Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de vigtigste, skarpeste eller mest rørende i 2016? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2016. Den 10. i rækken er kunstneren Marianne Grønnow, som de seneste par år har haft travlt med udstillinger, udsmykninger og scenebilleder til dans og teater. Lige nu nyder hun, at der er stille. Som hun siger: «Jeg maler i besindighed på atelieret og går tur med hunden. Det er underbart».
*
Jeg bor en stor del af året i naturen på et højdedrag i Italien, altså langt fra art world og academia. Den anden del af året tilbringer jeg – også ret afsondret – i atelieret i København. Ramt af mørkeste pessimisme… Altså, old school Weltschmerz over den snarlige menneskeskabte afvikling, den klimatiske dybfrysning og nedsmeltning. Trump vandt det amerikanske præsidentvalg og er ens dystopier i forvejen kørt i stilling og pudset af, så er det nu, de kan skinne stærkest. Jorden selv kører business as usual, kontinentalpladerne flytter sig, Afrika rykker nærmere Europa, og det giver kraftige jordskælv. Men ikke flere digressioner ad veje til mørkets hjerte. Ingen ved, hvad der sker. Og dette er julekalenderen, så her kommer mine bud på nogle af årets højdepunkter.
UDSTILLINGER
Eva Koch, Den drøm om fred, Cisternerne, Frederiksberg.
En blæsende kold martsaften så jeg Eva Kochs videoinstallation i Cisternerne på Frederiksberg. Kochs værker har en klarhed og intensitet og en helt usentimental omgang med det insisterende melankolske. I den underjordiske katedral eller bunker leger børnene, tilfangetagne duer flakser, fugten driver og valmuen, der åbner og lukker sig i loop, minder mest af alt om en bøn. Jeg er ikke sikker på, at kunstneren vil være enig i min udlægning af installationen som en bøn. For der findes ingen gud i værket. Men i bønnen ligger også et håb om at blive hørt. Sådan er det næsten altid med kunst. Kunsten svarer tilbage. Ikke i et ekkorum men som mulighed.
David Altmejd, The Flux and the Puddle, 2014, Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk.
Som de fleste andre skulle jeg også nå at se Yayoi Kusama på Louisiana. Det var en af udstillingens sidste dage og der var så tæt med besøgende, at jeg, med min tiltagende klaustrofobi, måtte søge tilflugt fra børn og prikker ved David Altmejds installation, der føltes som ægte Gothic-Sci-fi-Penny-Dreadful-laboratoriehorror. En gigantskulptur i transformation. En accelererende organisme, som genererer en egen bevidsthed. En udkrystalliserende varulv, ex machina, afrevne gummilemmer, insekter, frugt, sytråd, palietter, plantevækster, der alle kloner sig til nye former – frugt med ører. Det var som at stå ved et damplokomotiv induceret med kunstig intelligens og afmagt overfor ideer, der stimler sammen og helt bogstaveligt vokser ud og genererer videre i uendelighed.
Peter Holst Henckel, Priming and Framing, Galleri Specta, København.
Det virker som om Peter Holst Henckel kan alt! På udstillingen i Galleri Specta viser han foto på aluminium, bemalet træ, skulptur, alt hyperæstetisk og dybt politisk indvævet i det smukke og perfekt udførte. Udstillingen er installeret så alle værker spejler hinanden enten indholdsmæssigt eller bogstaveligt. For eksempel spejler det halve Danmark-skilt – der står kun «MARK» – udført kobber, sig i billedet med den danske parcelhushund nr. 1., Golden Retrieveren! (den fra Dansk Folkepartis «Vores Danmark»-plakat). Hunden er pixeleret. Den smiler til os fra sin blanksorte baggrund, hvor man tydeligt ser MARK-kobberskiltets spejling. Og fra et andet værk – en række sammensatte blindrammer – kan man læse at denne ikon-hund først kom til Danmark i 1957. Sorry DF – I valgte den forkerte hund! Der er en indædt humor, en fordømt latter, der runger mellem værkerne. Og under det hele fornemmes hollandsk barok-maleri. Jeg tænker på Gijsbrechts trompe l’oeil maleri af en maleribagside eller Rembrandts anatomilektion. Priming and Framing er en dissektion af vores tid.
EVENTS
Al Masson, Sur la Plage, performance under Åbent Hus, Fabrikken for Kunst og Design, København.
Al Masson arbejder næsten altid med trash. Han laver still-leben med plastik-ting og skulpturer af fundne plastik-dimser. I Sur la Plage henviser plastikobjekterne til dem, vi smider væk, dem, der flyder videre ud i havene og truer økosystemerne. Plastik skyller op på stranden som affald. Mennesker skyller op på stranden, levende og døde. Mennesker. Affald. Al bevæger sig graciøst med plastbeholdere med vand på hovedet. Med selve havet på hovedet er Al Masson en skumfødt Venus på Slutstranden. Trods sit dystre udgangspunkt virkede Als performance ikke som et moralsk statement. Det var elegant affaldsteater, et poetisk billede akkompagneret af Chopin og October Dance (Tobias Kiel Lauesen på trommer og Saxe Sebastian Lumholdt på guitar).
Kunstmesserne i København – Code Art Fair og Chart Art Fair.
Netop fordi jeg i længere perioder befinder mig langt fra kunstscenen, var jeg enormt glad for årets kunstmesser, både Code Art Fair og Chart Art Fair. Ja, jeg ved godt, at det er no go for en kunstner at se frem til en messe, det forlorne, kommercielle skidt… Men her har jeg en chance for at se, hvad der sker på – ganske vist en lille del – af den nordiske kunstscene. Og jeg elsker fornemmelsen af fest. Mennesker i kø for at se kunst. Noget man ikke aner i sit daglige isolerede arbejde. Chart er high end og crowded og jeg kan godt lide stemningen. Det føles som at interagere med et grusomhedens teater. Alle er ved at nedsmelte. Helt bogstaveligt. Jeg får sjældent talt med nogen på Chart. På Code var der til gengæld, den dag jeg kom, få besøgende, og alle havde lyst til at snakke og fortælle om de præsenterede kunstnere. Det var en virkelig fest! Galleri Kant viste blandt andre Caroline Kryzecki, som jeg ikke kendte. Hun arbejder med streger komponeret i mønstre, der skaber forskellige moiréeffekter, og med geometriske konstruktioner.
PUBLIKATIONER
I 2015 udkom første udgave af tidsskriftet for naturkritik Ny Jord. Siden har jeg ventet i spænding på nummer to, som jeg netop har fundet ud af udkommer 19. December! Ny Jord er et bredt orienteret tidsskrift – den første var en hardback i brunt og sort. Her kunne man bl.a. læse skabningernes lovsang af Frans af Assisi, digtet Hallo, roserne af Mei-Mei Berssenbrugge og en transkription af en panelsamtale om Antropocæn. Billedkunsten var repræsenteret med et enkelt billede af Alexander Tovborg. Jeg glæder mig enormt til nr. 2 og håber på mange flere billeder.
Læserindlæg