokeret til museer, og sådan skal det også være, for de har nogle andre forpligtelser i forhold til samlingspleje,» siger Feilberg. «Men når det er sagt, så kan man godt spørge, hvem der taler kunsthallernes og samtidskunstens sag. Vi var ikke inviteret med til det møde, som Statsministeren og Kulturministeren holdt med repræsentanter for kulturlivet i onsdags, og det er selvfølgelig et valg, man har truffet fra ministeriets side. Det kan godt undre.»
Hvor man fra politisk side stadig er igang med at finde ud af, hvori udfordringerne ligger og hvordan de kan afhjælpes, møder kunsthallerne til gengæld stor forståelse hos de private fonde, fortæller Dina Vester Feilberg:
«I det sekund coronakrisen ramte Danmark, gik de danske fonde ud og sagde, at de ville gøre, hvad de kunne for at støtte op om dansk kunstliv. Vi har i forvejen en tæt relation til fondene, fordi de støtter mange af vores projekter og ofte også er i længerevarende samarbejder med kunsthallerne. Derfor har de et ret indgående indblik i vores økonomi og organisering, og med det indblik kommer der også en forståelse. Det er nok derfor, at de med det samme kontaktede os med henblik på at starte en dialog, da krisen satte ind.»
