Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de vigtigste, skarpeste eller mest rørende i 2017? I Kunstkritikks julekalender bedømmes kunståret 2017 af vores egne skribenter og inviterede gæster. Den tiende i rækken er kunstneren Amitai Romm, der er bosat i København og aktuel med udstillingen Hibernation på Tranen, som har sidste åbningsdag i dag. Romm er desuden med til at drive platformen Primer.
Kleroterion, Epigrafisk Museum, Athen, 2017
En kleroterion var en slags fysisk tilfældigheds algoritme, brugt i det Athenske demokrati til at udvælge borgere til en række officielle poster. Det var et af de mest overraskende teknologiske objekter i Epigraphical Museums samling, som er et ret underspillet annex til det Arkæologiske Museum (desuden et Documenta 14 venue). Midt i D14’s episke og lettere karikerede politiske korstog, samt cirkulationen af spekulationer omkring det amerikanske præsidentvalg (inkl. ny-kybernetiske kvaksalver-pitches fra Cambridge Analytica) fremstod denne genstand som en stum påmindelse om de historisk betingede teknologiske platforme vi skaber og derefter struktureres af.
«Cosmotechnics as Cosmopolitics» foredrag af Yuk Hui, Centre Pompidou, Paris, 2017
Apropos de her betingede teknologiske platforme, så var jeg glad for at høre denne talk af filosoffen Yuk Hui, ved et event i Centre Pompidou. Via en ultra-kort genealogi af moderne kosmopolitisme og teknologisk tænkning begynder talken (som også er publiceret som tekst) at manøvrere en genforhandling af begrebet teknologi hinsides, eller omkring, en vestlig forståelse og dennes implicitte dødsønske.
Borne, Jeff Vandermeer, Fourth Estate, 2017
Og apropos teknologisk dødsønske, så er denne bog en slags worst-case scenario på Hieronymus Bosch OD. Inkl. ømhed og omsorg overfor de amorfe monstre dette ønske måtte skabe.
Paradise Papers, 13.4 millioner dokumenter relateret til offshore investeringer, Süddeutsche Zeitung, International Consortium
Årets publikation!
Koncert med PNL, AccorHotels Arena, Paris, 2017
The world or nothing, Scarface i Disneyland… Eller realisme er ikke hvad det har været.
CJ’suis dans ma bulle, bulle, bulle
Oh shit, le shit, le shit, bulle
Sang sur l’pull, pull, pull, olala olala
Dégage ton boule, boule, boule
Ouais, ouais, ouais, ouais, ouais, ouais, ouais, ouais, ouais
Ouais ouais ouais ouais ouais, ouais, ouais, ouais, ouais
Ouais ouais ouais ouais ouais, ouais, ouais, ouais, ouais
Ouais ouais ouais ouais ouais, ouais, ouais, ouais, ouais
Ursula Reuter Christiansen på Tilflytterne, Kunsthal Møn44, Askeby
Der er raffineret omsorg i Ursula Reuter Christiansens super grove maleri af en cyborgarbejder fra 1976. Som om billedet selv søger at tilbyde en slags beskyttelse gennem sin hastige og prekære teknik. En mediering som ser ud til at have været en integreret del af Christiansens udvidede kunstneriske og politiske arbejde. Udstillingen Tilflytterne var et underligt gensyn med dette øjeblik af dansk Fluxus’ historie, hvor grænserne mellem samfundsmæssigt engagement og kunstneriske eksperimenter var både effektive, tvetydige og dybt programmatiske.
Boustrofedon-skrift, Epigrafisk Museum, Athen, 2017
Fra det 8. til 5. århundrede før vor tidsregning var skriveretningen i det antikke Grækenland ustabil, svingende, udsat for eksperimenter. Boustrofedon var en slags tovejs-tekst, navngivet efter den måde, hvorpå okser vender, når man pløjer en mark. Skriveretningen ændres ved hvert linjeskift, så en ny linje starter, hvor den forrige slutter. Hver anden linje er spejlvendt, med spejlvendte eller omvendte bogstaver. Jeg har ikke kunnet få denne ustabilitet inden for den mest usynlige eller grundlæggende konvention ud af mit hovede.
Læserindlæg